Ann-Berit

Ann-Berit

Blog

Den evige jagt efter trivsel - del 2

Her kommer fortsættelsen på den meget lange beretning om, hvordan jeg nogle gange i trivslens navn - lidt tilfældigt - ender med at handle - og ser, at det er godt. Det kan anbefales af læse ”del 1” før du giver dig i kast med nedenstående.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når jeg gerne vil forandre, så handler jeg. Måske nogle gange lidt kvikt, men egentlig opstod der noget rigtig godt i kølvandet på beskeden om Lines udfordringer med "ondt i maven, når jeg skal i skole."

Jeg beslutter at indføre aktiviteten: ”Mit hemmelige ønske” for at give blandt andet Line en mulighed for at fortælle de andre i klassen, hvad der er svært, hvad der gør hende ked af det - men formuleret som et ønske. Ønsker er langt mere konstruktive - og fortæller nogle gange meget konkret, hvad man synes, man har brug for. Derfor arbejder vi med ønsker.

Ann-Berit

Jeg er dansklærer og PLC-medarbejder på Mølleskolen i Ry. I mit lærerliv er børnene i centrum. Min undervisningstid er ikke min egen. Det er børnene. Jeg har særligt fokus på børnefællesskaber. Det er vigtigt for mig, at børnene er trygge i deres fællesskab. Så bliver de nemlig i stand til at deltage i undervisningen og få optimalt udbytte. Jeg elsker mit arbejde og tænker på det uafbrudt - også når jeg har fri, og jeg gør det med glæde og stolthed.

Om selve aktiviteten: ”Mit hemmelige ønske” kan du læse mere i et andet af mine indlæg. Her får du bare en kort forklaring. Alle børn skriver et anonymt ønske på et stykke papir. Det kan være et ønske til de voksne, til kammeraterne, til undervisningen, til SFO, til frikvarteret - eller til ”mig selv”. Ønskerne læses igennem og derefter højt af mig - og så taler vi om, hvilke ønsker vi kan løse nu og her - hvilke der kræver lang tid og meget træning - og hvilke vi ikke kan opfylde. Vi taler også om, hvem der kan hjælpe med at opfylde de forskellige ønsker.

Indtil videre har vi brugt tid på følgende konkrete ønsker:

Flere kæpheste i klassen.

Jeg vil gerne lege banke-banke-bøf

Jeg ville ønske, vi lavede mere krea på projektdage

Jeg ville ønske vi havde mere læsetid.

Jeg vil gerne have mere legetid

Jeg ville ønske, der ikke var så meget larm i klassen.

Jeg ville ønske, at nogle drenge ikke fjollede så meget.

Jeg kunne jo ikke gennemskue, hvad Line, som har ondt i maven, når hun skal i skole, ønskede sig. Måske at der ikke var så meget larm i klassen. Larmen i 2.C er koncentreret omkring nogle få elever. De har svært ved at finde begejstring og har en ret lav udholdenhed i forhold til at koncentrere sig om noget i ret lang tid ad gangen. De er som regel usikre og har brug for kammeraternes anerkendelse (en der griner, en der går med på mine skøre indfald) og søger den ofte negativt. Det er søde og velmenende børn, som ikke med overlæg ”ødelægger” den ene læringssituation efter den anden. Det er børn, der kommenterer, hver gang jeg eller kammerater siger noget. Børn, der laver mærkelige lyde - høje udbrud. Alt sammen en variant af ”SE MIG!” Børnene har forskellige motiver til at søge SE MIG med forstyrrende adfærd - og så alligevel ikke. Der er et sammenfald af støjende børn, som føler sig usikre i fællesskabet. Måske har man ikke en bedste ven. Måske føler man ikke noget særligt tilhørsforhold til en gruppe. Måske har man det fagligt svært. Måske er man vant til at tage ordet, selvom andre har det. Måske måske måske.

Jeg skrev for øvrigt et ord, jeg egentlig slet ikke bryder mig om. ”Ødelægger”!!

Jeg hører det tit. Han eller hun ødelægger undervisningen for de andre. Jeg bliver som regel nysgerrig, når nogen opfører sig uhensigtsmæssigt - og ja, jeg synes da bestemt også, det var nemmere, hvis de bare gjorde som jeg sagde. Men er det ikke efterhånden en utopi at have en klasse på 22 elever, hvor lydigt ALLE gør, hvad jeg siger?

Jeg bliver i den grad frustreret, når en elev igen og igen forstyrrer med høje afbrydelser, skramlen, raslen, vippe på stol, ligge på gulvet, fjolle, så andre griner med og alt, hvad der ligger i den kategori. Jeg kan da i den grad mærke brølemonsteret røre på sig, men jeg er efterhånden blevet virkelig god til at holde mig tilbage. Det betyder ikke, at jeg INTET gør. Det betyder bare, at jeg bevarer roen og kontrollerer situationen efter bedste evne. Nogle gange ved tydeligt at sige, hvilken adfærd jeg vil have. Det fungerer ofte bedre end at sige, hvad jeg ikke vil have. Sjovt nok oplever jeg ofte børn gøre præcis, hvad jeg italesætter, jeg ikke vil se. Så jeg siger, hvad de skal gøre i stedet. Det virker bare bedre. Ofte sørger jeg for, at rammerne og forventningerne er så tydelige, at alle ved, hvad de skal. Det hjælper faktisk ofte på støjniveauet. Så sikrer jeg, at alle har deltagelsesmuligheder. Jeg giver aldrig opgaver til nogen, som jeg på forhånd ved, de ikke kan løse. Ikke uden at iværksætte hjælpeforanstaltninger.

Ahr, Ann-Berit…. Aldrig???

Ok, så - jeg stiller ind imellem børnene en opgave, som nogle børn ikke kan eller har svært ved at løse. Sådan prøver vi os jo frem ind imellem. Men så tager jeg altså også skraldet. Jeg tager ansvaret. Jeg siger aldrig, at det er børnenes skyld.

Kom nu til sagen, Ann-Berit…. Hvad skete der egentlig med Line og hendes ondt i maven?

Jo, ser I. Ind imellem kommer børnene jo ind fra pauserne med en eller anden konflikt siddende i systemet. Og en dag kom to drenge ind. De havde spillet fodbold og var blevet voldsomt uenige. Det bliver de for øvrigt tit. Deres egen løsning er, at de bare kan være på hold sammen, for så bliver de jo ikke uvenner. Min løsning er, at de netop skal øve sig i at være på hvert sit hold, for de skal lære, at man godt kan ende i en konflikt, men også hvordan man kommer godt ud på den anden side. Det lærer man jo ikke ved at forsøge at undgå situationen.

Det er de sådan set med på, men så kommer de altså også ind en gang imellem og skal have lidt hjælp, fordi de ikke selv kan komme videre. Det skal siges, at samme morgen har moren til den ene dreng skrevet til mig, at han havde ondt i maven, når han skulle i skolen, fordi han var ked af, at de andre tog hans kasket og ikke respekterede, at han sagde nej.

Problematikken imellem de to var, at den ene gerne ville løse konflikten og komme videre, den anden ville ikke. Jeg plejer at sige til børnene, at jeg personligt ofte bliver sur. Jeg bliver sur på min kat, min kæreste, mine børn, min far - og også på dem en gang imellem. Men jeg er kun kortvarigt sur, og når jeg er god igen, så er surheden væk. Den bliver aldrig hængende. Jeg bærer den aldrig videre. Derfor opfordrer jeg også børnene til at få konflikten ud af verden, så de kan komme videre. Jeg ser især piger, der svælger i at blive i surheden som et magtmiddel. Så kan man straffe de andre lidt. Man har overtaget. Og det er en virkelig uhensigtsmæssig måde at være i et fællesskab på.

Jeg har diskuteret det en del. Nogle mener, at jeg presser børnene for meget, når jeg ikke lader dem blive i deres følelser. Jeg mener selv, at jeg hjælper børnene til at lære, at det er OK at komme hurtigt videre. Det er jo for pokker aldrig rart at blive hængende i en negativ følelse. Og i børnehøjde er de fleste negative følelser ikke særligt dybdegående, hvis jeg skulle være lidt fordomsfuld (og det er jeg).

Så jeg opfordrer altid børnene til aldrig at gå hjem med en konflikt. Få det ordnet, imens I er i skole eller SFO. Og så er vi tilbage i klassen med de to drenge og deres fodboldkonflikt - og resten af klassen inklusive Line, som har ondt i maven.

For så kunne jeg pludselig sige: ”Nogle gange kan man godt have ondt i maven, når man skal i skole. Er der nogen af jer, der har prøvet det?”

Alle børn rækker hånden op.

”Er der nogen, der har lyst til at fortælle om det?”

Det har kasket-drengen og Line (heldigvis). Her var en helt anden indgangsvinkel, der gav Line mulighed for at fortælle, hvorfor hun har ondt i maven om morgenen - uden at det handler om, at jeg har snakket med mor, og så snakker jeg med Line og klassen med det som udgangspunkt. For det var direkte imod Lines ønske.

Kasket-drengen får sagt til klassen, at han ikke bryder sig om, at de tager hans kasket. Jeg tror faktisk, det har noget med frisuren at gøre, men det er jo sagen uvedkommende. Jeg spurgte klassen, hvem der kunne hjælpe ham med at opfylde ønsket om at have kasketten i fred. Det var de helt overbeviste om, at de godt kunne. ”Vil I være med til det?” Det ville de virkelig gerne.

Efterfølgende videre til Line. Hun fortalte, at hun og ”Mia” havde haft en konflikt ugen før, og Line ville gerne løse det, men Mia ville ikke. Og så gik Line hjem og fik ondt i maven, fordi hun og Mia var uvenner. Det var tydeligt, at Mia ikke havde det alt for godt med, at det kom frem i lyset. Jeg sagde, at det var vigtigt at tænke på, at man faktisk kunne gøre resten af dagen virkelig dårlig for en klassekammerat, hvis man ikke ville løse konflikten. Og det var noget af et ansvar at påtage sig.

Jamen, Ann-Berit. Hænger du ikke stakkels Mia ud?

Egentlig ikke, hvis I spørger mig. Hvis Mia er klar til at styre Line med sin surhed, så må hun også tage konsekvensen af, at det kan blive fortalt for klassen. Vi taler respektfuldt om det, men jeg understreger også, hvilken betydning de valg man træffer kan have.

Efterfølgende skrev jeg et sammendrag til kasket-drengen og Lines forældre. De skrev begge tilbage. Kasket-drengen var videre - og moren var glad og stolt over, at han havde haft modet til at stå frem og fortælle det til kammeraterne.

Lines mor fortalte, at hun absolut også havde rost Line for modet til at turde sige noget, men at hun var sikker på, der stak mere under end bare denne ene hændelse. Det tror jeg, hun har ret i.

Jagten på Lines - og klassens trivsel - fortsætter.

Jeg tror på, at jeg hjælper børnene ved at træne tydelige rammer og regler for anstændig adfærd, som er rettet imod at være en del af et fællesskab, hvor JEG ikke altid er den vigtigste i verden, men hvor det også handler om, hvordan andre har det. Jeg er overbevist om, at jeg gør børnene en tjeneste, når jeg forsøger at manipulere dem til at være hurtigt videre efter en konflikt. At løse tingene med hinanden - enten selv eller ved hjælp af en voksen. Jeg står altid til rådighed.

Det er ofte efter en pause. Og jeg tager den foran klassen - hver gang. Vi lytter til de implicerede parter. Alle fortæller om deres oplevelse - og så konkluderer jeg (som regel) ud fra de ting, jeg hører.

Det kan jeg fortælle meget mere om.

Vi øver os i den grad i konfliktløsning i 2.C. Det fortæller jeg meget mere om en anden dag.

Nu skal jeg i gang med at skære hestehoveder i træ, så vi kan få lavet et klassesæt kæpheste.

Powered by Labrador CMS