Fællesskabet før individet

I min nuværende 6. klasse har de lige siden indskolingen fået tudet ørerne fulde af sætningen: ”Fællesskabet før individet.” Og ikke kun børnene ved, at det er sådan vi arbejder - forældrene er heller ikke i tvivl om, at deres søn eller datter til tid og anden må indordne sig og undertrykke deres umiddelbare behov, hvis disse behov ikke er positive for det fællesskab, de befinder sig i.

Fællesskaber optager mig virkelig stærkt. Især hvordan man som lærer er nødt til - hvis du spørger mig - at forholde sig - at opbygge - at undervise børnene i at være deltagere i et positivt fællesskab rettet mod fællesskabets bedste.

Det er hårdt arbejde. Og det er svært. For nogle af de børn, jeg møder i dag, har ikke lært det. Rigtig mange børn magter det i større eller mindre grad - eller har i hvert fald de fornødne forudsætninger for at lære det. En del børn er ikke vant til det eller trænet ind i at være positive bidragydere ind i fællesskaber, men de kan godt lære det - hvis jeg interesserer mig for det. Nogle børn er ret udfordrede og har faktisk brug for fællesskabets hjælp og forståelse, før de kan agere i fællesskabet til gavn for de fleste.

Vi må bare ikke lade være med at forholde os til det, for det er jo os, der har ansvar for børnene, når de er i skole. Det har jeg i hvert fald. Jeg kunne aldrig drømme om at lade forældrene stå alene med ansvaret børnenes adfærd henne i skolen. Bemærk, at jeg ikke frikender forældre eller fratager dem ansvar. Men de kommer ikke til at stå alene i min butik.

Jeg har selv været forælder til et barn, som ikke nødvendigvis var rettet mod skolegang. Da jeg til en skole-hjem-samtale fik at vide, at han var en ud af fem børn, som ikke kunne finde ud af at gå i skole, da græd jeg (da jeg kom hjem). Ikke på ét tidspunkt sagde hans voksne til mig, at de havde en plan - at de ville hjælpe. Nej - jeg gik tomhændet derfra med en følelse af, at mit barn var forkert. Og det gik ud over ham, for hver dag på vej til skole blev han formanet om alt det, han ikke skulle gøre. I virkeligheden var han en stærkt usikker dreng, der havde brug for at blive set - og mødt og blive hjulpet ind i et klassefællesskab med noget positivt. Det lyder simpelt - det kan det være, men er det ikke altid.

På det tidspunkt besluttede jeg, at jeg aldrig ville lade forældre forlade et møde med mig uden at føle, at jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for deres barn - og dermed for dem. Ingen forældre skal føle sig magtesløse - og jeg vil aldrig lade nogen stå alene med et problem, som foregår henne hos mig. Det er mig, der er ansvarlig for klassefællesskabet. Børn er jo ikke i flok derhjemme. De er utrænede.

Fællesskabet udfordrer børn i dag. Jeg har igennem de sidste 6 år oplevet et væld af bekymringer, som alle sammen udspringer af børns bekymring for, hvad andre tænker. Hvad klassen tænker. Hvem skal jeg være sammen med? Mon nogen griner af mig? Kan de li’ mig? Synes de, jeg er god nok? Det er pinligt, hvis noget er svært for mig, og de andre får øje på mig. Ingen siger ”hej” til mig. Sjovt nok præcis de samme bekymringer, som jeg husker fra ”Ann-Berit 8 år.”

Lidt firkantet tænker jeg, at børns udfordrende adfærd i skolen i høj grad udspringer af deres bekymringer om, hvad andre tænker og synes. Jeg har haft mange børnesamtaler, hvor jeg starter med at kortlægge barnets tanker om skole og kammerater og ”mig selv” lige nu. Igennem denne samtale når vi altid frem til et sted, hvor det handler om ”de andre” - og barnets tanker om sig selv og de andre.

Når jeg dyrker fællesskabet - når jeg opdrager ind i fællesskabet (og ja, jeg opdrager andre folks børn) - når jeg insisterer på, at samtlige børn (og forældre) skal være rettet mod det fælles, så skaber jeg en platform, hvor læring kan finde sted for de fleste det meste af tiden. Det er en investering. Og jeg er nødt til at sige, at for mig virker det.

Uden pral (eller med pral - hvad I nu foretrækker) så sidder jeg med en helt gennemsnitlig gruppe børn - børn, der stikker i mange retninger. Vi har diagnoser og skævheder. Vi har både højt og lavt selvværd. Vi har stærkt individuelle behov, som forsøges undertrykket dagligt. Vi har også en ekstremt grad af rummelighed og ansvarstagen. Ikke alle roser er røde i blomsterbutikken. Selvfølgelig er der konstant børn, som udfordres af fællesskabet - eller rettere sagt af deres egne ønsker, som ikke opfyldes i fællesskabet. Men det forholder vi os til - alle sammen.

”Jamen, Ann-Berit. Kerneydelsen. Min kerneydelse er jo det faglige. Jeg har ikke tid til at tage mig af alt det andet.”

Børn, som udfordrer andre - som udfordrer sig selv, har brug for hjælp og forståelse. De har i den grad brug for at klassen og klassens voksne tager ansvar og skaber rammer, der kan rumme. Det må aldrig være barnet selv, der skal sørge for forandringen. Hvor ofte har vi ikke oplevet, at udfordrede børn tages ud af klassen af en ekstern person, der arbejder med barnet, som så bliver placeret i præcis den sammenhæng, han eller hun ikke fungerede optimalt i? Det giver da ikke mening - og så bliver jeg altså en lille smule vred. Hvorfor er det barnet - som er ansvarlig for at skabe forandringen?

Hvis man nu tror på min tidligere pointe om at alle udfordringer på en eller anden måde har sit udspring i det fælles - eller barnets tanker om sig selv i det fælles - hvorfor skal klassen så ikke også tage ansvar, hvis noget eller nogen ikke fungerer? Så tager man et barn ud af den sammenhæng, der ikke fungerer for barnet - snakker og snakker - og så putter man ham eller hende tilbage igen.

Det fungerer i hvert fald ikke for mig. Og jeg er nødt til at sige jer (imens jeg pudser min glorie), at det KAN lade sig gøre, at opbygge et velfungerende fællesskab - også med børn som umiddelbart ikke ser ud til at have forudsætningerne. Og i netop det fællesskab klarer vi både store og små udfordringer. Men det er hårdt og tidskrævende arbejde. Jeg synes bare ikke, vi kan være bekendt at lade være.