Vi skal lære at være stærke indeni...

Lad mig allerede nu afsløre, at vi gennemførte en overnatning i shelters med 22 børn fra 2.c, og ALLE børn klarede sig igennem natten på bedste vis. Og det var faktisk ikke svært, i hvert fald ikke for os voksne. 

Vores skole ligger i et naturskønt område og cirka 4 kilometer fra skolen ligger en fantastisk privatejet shelterplads, som er billig at leje og indenfor gåafstand. Så en dejlig torsdag morgen vandrede 22 børn, en pædagog og undertegnede afsted. Oppakningen var afleveret af forældre i vores trailer, og min makker, Hanne, kørte trailer og oppakning ud til shelterpladsen. Vi holdt en enkelt pause undervejs og endte ved vores mål et par timer efter afgang. Hanne havde planlagt et lille undervisningsforløb, hvor børnene skulle lave en kartoffelfælde og en syltetøjsglas-fælde, så vi forhåbentlig kunne fange nogle af områdets insekter. Ellers var der fri leg i naturen. Børnene skulle selvfølgelig pakke ud og rede op på deres anviste shelterplads. Vi havde fået kage med, bare en enkelt, som Sylvesters mor havde bagt.

Sidst på eftermiddagen skulle børnene på skift snitte diverse til vores ristaffel. Hanne havde lavet kylling i karry hjemmefra, som blev varmet op i store bålgryder og tilsat ris fra risposer. Det var nemt, men superlækkert. Børnene havde selv medbragt tallerkner og bestik, og de vaskede selv op i tre vaskebaljer - en til afskylning og to til afvaskning. Omkring 19.30  gik vi i gang med at børste tænder og putte. Vi havde hyret Frejs far til at overnatte i en af drengeshelterne, så var vi en voksen i hver shelter. Jeg læste højt for mine 5 piger i cirka 45 minutter, så faldt de i søvn. Så kunne jeg hjælpe til i den store drengeshelter, hvor der var lidt hurlumhej. Men de skulle bare lige have lidt hjælp til at lægge sig ned - så var der ro. Klokken 21.30 sov alle børn.

Næste morgen vågnede de første børn tidligt. Lidt over 6 var de fleste oppe og på spøgelsesjagt i den disede skov. Vi spiste morgenmad klokken 7 - boller, ost, syltetøj og pålægschokolade, samt juicebrikker. Klokken 8 gik vi tilbage til skolen, hvor forventningsfulde forældre tog imod de vandrende poder, der var trætte og stolte over, at de alle klarede det.

Børnene var glade, forældrene varr glade, vi er glade....

Vores mål var fra starten, at alle børn skulle blive derude. Vi var ikke indstillede på, at nogen skulle hentes hjem. Alle skulle være en del af den sejr, det er at overnatte på egen hånd.

Hvordan får man det til at lykkes?

Jeg tror, den vigtigste faktor er, at forældrene kan føle sig trygge ved, at vi nok skal hjælpe deres børn. På den måde har der faktisk været et stærkt ønske fra forældrene om, at deres børn skulle klare sig uden dem. Da vi efterlyste en forælder til at overnatte, var der ikke et hav af hænder - ikke fordi de ikke vil hjælpe, for vi har virkelig hjælpsomme forældre, men fordi de gerne ville, at deres børn skulle få oplevelsen af, at de kunne selv.

Det var helt tydeligt, at en del børn var meget bekymrede. Nogen brød grædende sammen, da vi først nævnte det i klassen. De nægtede, at de på nogen måde skulle udsættes for den slags. Men med god opbakning derhjemme - og god kommunikation omkring det, faldt tingene på plads. Jeg ved, at flere børn øvede at sove et andet sted i ugerne op til. Og pludselig en dag kom Falk og sagde, at nu var han faktisk klar. Nu troede han godt, at han kunne gennemføre. En anden dreng sover med natble og var meget bekymret for, om nogen af de andre skulle opdage det. Men de øvede sig - hjemme i familien - i at tage bleen på i soveposen, og så blev der lavet indforståede aftaler mellem drengen og Christian, vores pædagog, som skulle sove i shelteret. 

Mohammad var, som nævnt, helt sikker på, at han i hvert fald ikke kunne. Og jeg sagde til ham, at det kunne han helt sikkert godt, og at jeg, og Christian og Hanne, ville gøre alt for at hjælpe ham.

På vej ud til shelterpladsen kom han hen til mig og sagde, at nu troede han måske, at han godt kunne. Jeg sagde til ham, at man jo skal øve sig på at være stærk, og han rynkede på brynene og sagde, at han jo var stærk. Han kan nemlig tage armbøjninger på en arm og lave alverdens badutspring. Han ER virkelig fysisk stærk, så det gav ingen mening for ham, når jeg talte om, at man blev stærk af at sove uden sin mor og far. 

Jeg fortalte ham, at det jo ikke kun handler om at være stærk udenpå, men også indeni. Han var svær at overbevise. Da vi senere lå i vores shelters, kom Mohammad forbi mit pigeshelter på vej mod toilettet. Han kigger ind på mig og siger: "Ann-Berit, nu kan jeg godt." Jeg svarede tilbage, at jeg synes, han var megastærk. 

Jeg har efterhånden været på en del lejrture og shelterture med børn, både små og større. Og aldrig har jeg oplevet så mange børn, som ikke har prøvet at sove uden mor og far før. Netop derfor er jeg glad for at være med til at give disse børn deres indre styrke ved at vise dem, at de godt kan, selvom de ikke selv tror på det. 

Vi må gerne skubbe børnene til kanten af deres grænser, bare vi giver dem den tryghed at vide, at vi er lige i nærheden til at hjælpe og trøste, hvis noget bliver svært. Min vigtigste opgave er ikke kun at udsætte dem for det, men i lige så høj grad at sørge for at alle kommer igennem det med succes.

DU KAN GODT... Det skal vi arbejde videre med på 2. årgang. 

Næste år tager vi afsted igen. Så bliver det spændende at se, hvor mange der husker, at de godt kan!