Ny arbejdstidsaftale: Det er kejserens nye klæder

Lærerne skal nu både have en ny arbejdstidsaftale og en ny formand. Arbejdstidsaftalen har vi ikke haft i mange år, og vi har heller ikke valgt en ny formand i mange år. Jeg vil ikke kommentere på Anders Bondos afgang, ud over, at han overordnet set har gjort en flot og stor indsats for de danske lærere.

Til gengæld siger jeg ikke ”tak” for den nye arbejdstidsaftale. Jeg tænker, at H. C. Andersen blev inspireret af den, da han skrev ”Kejserens nye Klæder”, for den har vitterligt intet på! I et småskummelt øjeblik kunne man forledes til at tro, at den skulle indgås nu for at hverken Danmarks Lærerforening eller Kommunernes Landsforening ville tabe ansigt. Men sådan nogle grimme tanker lader jeg andre om!

I de kommende uger skal lærerne stemme om arbejdstidsaftalen, og jeg ser frem til at lære mere om den, for som det ser ud nu, så bliver det et rungende måske; hældende til et nej.

Hver dag går over en halv million elever i folkeskole. De har krav på at få en god skolegang, og trods alle odds leverer folkeskolen, i det store og hele, mere på trods end hjulpet. Færre lærere, færre penge og flere opgaver. Det er en ret skidt kombination. Folkeskolen er et af de få steder i Danmark, hvor kontanthjælpsmodtagerens søn møder direktørens datter, og hvor alle har ret til at være. Det er folkeskolens helt store styrke og eksistensberettigelse; sammen med en høj faglig og pædagogisk kvalitet.

Mange af os husker foråret 2013. Dels var det et ualmindeligt koldt forår med sne og slud langt ind i april måned, dels var det et konfliktfyldt forår. KL og DLF kunne ikke blive enige om en ny overenskomst, og lærerne blev lockoutet. Derefter foretog regeringen et fuldkomment ensidigt indgreb i konflikten, så KL fik alt, som de ville have det, og lærerne mistede al indflydelse på arbejdstidens planlægning.

Siden har der været kamp om at få ordentlige forhold i folkeskolen. Desværre var KL’s mantra i flere år, at lokale arbejdsaftaler havde samme lugt som svensk surströming, så de blev forsaget som Djævelen selv! Først efter overenskomsten i 2018 kom der fart på lokale arbejdstidsaftaler. De har mange forskellige udformninger, hvilket betyder at lærerne, folkeskolen, og derved eleverne,  har meget forskelligartede vilkår rundt omkring i landet.

Den forskellighed, som spænder lige fra, at nogle lærere har en helt fast sammenhæng mellem undervisningstid og forberedelse, og andre reelt kun har pæne ord med på vejen, har givet en voldsom uro i folkeskolen. Og mere næring til kravet om en central arbejdstidsaftale. En god central arbejdstidsaftale kan skabe ro og engagement. Det så vi i 2008, hvor en professionsaftale blev indgået, og hvor der var en fast forberedelsesfaktor indbygget.

Det kommer nok ikke bag op nogen, at undervisningens kvalitet og forberedelsen af den hænger nøje sammen. Dårlige forberedelsesvilkår for lærerne svarer til, at vi bygger et hus, men sparer på fundamentet, så vi laver det af trylledej. Det ser sjovt ud, men skidtet braser sammen til sidst.

Forberedelsestiden er dyr, for den er ikke synlig og ”produktiv”. Lærerne tænker, skriver, taler sammen og undersøger; de underviser ikke, og kun undervisningen tælles op, registreres og skrives i Excel-regneark.

Derfor har netop forberedelsen de sidste syv år været under angreb. Gang efter gang er forberedelsestid af ledelsen blevet vekslet til vikartid eller til et ligegyldigt kursus i en pædagogisk teori, som alle har glemt alt om et halvt år efter. Men god undervisning bliver kun til noget, når forberedelsestiden er sikret og rigelig.

KL og DLF har barslet med et forslag til en ny arbejdstidsaftale efter ret lang tids forhandling og ved at bruge en ny metode ”samarbejdssporet”, hvor de skulle komme hinanden i møde. Resultatet er sørgeligt!

Efter jeg har læst både aftale og protokollat, må jeg erkende, at det er nogenlunde lige så tyndt som et stykke rizla-papir. Måske kan nogen huske de tynde stykker papir, man brugte til hjemmerullede cigaretter?

Aftalen går groft sagt ud på, at kommunerne skal informere de lokale lærerforeninger om, hvad de har tænkt sig at gøre, og så skal der holdes et møde, hvor lærerforeningen kan sige sin mening, eller med aftalens ord foretage en ”kvalificeret drøftelse af prioriteringer af arbejdsopgaver”.  Det samme skal så gøre sig gældende på skolerne mellem ledelse og TR.

Vi har altså en aftale, hvis væsentligste element er nogle papirer og nogle møder, uden krav om indhold eller lignende. Ingen løfter, ingen krav om noget som helst. Det er altså bare en lang række pæne ord og hensigtserklæringer om, at vi skal være søde ved hinanden.

Det er ikke godt nok! Efter jeg havde læst alle de ikke-bindende aftaler, stod det klart for mig, at hele aftalen fremstår som kejseren i H. C. Andersens elskelige eventyr. Helt nøgen!

Nogle vil mene, at jeg havde sat næsen op efter mål, der ikke kunne indfries, og måske ”ja”. Et håb om et loft over hvor mange timer en lærer kan undervise om ugen. Et ønske om en sammenhæng mellem undervisning og forberedelse. En forhåbning om et krav om en lokal arbejdstidsaftale i kommunerne...

Det er ganske realistisk, at der skabes ordentlige arbejdsvilkår for lærerne, og det er ganske realistisk at kommunerne også må bøje sig. For som det ser ud lige nu, så er der kun én part, der har bøjet sig, og det er lærerne!

Over de kommende tre uger vil der være megen debat om denne arbejdstidsaftale. Mit bedste ønske er faktisk, at jeg tager fejl. At den er meget bedre end jeg har læst den til at være. At aftalen sikrer eleverne en velforberedt undervisning.

Desværre er jeg bange for at jeg har læst rigtigt. At aftalen er endnu et eksempel på ligegyldigheder, ordflomme og tom luft.

Jeg vil så gerne stemme ja, men det bliver så svært...

Det oprindelige debatindlæg på a4 arbejdsliv kan findes her: Lærer om ny arbejdstidsaftale: Det er kejserens nye klæder