Omstillingstrætheden har meldt sig

Hvor er det bare super skønt, at eleverne må se og tilbringe en hel dag med hinanden og mig fra næste uge. Fedt. Tak for det politikere.

Så langt så godt, og jeg håber virkelig ikke, at jeg skaber alt for megen dårlig karma med dette lille indlæg. For indrømmet; Jeg kommer til at brokke mig lidt nu. Jeg håber, I vil tage mit brok for sådan noget, som Svend Brinkmann forklarer i ”Stå Fast”. Nemlig, at der i brok er megen udvikling, det er først, når vi bliver apatiske, ligeglade og resignerer, at det bliver farlig. Den holdning deler jeg med Svend.  Så her er mit aller mest udviklingsorienterede brokindlæg.

Fire timer om ugen udenfor med skønne, positive 8. klasseelever. Umiddelbart lyder det fantastisk i mine ører. Smukke skove, søer og parker har vi jo masser af i vores pragtfulde andedam, og hvor jeg dog vil nyde at besøge dem med eleverne. En varm sommerdag. Hvor vi kan fornøjes ved hinandens selskab på tæpper i det tørre grønne græs, indtage dejlige madpakker i en hyggelig nær stund, før vi begiver os videre ud i det danske land eller ind til byen til en kulturel oplevelse. Jeg længes. Ja, jeg trænger ligefrem, lidt ligesom Matadors Fru Murermester Jessen trænger og får mave som sten uden søde sager.

Hvad, jeg virkelig ikke trænger til, er fire timers udeundervisning i marts-aprilkulden. Og jeg ved da godt, at jeg skal prise mig lykkelig over, at vores elever må komme i skole af en eller art igen. Og det gør jeg også. Mit håb var måske bare lidt mere henad en times tid eller to til vandring og trivselsarbejde. Det tidsrum kan jeg sagtens se mig lykkes flot med. Men … umiddelbart kan jeg ikke forstille mig, at der er et eneste menneske, som vil beskrive mig som et friluftsmenneske. Jeg er ikke biologi- eller natur-teknologilærer. I min danskundervisning kan jeg lige svinge mig op til at inddrage naturen i godt vejr eller på korte ture.

Nu handler mit arbejde jo ikke om mig og mine fornemmelser for sne og andet vådt vejr. Så jeg bider selvfølgelig i det sure mundbind og prøver på at finde på gode løsninger for eleverne. Det handler om deres trivsel og motivation. Betingelserne er, som jeg forstår dem således: 4 timers udeundervisning i telte, hvor vi ikke må have sider på. Vi må ikke spise sammen. Udelukket er bål. Vi må ikke få pulsen op, så vi pruster. Vi må ikke synge eller råbe (for højt). Vi må ikke benytte kulturtilbud eller komme for tæt på andre mennesker, og vi skal sørge for at begejstre og holde fanen højt - i mit tilfælde - hos 8. klasseelever, som oftest ikke har brugbar påklædning til koldt vejr. Jeg kan lige høre mig selv lyde som min egen mor, når jeg igen og igen vil gentage sætningen: ”Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning”. Godt. Så tror jeg, at jeg har styr på det. I går grinede jeg nervøst af det hele, da vilkårene blev mig forklaret. Forsøgte med et smil at forholde mig ironisk, tragikomisk til det hele.

I dag står det sløjt til med de gode udviklingsorienterede tanker og de ironisk overbærende smil. Situationens alvor er sunket ind: Udenfor siler regnen ned. Temperaturen er - skrivende stund - 2 grader, og min omstillingstræthed har meldt sig. Det er synd for mig, og det er synd for eleverne, føler jeg i dag. Idebanken er tom. Der er lukket og slukket. Jeg er udmattet af at finde på igen og igen. Og alt for godt ved jeg, at om en uge eller to, så ændres betingelserne igen, hvormed jeg igen skal omstille mig og finde på. Mange af mine ideer når at blive forkastet af nye politiske tiltag, før de overhovedet er nået at blive ført ud i livet.

JEG GIDER IKKE MERE …

En klog, positivt stemt mand udtalte i går om hele situationen, at ”…nu har vi alle sammen fuldført kurset i onlineundervisning, så nu tager hul på kurset i Udeundervisning”. That's the spirit. Men der er jeg ikke i dag. Jeg føler ligesom ikke rigtigt udviklingsglæden.

Se, i morgen går det nok meget bedre med min omstillingstræthed. Paratheden vil gen-indfinde sig, og jeg kommer igen til at slynge om mig med ideer osende af fantasi og virkelyst. 

Gode ideer til udeundervining modtages med kyshånd.

På forhånd tak 😊.