Slap lige af, I udenforstående

Om 14 dage må de ældste elever jo også komme tilbage i skole igen. Og hvor mine unger, deres forældre og jeg bare glæder os. Forventningerne er pumpet så højt i vejret, at jeg helt kan tabe pusten ved udsigten til at skulle være ansvarlig for at skabe motiverende skoledage, som kan leve op til alles begejstrede iver.

Jeg er realistist erfaringsramt. Hvad betyder det så i denne henseende? Jo, mine efterhånden mange år i folkeskolen har lært mig, at (utidige) udviklingsprojekter i skolen er lige så sikre som amen i kirken.

På noget videreuddannelse blev de benævnt: ”dem i den brune sofa”, de der lærere, som kommer med ytringer om gammel vin på nye flasker. I kender dem nok? De er blevet til jeg. Nu er jeg selv sådan en brun en. Shit, de er irriterende, tænkte jeg engang om de gamle gnavne lærere, som altid stillede kritiske spørgsmål til nye tiltag.

Af og til tier jeg og får udviklingsprojekter inkorporeret i min allerede eksisterende praksis. Andre gange er tavshed bare slet ikke guld.

Lige nu dur det ikke at tie stille, tænker jeg. Vi har en kæmpe opgave at løse forude; trivselsproblemer, faglige efterslæb og et gigantisk forventningspres på skuldrene i forhold til at genetablere elevernes motivation til at lære. Måske er det bare mig, der tager sorgerne på forskud? Ellers også er jeg klog af udviklingsskade. For vi skal lige huske på, hvad det var for en skolevirkelighed, vi forlod, da Coronabæstet bed sig fast i struben på os. Jeg havde allerede dengang nok at se til. Jeg ved ikke med jer, men jeg kan da godt blive lidt beklemt ved tanken om alle de foreliggende ekstraopgaver. Så, og nu kommer jeg til pointen - eller måske er det snarere en bøn: Slap lige af, alle I udenforstående!

Vig fra mig, I utyske udviklingsprojekter. Stakkels velmenende konsulenter, jeg kender jer så godt og ved, at I mener det vel. Flow-høje på nytænkning formulerer I mastodonter af projektbeskrivelser, som vi da liiige kan realisere i vores praksis. Nul. Jeg skyder det på forhånd ned. I har ikke momentum. Slap af, eller Ro på, som det vist så BUZZ hedder.

Stol på mig, der dagligt færdes på skolen. Forældrene kender selvfølgelig deres børn bedst, og i samarbejde med dem og med børnene selv skal jeg nok efter lidt tid finde ud af at højne trivslen, kitte de faglige huller og genskabe en motiverende skolehverdag igen. Det, jeg har brug for fra alle jer, udenforstående, er, at I lader mig få fred til at gøre det, jeg gør bedst.

Drop i det mindste de tidskrævende og ikke-brugbare nationale test indeværende skoleår. Skyd hvide pile efter de knaldhamrende spændende nye initiativer, som I, konsulenter, brænder efter at implementere i min praksis. Vis mig i stedet tillid, opbakning, anerkendelse og stil jer til rådighed, hvis og når jeg oplever et behov for råd, vejledning og resurser. Kvæl ikke elevernes glæde og lyst til at komme tilbage i skole igen med pinefuldt lange skoledage og test. Nok ser alle mine elever frem til at gå rigtigt i skole igen, men husk, at de er præget og udmattede af et års Corona-betinget liv.

Så slap lige af og giv mine elever og mig arbejdsro, tak.