DLF er dobbeltmoralsk, når det kommer til køn og ligestilling

”Er tudeprins, sladretante og scorekarl fx skældsord eller hverdagsord?”, formuleres et spørgsmål på DLFs Instagramside. Et godt spørgsmål at drøfte ude i skoleklasserne, tænker jeg, og så langt, så godt.

Indrømmet, det er med let nervøsitet og megen spænding, at jeg nu formidler mit budskab og oplæg til drøftelse. Sagen er nemlig den, at jeg mener, at sprog skaber virkelighed. Det er min holdning, at vi til alle tider skal være opmærksomme på, hvordan vi taler, og hvem vi taler til. Det er min påstand, at sprog er dynamisk, foranderligt og til stadighed udvikler sig. Så, hvorfor findes der kun ”formænd” i DLF’s forretningsudvalg. Hvor er forkvinderne eller forpersonerne blevet af? - ikke så ligestillingsvenligt, tænker jeg.

Nu rammer orkanen mig nok snart. Der er sikkert allerede en masse oprørte skribenter, som er fløjet til tasterne med argumenter om, at mit budskab er en petitesse. Ork, jeg har diskuteret det her emne så mange gange, at alle modargumenterne sidder på rygraden. Til trods for det vælger jeg at stille mig kritisk over for DLFs brug af ordet ”formand”. Er det ikke tid til at tage et kønsneutralt ord i brug?

Lærerstuderendes Landskreds gør det, Københavns Kommune gør det, Socialrådgiverforeningen gør det, Foreningen Yngre Psykiatere gør det, LGBT+ Danmark gør det. I mange fora er der gjort op med brugen af kønnede ord, og i utroligt mange foreninger, organisationer, partier, kommuner og institutioner diskuteres emnet intenst.

I FN har man for længst indført kønsneutralt sprogbrug, og her anbefaler man, at man i sprog benytter kønsneutrale begreber frem for kønnede. I FNs officielle sprogguide fremgår det således:

”Med henblik på at undgå kønsbaserede henvisninger kan man bruge kønsneutrale udtryk, dvs. ord, som ikke er kønsspecifikke og henviser til folk i almindelighed, uden henvisning til kvinder eller mænd ("chairman" erstattes af "chair" eller "chairperson", "policeman" eller "policewoman" af "police officer", "spokesman" af "spokesperson", "stewardess" af "flight attendant", "headmaster" eller "headmistress" af "director" eller "principal" osv.).”

I Danmark har vi i tidens løb ændret flere kønnede udtryk uden de store problemer, fx er tillidsmand blevet til tillidsrepræsentant og folketingsmand til folketingsmedlem. Hvad med, om DLF viste sig mere fra sin progressive side og ikke som den mastodont af en supertanker, som sidste år sad fast i Suezkanalen. Sidder I fast i fortiden, DLF?

Det danske sprog er udviklet over tusinder af år, og det afslører, at der i fortiden ikke var ligestilling mellem kønnene. Det danske sprog er androcentrisk, hvilket betyder, at det har manden som udgangspunkt; som det neutrale, og kvinden som ”det andet”; ”alternativet”

… Jojo, jeg slynger skam ikke bare et eller andet postulat ud uden at have researchet grundigt. Sprogforsker er jeg ikke, men at sprog siger noget om vores fortid og er med til at forme vores nutid og fremtid, ja, så meget har jeg da lært af de kloge forskere. Vores sprog er gennemsyret af bias. Og hvis vi ikke forholder os kritisk til den kønnede og ikke-ligestillingsvenlige sprogbrug, som stadig gennemsyrer det danske sprog, så er vi med til at opretholde nogle normer om, hvad der er det rigtige, normale og almindelige, som fx at personen, som er valgt til at stå i front, er (bør være) en mand: en formand.

Alle de ting, der skal til for at undgå ubevidst bias, kan hver for sig virke små, men tilsammen betyder det noget. Vi kan ændre meget for nutidens og fremtidens børn og unge ved ganske enkelt at ændre en lille smule på vores sprogbrug. Ligestillingsrevolutionen sker ikke ved, at DLF ændrer ordet ”formand” i vedtægterne, men det er et ret ligestillingsvenligt, kønsinklusivt signal at sende, tænker jeg.

Jeg har tænkt meget over, hvad argumentet er for, at DLF IKKE ændrer det? - Hvem kan forklare mig det? Hvis det er en petitesse, så er det vel nemt at ændre på? - Uden betydning for modstanderne? Handler det om, at det er besværligt at ændre i vedtægterne, så har jeg været til nok kongresser til at vide, at der bruges afsindig megen taletid herpå til at diskutere (petitesser som) kommatering i foreningens tekster.

Sæt i sving. Det kan da vel ikke være så svært at ændre et lille kønnet ord til et kønsneutralt et af slagsen? Det kan være, at det endda vil smitte af på UVM, som i bekendtgørelsen for elevråd formulerer, hvordan der skal vælges en ”FORMAND” for elevrådet. Nej, nu skal det simpelthen stoppe!

Jeg ved godt, at jeg har set mig ond på det stakkels lille ord. Men det lille ord har stor betydning. Hvis en af mine elever, som ikke definerer sig som hankøn, vælger at gøre noget ekstra for  ved at stille op til elevrådet, så skal hun/den/det også kaldes ved rette benævnelse. Hvis man ikke er en mand, skal man ikke kaldes formand! Køn er slet ikke vigtigt eller relevant i denne sammenhæng.

DLF, jeg vil stærkt opfordre jer til at kigge lidt på, hvad I formulerer i jeres egne politikker. I Danmark Lærerforenings politik om kønsopmærksomhed i skolen formulere dets, at: ”…. disse forskelle kan hænge sammen med bevidste og ubevidste forventninger, der er til henholdsvis piger og drenge, som er med til at reproducere et stereotypt kønssyn.”

Søreme, om DLF ikke også har udviklet en folder om kønsstereotyper: ”… med baggrund i dette har Danmarks Lærerforening udarbejdet folderen ”Er du opmærksom på køn i skolen? Sæt seks temaer om køn til debat på din skole”. De seks temaer skal sætte fokus på skolens og lærerens kønsforståelser og har til formål at få kønsdebatten ud til lærerne på skolerne.”

Kønsdebatten ud til lærerne på skolerne? Debatten kan jo passende begynde med de lærere, der er valgt på DLF poster. Eller hvad tænker I?

Hykleri? Dobbeltmoral? Manglende vilje? Hvad er jeres argumentation, DLF? Vil I gøre alvor af alle de velmente ord i diverse DLF-politikker og -foldere? Eller skal jeg sætte min lid til fremtidens hovedstyrelse? -De lærerstuderende har set lyset forude i horisonten og fremtidens forpersoner er hoppet med på ligestillingstoget.