Blog
Nationale test: Når frivillig bliver tvungen
Mange kommuner vælger at lave langt flere nationale test, end Undervisningsministeriet kræver. Herfra er det nemlig kun obligatorisk med én årlig test i særligt udvalgte fag på hvert klassetrin. Flere test end det påkrævede er således frivilligt. Mange skoler tolker dog ordet ’frivilligt’ helt anderledes end ordbogen. Her er ’frivillig’ nemlig lig med ’tvungen’
Foto: Oversigten viser, på hvilke klassetrin og i hvilke fag de obligatoriske test skal gennemføres. Den viser desuden, hvilke klassetrin de frivillige test er målrettet.
For et par uger siden kom der et opslag vedrørende de nationale test på forsiden af min skoleintra. Opslaget var skrevet af min skoleleder, og det gjorde os opmærksom på, at det var tid til at booke de frivillige nationale test. I opslaget blev vi endvidere mindet om, at ’frivillig’ i Høje-Taastrup Kommune ikke betød, at vi kunne undlade at lave nationale test i efteråret. Her har man nemlig besluttet, at alle klasser skal gennemføre to omgange nationale test pr. år. Frivillig er altså lig med tvungen.
Fjorten nationale test om året
Det er desværre ikke kun Høje-Taastrup Kommune, der har besluttet sig for, at ordet frivillig kan tolkes frit. Mange andre kommuner kører efter samme princip, hvilket efterlader elever i fx 8. klasse med hele fjorten nationale test om året. Fjorten gange, hvor vi lærere skal bede vores elever svare på spørgsmål i en digital test, hvis resultat vi alle ved, ikke kan bruges til noget som helst.
Elever er angste for national test
”Resultatet er ligegyldigt”, har jeg hørt mig selv sige til mine elever inden en national test, efterfulgt af sætningen: ”Men I skal lave den”. Jeg har flere gange oplevet elever være direkte angste for både testen, spørgsmålene i den og det resultat, der venter dagen efter. Og jeg tager mig til hovedet og kan ikke forstå, hvorfor man som kommune vælger at gøre det værre, end det behøver være. Én test årligt, som ministeriet kræver, må da være rigeligt?
For elevernes skyld?
Det er for elevernes skyld, siges det. Åbenbart så de kan vænne sig til testformen, inden den obligatoriske test i foråret. Jeg tager mig fortsat til hovedet i et forsøg på at forstå vanviddet. For elevernes skyld? Hvordan kan det være for elevernes skyld, at de tolv gange om året tvinges til at besvare spørgsmål i en test, hvis resultat ikke kan bruges til en hujende fis? Det er tragisk. Især fordi resultatet – trods mine ord inden hver test – for dem er alt andet end ligegyldigt. For i deres verden er resultatet svaret på, hvad de duer til som mennesker.
Læs evt. mine erfaringer med de nationale test:
- Forældrebeskeden, jeg ville ønske, jeg kunne sende
- Hjælp vores børn og unge og fjern de nationale test
- Om vigtigheden af at være grøn
- Når eleverne går i sort