Blog

Er DLF stadig en fagforening for medlemmerne? Eller skolernes interesseorganisation?

DLF skuffer mig! Som fagforening er lærerforeningen uden mod og kant, og interessemodsætningen mellem arbejdstager og arbejdsgiver er fejet ind under tæppet.

Offentliggjort Sidst opdateret

DLF skuffer mig! Som fagforening er lærerforeningen uden mod og kant, og interessemodsætningen mellem arbejdstager og arbejdsgiver er fejet ind under tæppet.

Jeg vil begynde ved den grundlæggende analyse: DLF er fagforening for lærere og DLF’s modpart er Kommunernes Landsforening, som er arbejdsgiver. Her eksisterer en grundlæggende interessemodsætning, hvor arbejdstager vil sælge arbejdskraften dyrest muligt, og arbejdsgiver vil købe arbejdskraften billigst muligt og udnytte den mest muligt.

For lidt kant til arbejdsgiveren

Når formand Gordon Ørskov Madsen laver podcasts (https://www.dlf.org/nyheder/2022/august/nyt-afsnit-af-dlfs-podcast-laereplaner-og-vores-faelles-folkeskole) med KL-bossen fra Herlev, Thomas Gyldal Petersen, og hyggesnakker om at samarbejde om folkeskolen, så er det vand på KL’s mølle og ikke på lærernes. Lige pludselig fremstilles et falsk interessesammenfald mellem DLF og KL. Tiden kunne bruges bedre til at gå i flæsket på arbejdsgiveren frem for at tale ham efter munden. Løven og fårene kan ikke græsse sammen på savannen!

Ørskov Madsen kommunikerer som en blød leder, og det kan være fint nok, men jeg kunne virkelig godt savne lidt mere kant. Vores tidligere formand var også en blød leder, og måske er det på tide med en mere hard-core fagforeningsleder ved roret, der også evner at tage modstanderen ved kraven i al offentlighed, når det er nødvendigt.

Normaliseret overenskomstformand

Når formanden for overenskomstudvalget Morten Refskov giver den som ”normaliseret” embedsmand og ikke fordømmer kommunernes snigmord på lokalaftaler, men i stedet blot kalder det ”noget møg” og accepterer præmissen om at arbejdsforholdene er konjunkturbestemte (https://www.folkeskolen.dk/arbejdstid-arbejdstid-lokalt-dlf/dlf-laerernes-arbejdsvilkar-er-konjunkturbestemte/4673112), er det et tegn på for lang afstand fra tavlen til centralt tillidsvalgte. Det mest ydmygende er den klassiske fagforeningsboss-kommentar fra Refskov: ”Forestiller du dig, at vi kan "få vores vilje", hvis blot vi slår hårdt nok i bordet? ”.

Flot Refskov – så fik du lige flyttet fokus. Hvis du ikke selv kan se problemet, så har du været tillidsvalgt for lang tid, for du er ikke længere sulten nok efter forandringer.

Jeg må være ærlig her, særligt Refskov skuffer mig, da han tidligere var det friske pust, der turde tale Parnasset midt imod. Men normaliseringen er slået igennem, og min stemme vil nok ikke falde på ham ved næste hovedstyrelsesvalg.

Fagforeningens fejlagtige fokus

Når DLF bruger mere tid og energi på at give lærerne mere viden om meddelelsesbog, læreplaner, gratis undervisningsmaterialer etc. end på at fremme medlemmernes arbejdsvilkår, så er det et tegn på fejlvisning i kompasset. Det er arbejdsgiverens opgave at efteruddanne lærere og levere undervisningsmidler, og på ingen måde fagforeningens opgave. Det er skuffende, at fagforeningen er så langt ude af kurs.

Hvorfor er jeg medlem af DLF?

Med al den skuffelse er det logiske spørgsmål, hvorfor jeg er medlem af DLF. Jeg kunne snildt melde mig ind i Magisterforeningen, og det eneste, der holder mig tilbage, er at DLF er overenskomstbærende. Jeg er så principfast, at jeg er medlem af den fagforening, der forhandler overenskomst, men gid DLF havde mere fokus, mod og retning.

Lærerliv m.m.

Tobias Zimling Kristiansen - folkeskolelærer i Gentofte og med en fortid på frie skoler, i Grønland og i Kalundborg.

Ud over læreruddannelsen har jeg en mastergrad i læreprocesser m. spc. i arbejdsmiljø og forandringsledelse.

Er fagligt aktiv og kronisk kritisk og løsningsorienteret. Jeg uddanner mig løbende - for egen eller arbejdsgivers regning, og jeg blogger om lærerlivets sider - fagligt, pædagogisk, dannelsesmæssigt, didaktisk og hvad der end falder mig ind.