Endelig et opgør - og så kræver man ro?

Den sætning, der blev sagt flest gange på dagens pressemøde om folkeskolen var en forsikring om, at det ikke var et opgør med folkeskolereformen. Det er helt efter bogen at man ikke ønsker at kaste politiske kolleger under bussen, men selvfølgelig er det et opgør. Eller begyndelsen på det. At påstå andet er at spille bullshit bingo. 

Som skrevet allerede for nogle år siden, sker det samme altid med en politisk reform. Først møder man kritikerne med, at det jo lige skal køres ind. Senere erkender man, at der kan være enkelte dele der skal justeres. Derefter lavet man et forsøg, hvor enkelte får lov til at gøre som de gjorde før - hvilket man jo ikke behøver forsøge, at der er årtiers evidens for forsøgets virkning. Men forsøg virker jo nyskabende og som forskning - og så er det ikke længere et opgør. Vi er nu nået til næste fase, hvor man politisk ved at der er stemmer i at lytte til de ekstremt mange kritikere fremfor at holde stædigt fast. Der er vi i dag. 

Jeg oplevede det samme med de nationale tests, som jeg har været imod i 8 år. Da jeg for fire år siden tog konsekvensen og holdt men søn hjemme, blev jeg kaldt alskens skældsord. Jeg var en mand med en sag og brugte min søn i en ligegyldig kamp. Langsomt vågnede de dog - og i forældreintra på Radio24syv var det inden sommeren ikke muligt at finde folk, der bakkede op om de nuværende tests og ville møde mig i udsendelsen. Ministeren erkendte, at tests var 10 år gamle og ikke virkede godt - og en professor var med fra Grønland og sagde, at de tal ikke kunne benyttes til læring. Erkendelse kommer langsomt. Fordi det er politisk selvmord at erkende fejl i 2018. Forandringen starter med små skridt, indtil man er så langt væk fra beslutningen, at man kan gå hele vejen uden politisk at skulle erkende fejl. 

Et kærkomment tilbageskridt

Dagens udspil er justeringer, som i høj grad er tiltrængt. Det er langt fra nok, men man kan vel ikke forlange at undervisningsministeriet skal præstere over evne. 

Det mangler en masse. Man talte om de mange vikarer som et problem, men problemet er ikke vikarer. Problemet er, at vikarerne kommer, fordi politikerne har ødelagt arbejdspladsen så lærere enten går ned med stress eller siger op. Det er ikke vikarernes skyld. 

Lars Løkke sagde i et interview på TV2NEWS, at dispensationsparagraffen (16B) jo var tænkt som en undtagelse, men bliver brugt i vildskab. Nu vil regeringen så præcisere den paragraf, fremfor at fatte, at den jo bruges i vildskab fordi den er skolernes mulighed for at få ro fra politikerne. Ro til at skabe en skole, som de fagligt kan stå inde for. Regeringen skulle ikke præcisere, men istedet erkende, at ønsket om undtagelse er så enormt, at undtagelsen skal gøres til reglen. 

Skolens organisationer roder rundt

Både Skolelederforeningen og Skole og forældre har været ude og kritisere - og kræver ro på området. Det er en aldeles besynderlig udmelding. Forældre og lærere har i den grad brug for både et opgør med - og justeringer af - reformen - og når de sker, kræver de to organisationer ro. Mette With Hagensen sagde endda i et interview, at forældre ikke ser lange skoledage som et problem og beskyldte regeringen for valgflæsk. Hun taler sørme ikke for alle forældre! Og jeg må sige, at jeg nærmest mener foreningen og formanden her selv bliver politiske og nærmest leverer ord som var de en politisk opposition. 

Selvfølgelig skal det her ende i ro! Men man kan ikke først kræve forandringer og så kritisere justeringer med, at man vil have ro. Det er selvmodsigende og bekymrende. Når jeg læser “formandens blog” på skole og forældre er der utallige ønsker om forandring af stort og småt. Vil foreningen også gå i spåner over manglende ro, hvis det var disse mærkesager der var i spil?

Jeg er enig i, at der er masser af ting der var ønskværdige at gøre op med. Obligatoriske tests, læringsplaner og utallige it-systemer der kræver mere administration end undervisning. Nu gøres et forsøg i forligskredsen på at forandre en lille bitte del, der måske er mulig nu. Og det mødes med et krav om ro. Bondo valgte en anden mere konstruktiv vej, den er jeg enig i.

Jeg ønsker ikke ro. Jeg ønsker faglig revolution. Den starter med en fælles forståelse, og her er Merete Riisager gået et par skridt i den rigtige retning. Næste skridt er at gå hele vejen, men det sker jo ikke, hvis man bare render mavesurt rundt og kræver ro.