Fra familieopdragelse til statsdannelse og professionalisering af omsorg og opdragelse

For ikke så mange år siden voksede de fleste af os op i en kernefamilie, hvor forældrene var ansvarlige for at opdrage og uddanne deres børn. Men i dag er vi blevet et samfund af institutionsbørn. Det er svært at benægte, at børnene er blevet "udflyttet" fra familien. De tilbringer nu en stor del af deres hverdag i institutioner sammen med mange andre børn. 

Men betyder det, at institutionsbarnet er blevet til et massemenneske, der blot følger flertallets normer, levevis og tænkemåde uden selvstændighed? Ikke nødvendigvis. Vi ser faktisk, at individet er kommet i centrum som aldrig før.

Dog er det ikke længere primært kernefamilien, der giver barnet dets selvdannelse. Det er i stedet institutionen, der har overtaget denne rolle, da kernefamilien gradvist er blevet opløst og har mistet sin myndighed. Ansvaret for barnets opdragelse og dannelse er blevet overladt til institutionerne. 

I dag handler det i højere grad om selvdannelse i det moderne samfund. Pædagoger, lærere og forældre har nu en mere ydmyg rolle, der går ud på at hjælpe det enkelte barn med at opnå sin egen selvdannelse. Man kan sige, at pædagogik i klassisk forstand handlede om at gøre noget med nogen. 

Men i dag handler det om at ville noget med andres selvforhold og selvdannelse. Autoriteten er blevet erstattet af vejledning, hvor pædagogen hjælper barnet i stedet for at opdrage det. Tidligere ville man sige "Du må ikke få en is," men i dag siger man "Kan du ikke se, at en is ikke er godt for dine tænder?" 

Vi kan diskutere, om det er samfundet, der har fælles idealer og normer, som ønskes for det enkelte menneske. Men i bund og grund er barnet overladt til sig selv med hensyn til at bestemme og vælge i sit personlige dannelsesprojekt, som ikke nødvendigvis ligner andres. I alt dette påvirkes barnet naturligt af samfundets kræfter og socialiseringen er stærk i barndommen.

En af de konsekvenser, der følger af denne udvikling, er professionaliseringen af omsorg og opdragelse. Moderens rolle som omsorgsperson og faderens rolle som lærer, der uddanner barnet, er gradvist blevet overdraget til pædagoger og lærere. Kernefamiliens uddelegering af disse professionelle opgaver til institutionerne har medført en institutionaliseret og professionaliseret form for omsorg. Omsorgen er blevet politiseret, og der er opstået en tendens til at skabe en genopdagelse og revitalisering af den pædagogiske tænkning.

I de sidste 30 år har det ikke primært været den pædagogiske tænkning, der har været styrende på området, men derimod en række andre faktorer. Man kan argumentere for, at der i dag foregår en statslig institutionalisering og masseopdragelse af børn. Det er ikke længere familiens ansvar, men derimod statens interesse at videregive en bestemt kultur til kommende generationer. 

Den selvstændige og uafhængige kernefamilie har i århundreder været samfundets naturlige grundsten. Men med institutionaliseringen af børn sker der en gradvis umyndiggørelse af forældre. Efter Anden Verdenskrig etablerede den danske velfærdsstat daginstitutioner som et almenpædagogisk tilbud til alle familier, og det forventes nu, at børnefamilier lader deres børn blive institutionaliseret fra en tidlig alder. 

Velfærdsstaten har en livspolitik, der er knyttet til en nyliberal tænkning og udøver magt ikke gennem autoritet, men ved at forsøge at regulere vores begær og ønsker. Vi ser en stigende indblanding fra statens side i familiens sfære, hvilket er velbeskrevet i forskningen. Forældre skal være forsigtige med ikke at vælge "forkerte" veje, da myndighederne vil træde ind og regulere. Dette gælder især for det, der betegnes som "udsatte børn og unge".

At yde omsorg er ikke blot en opgave, der kan udføres uden videre. Det kræver arbejde med sorg, kærlighed og medlidenhed. Det handler ikke bare om at møde barnet, men også om at møde barnet ved at indleve sig i dets velbefindende. Dette er en udfordrende opgave for professionelle, men er mere naturligt for familieomsorg. 

Definitionen af omsorg er svær at efterleve i institutionerne, og derfor erstattes begrebet "kærlighedsomsorg" og dyb hengivenhed ofte med den mere professionelle omsorg. Man kan derfor tale om professionel omsorg som en form for faglighed og praktisk mesterskab.

Dette skriv konstaterer dilemmaer omkring statens indgriben i familiers forældreskab. Disse dilemmaer eksisterer i al pædagogisk forældresamarbejde, men forstærkes særligt i forbindelse med nytilkomne flygtningefamilier. Hvis forældrene ikke lever op til statens forventninger til forældreskab, kan de fremstå som modvillige, hvilket kan få konsekvenser for både forældrene og deres børns fremtid.

Pædagogen fungerer som statens forlængede arm og indtager en dobbeltrolle. På den ene side udfylder pædagogen en myndighedsrolle, hvor han eller hun skal sikre, at børnene følger bestemte retningslinjer og regler. På den anden side er pædagogen også den omsorgsperson, der er til stede i praksis og har en direkte kontakt med børnene.

Det er værd at nævne, at denne udvikling ikke er entydigt positiv eller negativ. Institutionerne og den professionelle opdragelse har uden tvivl mange fordele. Børn får mulighed for at interagere med andre børn og udvikle sociale færdigheder. De lærer at begå sig i en større gruppe og navigere i forskellige sociale dynamikker. Desuden kan professionelle pædagoger og lærere tilbyde specialiseret viden og pædagogisk ekspertise, der kan hjælpe børnene med at udvikle deres fulde potentiale.

Samtidig er der også udfordringer forbundet med denne institutionalisering. For det første kan det skabe en afhængighed af staten og en reduktion af forældrenes autoritet og indflydelse. Forældre kan føle sig magtesløse og have svært ved at finde deres rolle i barnets opdragelse, når staten har overtaget store dele af ansvaret. Derudover kan den professionelle omsorg, selvom den er velmenende, mangle den dybe følelsesmæssige forbindelse og intimitet, som er naturlig i en familiær omsorgssituation.

Det er vigtigt at finde en balance mellem statens ansvar for børnenes dannelse og forældrenes rettigheder og indflydelse. Der bør være et samarbejde mellem forældre og institutioner, hvor begge parter anerkender hinandens værdier og bidrag. Forældrene skal have mulighed for at være aktive deltagere i deres børns opdragelse og dannelse, samtidig med at institutionerne tilbyder støtte og professionel vejledning.

I sidste ende handler det om at skabe et samfund, hvor både familien og staten spiller en vigtig rolle i at sikre børnenes trivsel og udvikling. Men i den sammenhæng er det uomtvisteligt vigtigt, at forældre engagerer sig aktivt og indgående i deres børns udvikling. Familien som kerneinstitution spiller en unik rolle som den primære omsorgsgiver og den første kilde til kærlighed, tryghed og læring for et barn.