Læs mere fra bloggen: Forskning og sosu-uddannelsespraksis
Blog
Novice og Ekspert
Onboarding af nye didaktikere på SOSU-skolen
Jeg er for tiden optaget af onboarding-procesesser og kompetenceudvikling af nye undervisere.
En stor del af nyansatte undervisere på SOSU-skolerne har ikke underviserfaglig uddannelse eller erfaring. Alligevel oplever mange at blive kastet direkte ud i undervisningsopgaven. Jeg har talt med både nye undervisere, erfarne kolleger og ledere om hvad de oplever der er på spil, når man starter som ny underviser. Undersøgelsen indgår i et projekt, der skal bidrage til at kvalificere lokale introduktions- og kompetenceudviklingsforløb for nye didaktikere.
Noget af det der særlig fylder hos nye undervisere er den udspændte oplevelse af både at være novice og at være ekspert. Ekspert på sit fag og på samme tid didaktisk novice.
"Jeg har været 15 år på gulvet som sygeplejerske og betragter mig selv som en rigtig dygtig sygeplejerske. Men jeg kan godt mærke, at når jeg står der i klasserummet så kan der være sådan noget som klasseledelse, så har jeg ikke ret meget at støtte mig op af, hvordan finder jeg så lige ud af et..., shit hvad sker der så og hvad skal der ske?" ( ny underviser)
Det er også denne dobbelthed der optager en af de ledere jeg talte med: ".. det med at være ekspert indenfor noget og så skal til at give køb på det, for at opbygge en fagidentitet som didaktiker[...] at føle man får revet gulvtæppet væk under sig sådan fagligt og så skal til at bygge det op igen" (leder)
Selv når man har været underviser i flere år står oplevelsen af at være ny stadig stærk i hukommelsen: "At for mig selv så følte jeg lidt at jeg kom som ekspert og landede her og blev lige banket tilbage og tænkte bum nu er du bare novice igen"
Det kommer sikkert ikke bag på nogen at dobbeltheden mellem ekspert og novice er i spil. Men hvordan kan vi kan vi blive bedre til at anerkende det og "onboarde" nye didaktiker, på en måde så det ikke opleves som om gulvtæppet bliver revet væk under fagligheden fordi en ny faglighed skal bygges op?
Det fører et nyt spørgsmål med sig: Hvad forstår vi ved egentlig ved "onboarding" af nye didaktikere". Det slog mig under de mange interviews, at vi har tendens til at betragte "onboarding" som "medarbejder assimilation". Forstået på den måde at vi mere eller mindre bevidst ønsker at forme den nye didaktiker således at han eller hun passer ind i vores eksisterende ”praksisfællesskab” og regimer af didaktiske og pædagogiske forståelser? Hvad nu hvis vi i højere grad ser "on-boarding" af nye didaktikere som en mulighed for akkomodativ læring i fællesskabet. Nye didaktikere kan stille rigtig gode- og kritiske spørgsmål til alt det vi tager for givet. Hvad sker der hvis vi i højere grad anser nye undervisere som facilitatorer af kollektive læringsprocesser frem for individuelle objekter for læring?