DLF i verden

Blog

Det glemte land - Burundi

Danmarks Lærerforening støtter Burundi og Rwandas lærerforeninger. Men selv om landene på mange måder er ens, udvikler de sig helt forskelligt

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mange kender Rwanda. Mest for folkemordet i 1994. Landet hvor mindst 800.000 mennesker – måske 1 million - blev myrdet.

Knap så mange kender Burundi, selv om der skete de samme uhyggelige myrderier – blot året før – og i lidt lavere målestok: Antallet af myrdede, var ”kun” 300.000 mennesker.

Rwanda og Poul Kagame

DLF i verden

Danmarks Lærerforening støtter lærerorganisationer i tredjeverden med organisationsudvikling. Målet er at forbedre lærernes vilkår og styrke lærerorganisationernes indflydelse i samfundet. Danmarks Lærerforening har projektsamarbejde med lærerforeninger fortrinsvis i Afrika syd for Sahara, men også i Mongoliet og Bolivia. I Østafrika er det i Kenya, Tanzania, Zanzibar, Rwanda, Burundi og Uganda, og i Vestafrika Sierra Leone og Liberia.

Rwanda har siden 1994 undergået en radikal ændring. Først og fremmet pga. landet præsident siden 1994: Poul Kagame. Selv om han styrer med jernhånd, styrer han – alt andet lige – meget klogere end mange af sine kollegaer i Øst Afrika.

En ko og en komputer

Poul Kagames politik handler om at opnå bæredygtighed. De godt 10 millioner mennesker der lever i landet - der er godt halvt så stort som Danmark - skal være selvforsynende og veluddannede. Disse 2 politikker er kort udtrykt med slogannet: En ko til hver familie og en computer til hver skoleelev. Rwanda har nu 12 års fri undervisning til alle – piger og drenge.

Rwanda rykker

En computer til hver elev må vente lidt endnu. Men investering i ny teknologi, i strømforsyning og net-forbindelse til hvert en provins i landet er godt på vej og udtryk for regeringens prioriteter:

Selvforsyning, infrastruktur, ny teknologi og uddannelse er de vigtigste politikker. Samtidig bekæmper regeringen korruptionen, så Rwanda er blevet langt mindre korrupt end sine naboer. Og bekæmpelsen af korruption sker fra toppen. Dvs. at der fyres ministre, der ikke har forstået, at der ikke længere skal betales ekstra for ydelser fra staten. Poul Kagame søger ligeledes at øge investeringsklimaet og formindske bureaukratiet. Kort sagt: Rwanda er på vej frem. Med vækst og gratis uddannelse til alle. Samtidig er lærerforeningerne inviteret til reel dialog med undervisningsministeriet. Det går den rigtige vej og det går hurtigt. En rigtigt succes historie.  

Burundi går baglæns

Lige modsat går det i Burundi. Et land der har samme størrelse og stort set samme befolkningstal som Rwanda. Men her hører ligheden så op.  

Burundi hører til et af de fattigste lande i verden, med et faldende BNI. Nu på ca. 800 USD pr. indbygger pr. år: Ca. 4.800 DKK.

Rwanda BNI per indbygger er: 1.800 USD, ca. 10.800 DKK.  Til sammenligning er Danmarks BNI pr. indbygger 50.000 USD, ca. 300.000 DKK pr. år.

Hvor ligger Burundi

Burundi ligger lige syd for Rwanda, i det centrale Afrika. Burundi deler grænse med Tanzania og den ’Demokratiske’ Republik Congo, DRC.

Forholdene i Burundi er gået tilbage på næsten alle områder:

  • Menneskerettighederne er i bund
  • Økonomien er elendig
  • Arbejdsløsheden stiger – især blandt uge
  • Der er mangel på fødevarer
  • Investorerne glimrer ved deres fraværd og
  • Landet er delvis boykottet af EU fordi regeringen undertrykker befolkningen.
  • Magt for enhver pris

Årsagen til at det går tilbage på næsten alle områder skyldes i høj grad den siddende præsident Pierre Nkurunziza. For et par år siden – i 2015 - skulle han være gået af. Ifølge forfatningen må præsidenten kun sidde i to 5 års perioder. Pierre Nkurunziza blev udnævnt til præsident i 2005. I 2015 skulle han være trådt tilbage.

Men Pierre Nkurunziza trådte ikke tilbage. Den første 5 års periode talte ikke, mente han. For dengang - i 2005 blev han ikke valgt, men blev udpeget. I 2010 blev han så valgt og sad i endnu 5 år. Men i stedet for at gå af efter de to perioder og i alt ti år ved magten, blev han siddende. Det udløste en ny konflikt i landet, og det kom til åbne kampe i gaderne især i hovedstaden Bujumbura. Efter et mislykket kup mod præsidenten i 2015, strammede Pierre Nkurunziza grebet om landet og begyndte en forfølgelse af alle, der ikke erklærede, at de støttede præsidenten.

Folk der ikke var og er for præsidenten og det regerende parti, FDD, Forces for Defending Democracy, bliver betragtet som landsforrædere og bliver truet på livet og forfulgt. Det er især FDDs ungdomsafdeling der tager sig af dette beskidte ”arbejde”.

Tanzania har modtaget mere end 240.000 flygtninge fra Burundi

Følgen har været at over 250.000 indbyggere er flygtet ud af landet, fordi de – med rette - frygter for deres liv.

Den førte politik betyder samtidig at landet økonomisk er gået i stå.

Lærerforeningen STEB taler rettigheder og globale mål

Men der er enkelte lyspunkter: Befolkningen, især lærerne i landet - der er nogle af de bedre uddannede – forsøger at holde hovedet højt. De nægter at lade sig underkue. De fortsætter med at tale. Og deres fagforening, STEB holder fortsat møder og afholder kurser for deres lærerkollegaer. Selv om STEB bliver generet og forhindret i at organisere lærerne, opretholder ledelsen af STEB og de ansatte medarbejdere fortsat kontakt til medlemmerne – i hovedstaden og i landdistrikterne.

De taler ikke regeringen eller præsidenten imod. Det vil uundgåeligt føre til arrestation og i bedste fald mishandling. I mange tilfælde forsvinder de arresterede sporløst.

Med livet som indsats

Men lærerne og lærerforeningen i Burundi gennemfører – til trods for at de løber en stor risiko - møder og kurser, hvor de oplyser om rettigheder og pligter i Burundi. Om menneskerettigheder. Om hvordan lærerne kan øge kvaliteten i undervisningen. Om de nye globale verdensmål, osv. På denne måde opretholder tusindvis af lærere håbet om, at tilstanden i landet vil ændre sig.

Stats "fagforeninger"

Regeringen har ellers oprettet statslige ”fagforeninger” og statslige ”lærerforeninger”. Lærerne får af myndighederne at vide, at de gør klogt i at melde sig ud af STEB og i stedet melde sig ind i disse såkaldte fagforeninger, hvis de vil beholde jobbet som skolelærer. Nyuddannede lærere får samme besked: Hvis de vil ansættes og ha’ job, skal de være med i den statslige ”lærerforening”.

Job eller arbejdsløs. Pris: Medlemskab af det regerende parti

Og lærerne har næsten ikke noget valg, men må melde sig ind i statens ”lærerforening” hvis de vil ha’ job eller fortsætte med at have job som lærere. Men de ved naturligvis godt, at det er en løgn, at de statslige lærerforeninger kæmper for lærernes rettigheder. Derfor kommer de til de møder som STEB indkalder og afholder. Her kan de diskutere de rettigheder og de verdensmål som regeringen selv har underskrevet.  Her kan de  diskutere deres problemer i undervisningen. Og det gør de – uden direkte at kritisere regeringen og myndighederne.

Lærerforeningen holder ud

På den måde holder de ud. På den måde bevarer de troen og håbet om en bedre verden og et bedre Burundi.