Back to school.  Textbooks stacked on wooden school desk in front of green chalkboard.  Classroom setting.

DLF i verden

Blog

Sådan kontrollerer et diktatur sine borgere. Egypten.

De egyptiske læreres situation. Generalsekretæren / næstformanden for den egyptiske lærerforening ISTT, Abdull Hafeez Tayel er i Danmark. Han skriver et rystende indlæg om lærernes situation i landet. At stille spørgsmålstegn for slet ikke at tale om at øve kritik af myndighederne bliver mødt med forflyttelse eller afsked.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Autoritetstro og uddannelse i Egypten

Af Abdul Hafeez Tayel, egyptisk lærer og næstformand for den uafhængige lærerforening ISTT skriver:

Er du lærer? Har du drømme i forhold til dit arbejde? Ser du dig selv som ejer af sandheden og viden? Søger og får du din viden og dine fakta fra præsidenten, fra undervisningsministeren og fra indenrigsministeren? Drømmer du om at hælde de fakta og den viden du besidder ind i børnenes hoved - nu og i fremtiden? Drømmer du om at have 85 børn i klasseværelset der alle siddende forbløffet og påvirket af disse hellige ord fremsagt af dig? Kan du se dig selv som et asketisk orakel, der arbejder for systemet? Så er det bedste sted at få et vellykket lærer job i Egypten.

DLF i verden

Danmarks Lærerforening støtter lærerorganisationer i tredjeverden med organisationsudvikling. Målet er at forbedre lærernes vilkår og styrke lærerorganisationernes indflydelse i samfundet. Danmarks Lærerforening har projektsamarbejde med lærerforeninger fortrinsvis i Afrika syd for Sahara, men også i Mongoliet og Bolivia. I Østafrika er det i Kenya, Tanzania, Zanzibar, Rwanda, Burundi og Uganda, og i Vestafrika Sierra Leone og Liberia.

Det er en ’trekant’ der dominerer skolesystemet i Egypten, hvor basen er autoritet, og de to sider er privatisering og genbrug af fortiden.

I begyndelsen 1990erne afholdt Egyptens daværende præsident Hosni Mubarak en konference, hvor han opfordrede til en ny uddannelsesreform. Han udtalte, at uddannelse er et nationalt sikkerheds anliggende. Efter at denne erklæring blev nyansatte lærere forpligtet til at få et sikkerhedspolitisk certifikat, der viste at de som nyansatte lærere var ”politisk rene”.

Et nyt departement, kaldet Det Centrale Sikkerheds Kontor blev oprettet. Kontoret blev ledet af en general fra efterretningstjenesten. Hver kommune fik nu en politisk kontaktperson for hele skoleområdet. Hver enkelt skole havde en ansat lærer, der blev udnævnt som politisk kontrollant. Den vigtigste opgave denne lærer og kontrollant havde, var at skrive rapporter om alle lærerne på den enkelte skole. På gymnasieskolerne i givet fald også at rapportere om særligt aktive studerende.

Begrundelsen for dette system af efterretninger var at sikre statens sikkerhed og at bekæmpe terrorisme.

Hvis en lærer havde modsatrettede politiske synspunkter eller var aktivist, kunne han ikke få lov til at undervise og blev som konsekvens overført til en anden by, ofte fjernt fra sit tidligere hjem. Eller han blev sat på et kontor, så han ikke var i kontakt med elever eller studerende. Hvis en lærer skrev eller talte til medierne eller diskuterer de forhold, han arbejdede under, risikerede han samme behandling og straf.

Som uddannet lærer var man forpligtet til at undervise i landet i mindst 5 år. En ung lærer startede sin karriere med en løn på omkring 10 dollars om måneden – svarende til ca. 60 – 70,- kr. om måneden. Det kunne og kan en nyuddannet lærer ikke leve for og derfor tjente lærerne på at få de studerende til at tage privatundervisning. Gjorde børnene ikke det, kunne læreren ”ikke garantere,” at de kunne bestå eksamen eller rykke op i næste klasse.

Under Nassers regime kunne en lærer kun stille op til en post i lærernes statslige fagforening, hvis han havde været et aktivt medlem af partiet Den Arabiske Socialistiske Union. Det var det eneste tilladte politiske parti dengang. Det eksisterer ikke længere. Men bestemmelsen står fortsat i den statslige lærerforenings vedtægter!

I 1970erne og 1980erne fik tusindvis af egyptiske lærere arbejde i andre arabiske lande. Dette skete efter de store stigninger i oliepriserne efter 1973 og igen i 1980erne. Mange af disse lærere og tusindvis af andre der havde søgt og fået arbejde i andre golflande kom tilbage til Egypten med de Wahhabistiske ideer og tanker og med en styrket tro på disse værdier, - som kendes fra især Saudi Arabien.

Det var ikke kun religiøse værdier de bragte med tilbage. Også forbrugerisme, det at se sig selv primært som forbruger var værdier der blev bragt til Egypten. En del af dette tankesæt var at have mistillid til videnskabelig tænkning og erstatte det med teorier, der findes i religiøse bøger.  Samtidig med denne udvikling stoppede regeringen byggeriet af nye offentlige skole og banede i stedet vejen for at privatskoler kunne blomstre op. Dette banede vej for mere ekstra privatundervisning der blev en vigtig ekstra indkomst for mange lærere. Forældre der kom tilbage fra Golf-området satte deres børn i privatskoler som tegn på at de nu var velhavende. Det blev ”fint” at have sit barn i privatskole og konservative, rettroende lærere blev betragtet som de bedste vejledere og lærere.

I skolerne, både i de offentlige og i de private hang (og hænger) der billeder af præsidenten. Billederne er overalt i skolen, i skolebøgerne, på væggene over den sorte tavle, ved indgangen osv.

Antallet af militære skoler, dvs. offentlige skoler, der indfører en række militære traditioner og integrere dem i læseplanerne steg. Også antallet af islamiske skoler er steget. Det var især i disse skoler og på disse uddannelser at Det Muslimske Broderskabs rige medlemmer begyndte at investere store summer.

Skrevet af Abdul Hafeez Tayel

Oversat og bearbejdet af Flemming Sørensen.

Powered by Labrador CMS