DLF i verden
Blog
Zanzibars lærerforening - ZATU er på vej
Zanzibars Lærerforening har et tæt samarbejde med DLF. Også Gribskov Lærerforening samarbejder med ZATU. Om efteruddannelse af lærerne.
ZATU er en relativt lille lærerforening med ca. 7.000 medlemmer. Det er godt 50 % af lærerne på Zanzibar der er medlem af lærerforeningen.
ZATU er ca. 15 år gammel.
ZATU bliver også støttet af Gribskov lærerforeningen, der giver støtte til efteruddannelse af lærerne.
Efteruddannelse er en fortsat en prioritet for lærerforeningen på Zanzibar og er fortsat et vigtigt rekrutterings middel.
Men derudover arbejder ZATU på at få en forhandlingssystem op at stå. Det er svært. Regeringen er ikke interesseret.
Over flere år har ZATU igen og igen fremsendt anmodninger til regeringen om at komme til forhandlingsbordet og starte forhandlinger om løn, arbejdstid, arbejdsforhold og arbejdsmiljø. Men regeringen er tavs.
Igen og igen har ZATU fremsendt anmodninger om at der oprettes et organ, et nævn, en ”Teachers Service Commission” der ordner og regulerer alle forhold omkring lærernes løn, ansættelsesvilkår, forfremmelse osv., så der kan forhandles om dette. Og forhandles med regelmæssige mellemrum. Årligt eller to eller tre årligt. Efter Kenyansk forbillede. KNUT, lærerforeningen i Kenya, har – som det eneste land i Øst Afrika - haft et sådant forhandlingssystem i adskillige år. Det vil de andre lærerforeninger i regionen også gerne have.
ZATU er kommet en del af vejen. Ordet overenskomst er nu - langt om længe - kommet med i regeringens plan for kommende politiske tiltag. Men netop institutionalisering af et forhandlingssystem har politikerne i hele Øst Afrika svært ved at sige ja til. Formentlig fordi at det kan blive svært at komme af med, når først døren for regelmæssige forhandlinger er åbnet.
Samtidig med at ZATU presser på for at få regelmæssige forhandlinger på nationalt niveau, arbejder et andet lærerfagforenings organ med at få et forhandlings system for alle lærerorganisationerne i Øst Afrika, i EAC.
EAC er Øst Afrikas EU. Meget yngre og i mindre skala, men med mange af de samme mål om f.eks. at have toldfri handel og åbne grænser.
Det er den internationale eller regionale lærersammenslutning FEATU, Federation for East African Teachers Unions, der søger at overbevise politikerne i EAC om at indføre kollektive overenskomster for lærerne, som man har det i Kenya. Og som man begynder at får det i Tanzania - ønsker det i Uganda, i Rwanda, i Burundi – og på Zanzibar.
Det er i øvrigt Zanzibars lærerforening der nu har formandskabet i FEATU. Så den relativt lille, men velkørende lærerforening er hårdt spændt for i øjeblikket. Både med at få et nationalt forhandlingssystem etableret og - som formand for lærerforeningernes sammenslutning i Øst Afrika, at få et sådant forhandlingssystem op at stå i EAC, East African Community.
Her, som med alt fagforeningsarbejde er det det lange seje træk der skal til.
Års – ofte årtiers - arbejde før forståelsen og accepten er til stede. Men det ved man i ZATU. Derfor holder man ud og fortsætter med at kæmpe for bedre uddannelse og bedre arbejdsforhold. Til glæde for eleverne og – om 10 år – til glæde for landet.
Flemming Sørensen