Ann-Berit
Blog
Vores nye maker-depot er et skatkammer....
På Mølleskolen har vi gang i opbygning af Maker-space og FabLab. I den forbindelse har jeg ryddet op i alle skolens kroge og samlet et lille skatkammer af dimser og genbrugsmaterialer, som alle må bruge.
Du kan se en lille film fra vores maker-depot på dette link
På Mølleskolen har vi stort fokus på kreativitet, teknologi, design og alt, hvad der ligger i kølvandet af dette. Jeg har, som PLC-medarbejder, været en del af opbygning af blandt andet FabLab - og jeg elsker at lege med maskiner og teknologier. På et tidspunkt var vi på studietur til Vejle - og her havde de "skatkammeret", som var en nedlagt svømmehal i forbindelse med .... har jeg glemt.... MEN den der nedlagte svømmehal indeholdt alverdens dimser fint sorteret og organiseret i kasser og på hylder. Man kunne så komme fra de omkringliggende skoler og "købe gratis ind", hvad man nu skulle bruge til diverse kreative forløb. Efterfølgende kunne man aflevere, hvad man ikke havde brugt - og så ville det tilknyttede personale rydde det op og sætte på plads. LUKSUS!!!
Jeg har lavet det samme tilbud - i en noget mindre målestok - på Mølleskolen. Jeg havde et lokale til rådighed, som jeg tømte for bøger (lærerbibliotek) - altså blev bøgerne flyttet andetsteds hen. Jeg fik adgang til pedellernes kælderrum med gennemsigtige plastikkasser ad libitum. Og så gik jeg i gang med at samle materialer.
Ofte, når man skulle planlægge et forløb med limpistoler og alverdens dims, så skrev man til forældrene, om de ville sende toiletruller, mælkekartoner, skoæsker, garn og knapper med børnene i skole. På Mølleskolen kunne man hente noget hos pedellerne, noget andet på Pernilles depot, noget tredje måtte man tigge sig til i billedkunst eller håndarbejde - eller sløjd - noget fjerde bestilte man, hvis man huskede det.
Ved en simpel oprydning - indsamling - har jeg efterhånden samlet et virkelig fint depot med alverdens dimser fordelt i gennemsigtige kasser.
Vi indkøber KUN følgende: * ispinde * træklemmer * fjer * papirsugerør * piberensere * flamingokugler i forskellig størrelse
Pedellerne bidrager med indpakning som bobleplastmateriale, alverdens skummateriale fra indpakning, værktøj, dimser, som de ikke længere bruger, snor, malertape, pensler - og så har de nede i pedellernes kælder en stor båndsav, og ved siden af den står en kasse, hvor de smider resttræ - i alle størrelser og former, som bare skal smides ud. Den tømmer jeg ind imellem og samler de mest fantastiske stykker træ med op på lageret.
Fra vores køkken får vi skyllede dåser og bøtter
Rengøringsdamerne samler toiletruller.
Jeg selv sorterer efterhånden alt hjemme hos mig selv: æggebakker, toiletruller, vinpropper, små æsker fra husholdning, kosmetik, forsendelser, sko, paprør, frugtplastikbeholdere, shampooflasker (skyllede), konservesdåser og glas (vaskede), mælkekartoner (skyllede og tørrede) osv.
Rundt omkring på skolen har jeg ryddet op i forskellige efterladte kasser, som stod i cykelkælderen. Kasseret materiale fra SFO, gamle defekte pusle- og bræt-spil. Kasser med gammelt garn og stof i alle afskygninger.
Og efterhånden griber det om sig. Pedellerne efterlader alt muligt fantastisk hos mig. Det samme gør flere kollegaer, hvis de lige har noget, som egentlig skal smides ud, men måske godt kan bruges. Jeg har altid for øje, om jeg støder på noget, som er for godt til at smide ud, fordi nogen måske kan få glæde af det.
RETNINGSLINJER FOR BRUG AF LOKALET ER:
Lokalet er altid låst og må kun bruges af elever, som har en voksen med.
I lokalet er der kasser, poser og indkøbskurve (som vores pedel har fået sponsoreret af et lokalt byggefirma). Man tager aldrig de gennemsigtige kasser med fra lokalet. Man fylder over i sin kurv eller sine kasser.
Når man er færdig, afleverer man det hele på bordet i lokalet. Man skal IKKE selv rydde op. Det gør jeg. Pointen er, at hvis folk selv skal rydde op, så tager det længere tid at få ting tilbage igen, fordi man lige venter med at rydde op til en dag, man har tid - og det har man faktisk sjældent. Der ud over, så er det lettere for mig at holde orden, hvis jeg selv rydder tingene på plads. Jeg ved nøjagtig, hvor de skal stå og kan også sortere det fra, som ikke længere er brugbart.
Alting står i gennemsigtige kasser uden låg. Det er let at se, hvad der er. Intet har en fast plads. Vi løber ikke tør for noget, for vi har det, man kan se. Der står ikke etiketter på nogle af kasserne, for så forventer folk, at de altid er fyldt op med netop det, som står på etiketten.
Det er et fantastisk lokale, som jeg er meget stolt af. Børnene synes, det er et skatkammer. Man kan gå på opdagelse og må tage alt, hvad man skal bruge, uden at spørge om lov. Alt må bruges. Det er let for skolens voksne at finde materiale, fordi det er samlet på ET sted. Man skal ikke spørge faglærere om lov. Man må bare bruge løs.
Jeg bruger omkring 2 timer om ugen på vedligeholdelse af lokalet - nogle gange lidt mere. De er en del af min PLC-tid - og jeg synes, de er godt givet ud.