Fredagsbreve til forældre..

Jeg har igennem mange år (i hvert fald mere end 10) skrevet et fyldigt fredagsbrev til forældrene i min klasse. Fra de første uger i 1. klasse til de sidste i 6. klasse. Til sidst i dette indlæg kan du se et eksempel på, hvordan jeg udformer sådan en fredagshilsen. 

Jeg ved, at jeg har kollegaer, som mener, at forældre ikke gider læse breve fra lærerne hele tiden. Men mine gider. Det er, hvad jeg kan se og høre. Jeg får virkelig meget positiv feedback for den ærlige og åbne beskrivelse af hverdagen på godt og ondt i klassen.

Jeg har nogle ganske få regler, jeg arbejder ud fra - opstået hen ad vejen.

* Jeg beskriver gerne, hvad der går galt - og jeg tager altid personligt ansvar for at finde en løsning. Faktisk skriver jeg sjældent om noget, som går galt, uden at forældrene får en forklaring eller en plan med på vejen.

* Jeg skriver med ærlighed og kærlighed. Jeg maler ikke lyserøde billeder af at alt er godt, men jeg skriver med selvsikkerhed, at jeg har styr på tingene - også det, der går galt.

* Jeg fortæller alle de gode historier. 

* Jeg opdrager på forældrene - oftest afslutningsvist - ud fra en betragtning om, at en del forældre er usikre på, hvad andre gør og tænker. Jeg fortæller gerne forældrene, hvad jeg synes, de skal gøre, tænke og udsætte deres børn for. Altid med udgangspunkt i, at de har ret til deres egne holdninger - og at dette bare er et fingerpeg.

* Jeg skriver KUN nice-to-know. Alt, der handler om gummi-støvler og turtaske står i ugeplanen. Man kan lade være med at læse mit fredagsbrev uden at gå glip af noget.... Altså jeg synes jo, de går glip af en god fortælling om deres børn, men det er ikke nødvendigt. Det er frivilligt.

Cirka 75% af alle forældrepar (ikke forældre, men mindst en af børnenes forældre) læser brevene hver uge. Jeg kan jo følge med på Aula, hvem der læser det, og det er smart. Det giver mig en indikation på, at forældrene er med og har lyst. Jeg får selvfølgelig også både mundtlige og skriftlige tilbagemeldinger fra glade forældre, der elsker at høre om deres børns dagligdag. 

...

Det tager mig cirka 30 minutter hver fredag. Jeg er lynhurtig på tastaturet, og med de mange fredagsbreve bag mig har jeg også fundet en stil, som ligesom går igen. 

...

Jeg kan kun anbefale større åbenhed om hverdagsbegivenheder, tanker og udfordringer. Min erfaring med de mange forældre igennem tiden, som er udsat for forældrebrevet er, at det skaber tryghed, tillid til at jeg kan og vil hjælpe deres børn, gennemskuelighed - de ved præcis, hvad jeg tænker og mener, glæde, overbærenhed. Jeg har meget få erfaringer med vrede forældre. De må skrive alt til mig. De må spørge om alt. Men med fredagsbrevene eliminerer jeg i høj grad mange af deres spørgsmål. De får svar, før spørgsmålene opstår. Og når der så opstår noget af alt det svære, så kan vi klare det, fordi tilliden og trygheden er på plads.

...

Til sidst et eksempel på et fredagsbrev. Dette er fra i går, så det er frisk fra fad. 

Kære forældre.

Det bliver en kort salut i dag. Solen skinner. Nullermændene er alt for tydelige, så jeg må i gang med en støvsuger og en klud. Sådan kan en fredag aften også bruges, når man har store teenagere, som foretrækker andres selskab...

Jeg nyder jeres børns selskab. Man skal have stor tålmodighed sammen med børn i deres aldersgruppe..... I dag var jeg temmelig kortluntet, så hvis nogen synes, de har fået en overhaling i dag, så er det nok ikke helt løgn. 

I går, da jeg kom hjem, var jeg ret skidt tilpas - og var nærmest sikker på, at der var noget sygdom på vej. Jeg havde lige fået en positiv tilbagemelding på en PCR-test, så jeg var sikker på, at det ikke var noget Corona-halløj. Så jeg lå vandret det meste af eftermiddagen og aftenen - tog nogle panodiler og drak en masse vand. 

Heldigvis var jeg rimelig frisk i morges - og glædede mig til en dag i det fri med jeres unger. Men når man ikke er helt 100%, så er man bare ikke verdens bedste voksne. Og når nogle af drengene synes, det er vanvittig sjovt at blive ved med at sige lyde eller sige sjove ord og kigge på de andre i forventning om et anerkendende grin, så bliver jeg træt. Træt i min grundvold. Fordi jeg ikke er helt oplagt. På en god dag havde jeg mødt dem med kærlighed og lav arousal, men det var så ikke lige i dag. Jeg spørger altid pænt først. Jeg beder dem være stille og hjælpe mig med at give en besked til klassen.

Jeg siger, at det kan være svært for klassen at høre alle de vigtige ting, jeg siger, hvis der er nogen, der forstyrrer rummet, så jeg har VIRKELIG brug for deres hjælp.

Men i dag var de bare ikke så hjælpsomme, og så bjæffer jeg først. Bliver lidt skarp og tydelig i min stemme. 

Nix. Det havde ikke den store virkning. Snarere tvært imod (sjovt nok). 

Så GØEDE jeg, som en meget stor hund. "NU KAN DET VÆRE NOK-agtigt"

Og så bliver der stille. Men det er tydeligvis også ret ubehageligt for alle, for alle stivner... Og jeg tænker "AAAHHHRRRRR, kunne du ikke have gjort det anderledes?"

Så forklarer jeg hele banden, at der blev jeg godt nok vred. "Kunne I høre, hvor vred jeg blev?" Det kunne de godt. Jeg forklarer også, hvorfor jeg bliver vred - og så husker jeg at sige, at jeg ikke er vred på børnene, men over det, de gør. Så - så snart de lige er stille - så er jeg altså vildt god igen. Jeg holder lige meget af dem, uanset om jeg råber højt - eller taler venligt. 

Det er meget vigtigt for mig at få sagt. Jeg har engang som meget ung haft en elev i netop en 1. klasse, som troede jeg var en heks, fordi jeg pludselig kunne få så onde øjne. Tænk, at der sidder sådan en lille purk og er bange for mig (Ann-Berit 29 år). Det går jo ikke. Så jeg gør mig virkelig umage for at finde den gode kontakt igen, når jeg lige har rykket hovedet af nogen.

Og jeg gør mig virkelig umage for så sjældent som muligt at rykke hovedet af nogen, for skæld-ud gør børn til små mennesker. Og sådan skal de ikke føle sig. Man kan også blive immun overfor skæld-ud - og hvad skal jeg så gøre? Nej - jeg har masser af andre værktøjer - og de virker hamrende godt, når jeg bruger dem.

Men i dag var den rummelige Ann-Berit ikke til stede. I stedet var det hendes trætte alter-ego, som prøvede at få det bedste ud af dagen.

...

Det har været en dejlig dag. Solen har skinnet på os. Vi har fundet bog (som måske er for gamle, så hvem ved om de spirer). Vi har også lavet solsikkedrivhuse, som er klistret på vinduet. Gå forbi og kig på dem. De er fine. Vi håber det hele spirer. Og vi har plantet en pralbønne i en skotøjsæske med forhindringer på vej ud i friheden.

Og så har vi leget helt vildt meget i skoven. Det er jeres børn bare gode til.

...

Nu vil jeg gribe støvsugeren, så jeg kan finde ro ved at det hele skinner lidt. 

Jeg håber, I får en dejlig week-end med jeres dejlige unger. Sørg for, at de føler sig vigtige ind i familien - det gør man, når man skal hjælpe til. Når man er en uundværlig del af familiemaskinen. Den, som dækker bord eller lægger tøj sammen. Den, som hjælper med at tømme opvaskemaskinen eller lærer, hvordan man bruger en støvsuger. Det er KONGE-vigtigt!!!

Sørg også for, at de kommer udendørs - gerne alene uden voksne i nærheden. I må godt smugkigge, men ikke overvåge. Da jeg var barn (og det ER en sand historie), var de bedste stunder, når vi var udenfor de voksnes rækkevidde. Flere timer kunne vi tilbringe i skoven eller ved åen. Jeg ved ikke, hvor mange frøer, jeg har transporteret hjem i havedammen i min spand bag på cyklen. 

Nå... Nok nu.... God week-end til jer alle.