Blog
Uopfordret ansøgning til Undersøgelseskommissionen
Jeg vil gerne være med til at sætte mit aftryk på fremtidens folkeskole, og hvad er mere oplagt end at forsøge at få en plads i Per B. Christensens Undersøgelseskommission. Godt hjulpet på vej af lige dele kækhed, naivitet og humor, har jeg skrevet en uopfordret ansøgning til den kære Per B. Hvo intet vover, intet vinder.
Foto: Lars Just/Folkeskolen. " - Efter 15 år med børn og unge i folkeskolen, så ved jeg et og andet"
Att. Per B. Christensen
Først og fremmest tillykke med stillingen som formand for den nok mest kontroversielle og omtalte kommission i nyere tid. Det er en vanskelig opgave, du har sagt ja til. Dog har jeg fuld tillid til, at du med din ekspertise og ikke mindst et par objektive og friske øjne på situationen nok skal komme i mål med noget, som alle parter kan være tilfredse med.
Til den opgave, du har fået, har du naturligvis brug for en håndfuld kompetente folk, der kan hjælpe dig. Jeg ved, at du søger både praktikere og teoretikere i din kommission, og det er her, jeg gerne vil melde mig på banen som praktikeren. Helt uopfordret – og ganske ydmygt – tilbyder jeg med denne ansøgning min praktiske erfaring, viden og kompetence fra næsten 15 år i folkeskolen. Jeg brænder for vores folkeskole, og – vigtigst af alt så tror jeg stadig på den. Jeg er helt sikker på, at denne Nye Start kan være dét, der vender skuden og skaber en ny og forbedret folkeskole, hvor både personale, forældre og naturligvis elever trives.
Jeg interesserer mig for folkeskolen i både en faglig og samfundsmæssig forstand. Jeg har den senere tid blandet mig i den offentlige debat om skolen, og det har her været meget vigtigt for mig med en så nuanceret holdning som muligt. Jeg tror ikke på klynk og mudderkastning, men jeg tror på, at man når længst med en saglig og respektfuld dialog, hvor begge parter kan se hinanden i øjnene.
Jeg har naturligvis mange andre styrker end ovennævnte, men da én af dem også er beskedenhed, forbeholder jeg mig ret til at undlade at uddybe dem yderligere her, men håber at kunne få lov til at gøre det ved en personlig samtale.
Skulle du have spørgsmål vedr. min ansøgning, er du velkommen til at kontakte mig, og det skulle glæde mig at høre fra dig.
Med venlig hilsen Maria Roneklindt