Blog
Den dag engelsklærerens fatamorgana blev virkeligt
Jeg skulle være lærer i 12 år, før jeg oplevede det. Og jeg ville have elsket at give mig selv æren for det. Men det kan jeg ikke. Til gengæld kan jeg - fuld af beundring for min kollega, der har haft min klasse siden indskolingen - høste frugten af det kæmpestore arbejde, hun har gjort. Det er nemlig lykkes hende at skabe et trygt og godt klassemiljø, hvor alle tør åbne munden og deltage i undervisningen - uanset niveau.
Jeg har skrevet en del indlæg om mine frustrationer omkring mine engelskelevers manglende deltagelse i den mundtlige del af undervisningen:
- Når eleverne klapper i som østers
- Fail, fail again and fail better
- Learning by f***ing up!
- Så sig dog noget, elev!
Som ny engelsklærer i 8.A var det derfor ikke uden tøven, at jeg startede med at give dem opgaven: Hello, my name is… Jeg lagde selv ud med en helt almindelig PowerPoint, hvor jeg i selvironiske vendinger og forsøg på humor gav eleverne et indblik i, hvem jeg var som person. Nu var det deres tur: Fortæl om dig selv på en kreativ måde. Fremlæggelser næste mandag. Instinktivt forberedte jeg mig på protester og beklagelser. De kom ikke. I stedet gik eleverne i gang med opgaven.
Fremlæggelser i klassen efterfulgt af klapsalver
Ugen efter var der fremlæggelser. Mange havde lavet en PowerPoint ligesom mig, nogle få havde lavet små film med billeder og musik, som blev kommenteret før og efter. Alle fremlagde. Man måtte helt selv bestemme, hvad og hvor meget man havde lyst til at dele. ”I just want to get to know you”, havde jeg sagt. Til min store overraskelse havde flere af eleverne meget private og sårbare passager med i deres fremlæggelse, som blev efterfulgt af store klapsalver fra resten af klassen. Ja, der blev klappet ad alle, uden undtagelse.
Måbende engelsklærer
Jeg sad som engelsklærer på min stol i klassen og betragtede måbende min nye klasse. 22 helt almindelige teenagere fra Midtsjælland. Gennemsnitligt fagligt niveau. Alle havde fremlagt. Alle havde gennemført på dét niveau, de mestrede engelsk. Og alle var blevet klappet ad. Det burde være sådan altid, men det var første gang i mine tolv år som engelsklærer i udskolingen, at jeg havde oplevet det.
Perfekthedskulturen kan overvindes
Perfekthedskulturen findes også i Ringsted, naturligvis. Men i 8.A er den overvundet og erstattet af en kultur, hvor det er okay ikke at være lige god til alt, og hvor fejl er naturlige og rummes. Det fortæller mig, at det, som jeg har efterstræbt i så mange år, faktisk findes. Jeg fandt det på Byskovskolen; en høstet frugt af min kollegas imponerende indsats igennem syv år med klassen. Fra nu kæmper jeg ikke længere mod det uovervindelige. Det trygge klassemiljø er ikke længere blot et fatamorgana - det er nemlig lige her foran mig i 8.A på Byskovskolen.