Blog

Den dag engelsklærerens fatamorgana blev virkeligt

Jeg skulle være lærer i 12 år, før jeg oplevede det. Og jeg ville have elsket at give mig selv æren for det. Men det kan jeg ikke. Til gengæld kan jeg - fuld af beundring for min kollega, der har haft min klasse siden indskolingen - høste frugten af det kæmpestore arbejde, hun har gjort. Det er nemlig lykkes hende at skabe et trygt og godt klassemiljø, hvor alle tør åbne munden og deltage i undervisningen - uanset niveau.

Publiceret Senest opdateret

Folkeskolens engelskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Maria Roneklindt er Folkeskolens engelskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: roneklindt@gmail.com

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har skrevet en del indlæg om mine frustrationer omkring mine engelskelevers manglende deltagelse i den mundtlige del af undervisningen:

Som ny engelsklærer i 8.A var det derfor ikke uden tøven, at jeg startede med at give dem opgaven: Hello, my name is… Jeg lagde selv ud med en helt almindelig PowerPoint, hvor jeg i selvironiske vendinger og forsøg på humor gav eleverne et indblik i, hvem jeg var som person. Nu var det deres tur: Fortæl om dig selv på en kreativ måde. Fremlæggelser næste mandag. Instinktivt forberedte jeg mig på protester og beklagelser. De kom ikke. I stedet gik eleverne i gang med opgaven.

Fremlæggelser i klassen efterfulgt af klapsalver

Ugen efter var der fremlæggelser. Mange havde lavet en PowerPoint ligesom mig, nogle få havde lavet små film med billeder og musik, som blev kommenteret før og efter. Alle fremlagde. Man måtte helt selv bestemme, hvad og hvor meget man havde lyst til at dele. ”I just want to get to know you”, havde jeg sagt. Til min store overraskelse havde flere af eleverne meget private og sårbare passager med i deres fremlæggelse, som blev efterfulgt af store klapsalver fra resten af klassen. Ja, der blev klappet ad alle, uden undtagelse.

Måbende engelsklærer

Jeg sad som engelsklærer på min stol i klassen og betragtede måbende min nye klasse. 22 helt almindelige teenagere fra Midtsjælland. Gennemsnitligt fagligt niveau. Alle havde fremlagt. Alle havde gennemført på dét niveau, de mestrede engelsk. Og alle var blevet klappet ad. Det burde være sådan altid, men det var første gang i mine tolv år som engelsklærer i udskolingen, at jeg havde oplevet det.

Perfekthedskulturen kan overvindes

Perfekthedskulturen findes også i Ringsted, naturligvis. Men i 8.A er den overvundet og erstattet af en kultur, hvor det er okay ikke at være lige god til alt, og hvor fejl er naturlige og rummes. Det fortæller mig, at det, som jeg har efterstræbt i så mange år, faktisk findes. Jeg fandt det på Byskovskolen; en høstet frugt af min kollegas imponerende indsats igennem syv år med klassen. Fra nu kæmper jeg ikke længere mod det uovervindelige. Det trygge klassemiljø er ikke længere blot et fatamorgana - det er nemlig lige her foran mig i 8.A på Byskovskolen.    

Powered by Labrador CMS