Blog
Gi'r du et knus, før du forsvinder?
Overskriften er ikke blot titlen på et Melodi Grand Prix-hit fra 1983. Det er også det spørgsmål, (nogle af) mine elever i 9. klasse stiller mig, når snakken falder på deres sidste tid i folkeskolen. Men jeg kan ikke svare. For jeg ved slet ikke, om vi overhovedet ses igen – sådan rigtigt altså.
Foto: google.com/Wikimedia Commons
Når man er 15 år, ved man godt, at Corona er alvorligt. Og man forstår også godt, hvorfor vi er nødt til at gøre, som vi gør – og har gjort – i Danmark den seneste tid. Men det er ikke det samme, som at man ikke ærgrer sig. Og har lidt ondt af sig selv. For man havde glædet sig i nærmest ti år til at skulle kaste med karameller, arrangere vandkamp og tæske lærerne i fodbold på sidste skoledag – eller hvad, traditionen nu foreskriver på den skole, man går på.
Fjernundervisningen kører
Mine elever kører nu på syvende uge med fjernundervisning, og det går forrygende. Vi mødes til virtuel undervisning flere gange om ugen, og vi er i daglig, tæt kontakt. Det kører! De tager undervisningen meget seriøst, og den kommende årskarakter forsøges øget med timevis af hårdt arbejde hjemme på værelset. Det er på mange måder en fornøjelse at være vidne til. Men bag glæden lurer også frustrationen over, at de unge mennesker endnu ikke har vished over, hvordan deres sidste tid i folkeskolen skal forme sig.
Jeg holder vejret og beder
Kan de få lov til at komme tilbage – måske bare de sidste to-tre uger af skoleåret? Har vi plads og ressourcer nok til, at det kan lade sig gøre med de nuværende retningslinjer? Hvad betyder det for en ung ikke at kunne sige farvel til sine klassekammerater på traditionel vis?
Jeg er sikker på, at vi ude på skolerne nok skal finde nogle løsninger til en afslutning med 9. klasserne – one way or another – men det kræver en udmelding om, hvor vi står, bogstaveligt talt. Er de tilbage på skolen som klasse, som hold, eller er de fortsat nægtet adgang?
Som lærer holder jeg vejret lidt endnu og beder i mit stille sind til politikerne om, at jeg kan svare:
”Ja, selvfølgelig gi’r jeg et knus, før jeg forsvinder, før jeg bevæger mig ud af dit liv”
(vel vidende at ’knus’ desværre nok ikke er realistisk uanset hvad).