Blog
Skal man have sin smartphone med på lejrskole?
To 7. klasser. Fire lærere. Én lejrskole. Men hvor mange smartphones? Dét spørgsmål har fyldt meget på teammøderne de sidste måneder. Fordele og ulemper blev vendt og drejet, og i sidste uge var vi klar til at dele den endelige beslutning med vores elever.
Fløng Skole er mobilfri, så eleverne er ikke vant til at have mobiler i skoletiden – heller ikke i frikvarterne. Vi ønsker et socialt fællesskab uden om skærme, streaks og likes, og selvom eleverne nok ikke selv vil indrømme det, så ser vi voksne omkring dem mange positive effekter af vores beslutning om mobilfri skole. Vi opbevarer mobilerne i dertil indrettede kasser i et aflåst skab, og de kan nemt tages frem og bruges, hvis det giver mening i forhold til undervisningen. Men hvad gør man på en lejrskole, hvor opbevaringen ikke er så ligetil?
Smartphonens fordele
For mig selv var mobilens mange fordele afgørende for, at jeg helt fra starten gik ind for en tilladelse: GPS/kort, kamera, musik til togturen, ur og naturligvis muligheden for at kontakte os lærere ved behov, når de var på egen hånd i byen. Men tvivlen nagede alligevel. Var det naivt at tro på, at de ville nøjes med at bruge mobilerne til de nævnte ting? Eller ville de sociale medier fylde og fjerne fokus fra at styrke det fællesskab, der var vores primære mål med lejrskolen?
Smartphones ulemper
En undersøgelse peger bl.a. på, at moderne børn og unge grundet de sociale medier og den konstante informationsstrøm derfra har sværere ved at fordybe sig, være empatiske, udholdende og at koncentrere sig. Skræmmende. Nu skal smartphones ikke gøres til syndebukke for alle problemer, vores unge slås med, men vi kan ikke lukke øjnene for, at det er enormt stressende at være ung i dag, og at smartphonen og det konstante pres om at være ”på” er en medvirkende årsag.
Den endelige beslutning
Beslutningen blev i sidste uge endeligt taget i lærergruppen, og da jeg i fredags meddelte mine elever, at hverken mobiler eller andre skærme for den sags skyld var tilladt på lejrskolen, udløste det et 10 min. langt ramaskrig af brok. Jeg fik næsten helt ondt af dem, men da en pige med fortvivlet og grådkvalt stemme udbrød: ”Men så mister jeg jo mine streaks?!”, blev medlidenheden afløst af en anden følelse. En følelse af at gøre det rigtige: At give vores elever en lejrskole med ro til at fokusere på det, der er målet; nemlig at styrke det fællesskab, der er lige for øjnene af dem.