”Mormor, børnene i skolen er søde nok, men…”

Foto: flickr.com/Nicola Romagna 

Min mormor var stolt af, at jeg var lærer, og hun interesserede sig meget for mit arbejde. Spørgsmålet, hun altid stillede, var: ”Er børnene søde?” Og herefter – ofte i forlængelse: ”Kan du styre dem?”

Folkeskolen i 1940’erne

Da min mormor gik i skole i 1940’erne var det under kæft, trit og retning. Og man sagde naturligvis Fru og Hr. – efterfulgt af efternavn – til sine lærere. Min mormor vidste udmærket, at tiderne havde ændret sig på den front, og det snakkede vi meget om. Derfor tror jeg, at de mest nærliggende spørgsmål for hende handlede om børnenes adfærd. Det kom altid bag på hende, at det ikke var det, der fyldte mest for mig.

Folkeskolen i dag

Jeg fortalte min mormor om folkeskolen, som den så ud nu. Jeg fortalte om reformen, om folkeskolens deroute og om, hvordan jeg som lærer kæmpede for de børn og unge, der befandt sig i den. Jeg fortalte min mormor om de lange skoledage, om de mange test, om inklusion og manglende ressourcer, og om lærere som ikke kunne nå at forberede deres undervisning – eller endnu værre: ikke havde tid til at lytte til og/eller hjælpe de af sine elever, der havde brug for det. Og min mormor lyttede, men jeg tror stadig ikke helt, at hun forstod. Derfor var hendes spørgsmål næste gang, snakken faldt på mit arbejde, altid igen det samme: ”Er børnene søde?”

Hvis bare, de gad lytte, som min mormor gjorde

Og så tog vi den igen. Og igen. Og det var egentlig meget rart bare at komme ud med det. Og hvis der var noget, min mormor var god til, så var det at lytte. Min mormor kunne naturligvis ikke handle på alt det, som jeg fortalte. Men hvis skolepolitikerne bare gad at lytte en brøkdel af, hvad min mormor gjorde til mig, så tror jeg, at vi kunne nå langt.  

Hvil i fred, kære mormor