En profession skal have et løfte der binder os til noget større

Hvis man, ved en fejl, forvilder sig ind på et af universiteternes medicinske institutter, en af de der uendelige lange og varme forårsdage hvor de nyuddannede medicinere udklækkes som små hvide vintergækker, vil men se dem, omringet af familie, afsige det løfte der pålægger dem at anvende deres kundskaber til samfundets gavn og gør dette for såvel den rige som den fattigste. Lægeløftet.

Dette løfte er ikke kun en mulighed for at få deres forældre til at knibe en tåre i det store auditorium, det er også en mulighed for at vise, at det at være læge, er langt mere, end det at gå på arbejde. -  Det er at være medlem af et professionsfællesskab.

Professionerne, her lægeprofessionen, henviser nemlig i deres daglige virke til nogle større og mere grundlæggende værdier, end blot det at gå på arbejde, udføre en opgave som andre har defineret og få løn i bytte. Værdier der, uagtet hvordan den aktuelle lovgivning på området er skruet sammen, vil stå som professionens selvforståelse af hvad der definerer god professionsudøvelse. Hos de tre klassiske professioner; lægen, juristen og præsten, står begreber som ”lighed i sundhed”, ”retfærdighed” og ”en ren og pur forkyndelse” helt centralt, så centralt, at de hver især afgiver et løfte på disse værdier ved afslutningen af deres uddannelse.

De lover altså dem selv, deres kommende kollegaer og ikke mindre det samfund de skal ud og virke i, at de tilslutter sig nogle helt centrale værdier og normer, en professionsetik, der skal agere rettesnor for deres fremtidige arbejde. 

Selvom sådan et løfte, måske for nogle, vil virke både kunstigt, højstemt og gammeldags, kan der ikke herske tvivl om, at det at love sine kommende kollegaer, sine kommende patienter/klienter/sognebørn og ikke mindst sine kommende arbejdsgivere, at man er bundet af andet og mere end blot det klassiske arbejdsgiver-arbejdstagerforhold er vigtigt, hvis også vi lærere ønsker at blive anset som en profession.

Et sådant løfte er et forsvar mod overgreb og vold.

Et sådant løfte ville også få den konsekvens at lærerprofessionen, som andre professioner, blev langt svære at styre politisk. Det sætter en grænse for hvad man kan pålægge os som profession. Professionsløftet er en mulighed for at nægte at udføre den arbejdsopgave, fordi den strider mod lærerens professionelle etik. Ikke individuelle etik, nej, men den etik vi kollektivt fremdyrker og bekræfter gennem vores løfte.

En profession der er bundet op på andet og mere end en klassisk lønmodtagerforståelse og et arbejdsgiver-arbejdstagerforhold, kan agere et forsvar mod overgreb og vold, ikke vold i en konkret, fysisk, forstand, men når politikere og beslutningstagere yder vold mod skolen, børnene, pædagogikken og demokratiet.

Lærerne vil, som vi til tider ser hos de andre professioner, med deres professionsløfte i hånden, kunne nægte, kunne forsvare sig og dermed skabe en jurisdiktion omkring deres professionsudøvelse.

Et professionsløfte som en eksklusionsmekanisme

Et sådant løfte er ikke kun en mulighed for at opnå jurisdiktion over eget professionsfelt, det er ligeledes en kravspecifikation indadtil. En lærer der i sit virke ikke lever op til professionsløftets beskrivelse af god professionsudøvelse vil kunne ekskluderes af foreningen og i sidste ende få frataget deres autorisation som folkeskolelærer, på samme vis som lægen, præsten og advokaten kan fratages retten til at påberåbe sig disse titler.

At afgive et professionsløfte, og derved blive en profession stiller altså krav, både udadtil og indadtil. Det kræver af os at vi opsætter høje standarder for vores egen agern, at vi tør at stå fast ved at det at være lærere handler om langt mere end blot at lære eleverne staveord, tyske verber og matematiske formler, det handler om de store spørgsmål: Demokrati, ligeværd, respekt. Der hvor fremtiden den skal forsvares skal vi være med - som det så fint står beskrevet i foreningssangen.

Derfor vil jeg nedenfor skitsere et professionsløfte jeg mener afgrænser og fremhæver det der kendetegner professionen, men et løfte skrives ikke af en, ikke hvis det skal være hele professionens, derfor skal vi igangsætte og udvikle den fælles samtale om hvad der gør lærere til lærere, hvad det er vi lover hinanden.

Efter at have aflagt prøve på mine i de pædagogisk-didaktiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig til:

at skabe mulighed det gode børneliv, som grundlag for gode liv, hvor alle indgår i værdifulde relationer og fællesskaber.

at jeg vil indføre eleverne i samfundets demokratiske principper gennem undervisning og aktiv deltagelse i fællesskabet og skolens sociale liv

at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn.

at fremme sin egen vækst og udvikling, engagere sig i almenmenneskelige livsspørgsmål og vise medleven i samfunds og kulturlivet

at påtage mig medansvaret for hver enkelt elevs opdragelse og undervisning.

at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede

at indestå personligt for, at de betroede opgaver udføres bedst muligt.

at efterleve de af professionen definerede idealer for god professionsudøvelse og gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser