Økonomiundervisning – mellem natur- og humanvidenskab.

”Økonomi, er det ikke sådan en slags matematik med penge?” udtalte en af mine elever i den første samfundsfagstime i 8.klasse. På en ene side havde hun jo ret; Penge er en af de vigtigste ressourcer der bliver behandlet i økonomiundervisningen, og på samme måde som i matematik, vil en økonomi-tekst ofte indeholde både tal og formler. Men på den anden siden tager hun grueligt fejl; Den økonomiske videnskab handler grundlæggende om fordelingen af knappe ressourcer til opfyldelse af menneskelige behov, men hvordan mennesker, individuelt og kollektivt, handler, når de får tildelt denne ressource, er et af de spørgsmål økonomi-videnskaben har svært ved at besvare fuldstændigt. Samtidigt ser vi, at nogle økonomiske skoler forsøger at ophøje deres mere eller mindre efterprøvede teorier til lov:

Den dominerede økonomiske skole i Danmark, den neoklassiske, har siden 1880’erne haft til formål at ”sætte formel på økonomien”. Det gør den blandt andet ved at opstille en karikeret mennesketype: Homo Oeconomicus, ”Det Økonomiske Menneske”. Denne mennesketype er defineret ved at være rationelt og snævert selvinteresseret, og som forfølger deres subjektivt definerede mål optimalt. At opstille en sådan menneske-type, særligt kombineret med en neoklassisk forestilling om at marked der altid er i ligevægt og hvor hver enkelt person har absolut viden om markedet, gør det uendeligt let at opstille formler for menneskelig handel. Desværre ser vi gang på gang at disse formler for menneskelig handlen i bedste fald af usikre og i værste fald er direkte misvisende og anbefaler beslutningstagere at vedtage policy-forslag på baggrund af betingelser der ikke holder i praksis.

Selvom det selvfølgeligt bør anerkendes at vi som lærere bruger forsimplinger aktivt, hver eneste dag, for at opstille modeller der giver eleverne nye indsigter og få dem til at forstå sammenhænge, er konsekvenserne nogle andre og større, når vi taler forsimplinger af økonomiske handlemønstre.

Dette bagtæppe muliggør nemlig at økonomer kan opstille forsimplede kausalforhold, et eksempel: Hvis vi sænker skatten, særligt topskatten, får folk mere ud af at arbejde og derfor vil flere tage et arbejde. Kort sagt: Hvis vi fører en borgerlig udbudscentreret økonomisk politik, vil vi som samfund opleve at langt flere kommer i arbejde.

Dette konkrete eksempel viser på forbilledlig vis hvorfor det kan være farligt at forsimple økonomisk teori; for det første er det kun omkring 10 % af befolkningen der betaler topskat, og derfor vil få noget ud af en topskatte-sænkning. En sænkning af skatten kan ligeledes betyde at folk i arbejde kan få det samme udbetalt, ved at arbejde færre timer. Denne effekt kaldes i økonomitermer ”hængekøjeeffekt”. Folk vælger altså at gå ned i tid og bruge tiden i hængekøjen, i stedet for på arbejdsmarked. Vi kan derfor ikke konkludere at en topskatte-sænkning vil have en positiv effekt på arbejdskraftudbuddet, faktisk kan konsekvensen være det stik modsatte.

Disse alternative handlinger eksistere ikke i neoklassisk økonomisk forståelse, hvor mennesket altid vil søge mod det der giver den største økonomiske gevinst, her og nu, og vil, når skatten sænkes blot arbejde endnu mere.

Denne kritik af neoklassisk økonomisk tænkning skal ikke læses som et forsvar for argumentet om at man ikke kan sige noget som helst om menneskers økonomiske handlen. Det kan man godt. I disse år ser vi en øget fremkomst af adfærdsøkonomer, der gennem empiriske analyser forsøger at skabe en dybere og mere præcis forståelse af menneskers handlen. Det er godt, for det giver os mulighed for at opstille mere retvisende og evidensbaserede teorier.

I stedet skal det læses som et argument for at vi samfundsfagslærere står overfor en særlig opgave:

Når selv finansministeriet i dag bruger regnemodeller der tager udgangspunkt i en neoklassisk økonomiforståelse, når de fremskriver hvad et givent policy-forslag betyder for dansk økonomi, fremskrivninger der oftest viser sig at slå fejl, har vi som lærere et ansvar: Vi kan ikke blive ved med at reproducere og undervise ukritisk i de fejlantagelser som en stor andel af lærermidlerne præsentere: Hvis vi fortsat underviser i at skattesænkninger, ifølge modellen, næsten er selvfinansieret i kraft af den øget produktivitet og at investeringer i offentlig velfærd, herunder skoler, oftest alene er at betragte som en udgift, lærer vi eleverne noget de fleste samfundsfagslærere godt ved er fejlagtigt og en overforsimpling af virkeligheden.

For en bred og politisk økonomiforståelse

Når det fremgår af Fælles Mål at eleven skal: tage stilling til økonomiske problemstillinger og handle i forhold til egen økonomi og samfundsøkonomien, stiller det nye krav til samfundsfagslærere: Når man betragter økonomifaget som naturvidenskab med evigtgyldige regler, afpolitisere man faget. Man fjerner således samfundsvidenskaben fra en af samfundsfagets bærende søjler. Dette må vi fagligt miljø forholde os til: Selvfølgeligt er det forståeligt at man i didaktikkens hellige navn og med kompleksitetsreduktion for øje (over)forsimpler de økonomiske teorier. Det er gjort i god menig, men det er at gøre eleverne en bjørnetjeneste. Løsningen er heller ikke at opfordre samfundsfaglærerne til at smide økonomibogen ud. - Det ville være for drastisk, og selvom de danske lærermidler i økonomi ofte ensidigt beskuer faget fra et neoklassisk perspektiv, er det ikke løsningen.

Det vi har vi brug for, er lærere der kan kvalificere og vække nysgerrigheden hos eleven. Dette kan blandt gøres ved at invitere eleverne ind i en kritisk diskussion af om de bagvedliggende økonomiske grundantagelser er rigtige: Er det rigtigt at en lavere skat og dårligere sociale ydelser vil betyde at flere kommer i arbejde, eller er folks vej ind på arbejdsmarked mere kompleks? Det er en af de kritiske dialoger man som samfundsfagslærer kan, og bør, tage med sine elever. Selvfølgeligt skal en sådan dialog stilladseres, men det er et af grundvilkårene når man arbejder med et så teoretisk tungt og abstrakt fag som samfundsfaget.

Derudover må vi som fagligt fællesskab stille større krav til de læremidler vi tager med i klasselokalet. På samme måde som vi kræver at politologiundervisningen præsentere eleverne for hvilke politiske og ideologiske perspektiver der kan anlægges til at beskue et givent policy-område, skal vi kræve at lærermidlerne præsentere eleverne for forskellige økonomiske skolers perspektiv på en given økonomisk problemstilling. Ikke kun som et korrektiv til den neoklassiske skole, men som selvstændige og ligeværdige økonomiske skoler.

På den måde kan vi åbne op for en bredere, og mere politisk, økonomiforståelse hos eleverne, en økonomiforståelse der kan give dem indblik i af økonomi ikke blot er ”matematik med penge”, men et kerneelement i samfundsfag. Det er hverken natur- og humanvidenskab, det er samfundsvidenskab