Daniel Panduro

Daniel Panduro

Blog

Det er ikke en velfærdskrise

Det faldene ansøgertal til læreruddannelsen er ikke en velfærdskrise - Det er noget langt værre end det.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis man har fulgt med i nyhederne de seneste dage – eller hvis man, som jeg, sad oppe til efter midnat, natten mellem tirsdag og onsdag – har man ikke kunnet undgå at læse overskrifter som ”Færre ansøgere til velfærdsuddannelser”, ”Fald i ansøgere på velfærdsuddannelser” eller ”Færre søger ind på de fire største velfærdsuddannelser” i medierne. Overskrifter, der kan give enhver bange anelser for fremtidens velfærdssamfund. Men hvis man ser på de uddannelser, der faktisk gemmer sig bag overskrifterne, vil man se et, om muligt, endnu mere skræmmende billede: For i modsætning til de andre såkaldte ”velfærdsuddannelser”: Pædagog-, socialrådgiver- og sygeplejerskeuddannelsen, står vi som samfund med helt andre og større udfordringer, når vi taler om læreruddannelsen; Det er nemlig ikke - og har aldrig været - en velfærdsuddannelse.

Det kan godt være, at pædagog-, socialrådgiver- og sygeplejerskeuddannelsen i en dansk kontekst er fra hhv. 1885, 1937 og 1913, men der kan ikke herske megen tvivl om, at de tre uddannelser, i modsætning til læreruddannelsen, først blev rigtigt populære og de studerende talrige, ved velfærdssamfundets oprettelse og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. De tre uddannelser og fag er altså på mange måder børn af velfærdssamfundet; hvis de mest forbenede liberale fik al magt i morgen og afskaffede velfærden, ville de tre fag skulle gentænke sig selv til ukendelighed. De lever altså i symbiose med velfærdssamfundet, og det, at de har faldende ansøgertal, er en kæmpe krise og en katastrofe for vores velfærdssamfund og vil sandsynligvis skabe massive udfordringer på pasningsområdet samt det sociale- og det sundhedsfaglige område.

Men for læreruddannelsen står det på en måde langt værre til: læreruddannelsen er ikke vokset ud af velfærdssamfundet. Der var en læreruddannelse længe før, der var nogen, der begyndte at tænke på at indføre et velfærdssamfund, og der vil være en læreruddannelse længde efter, at velfærdssamfundet er afskaffet igen. Medmindre der sker en grundlovsændring, vil der være gratis offentlige skoler til alle børn i Danmark de næste mange tusind af år, velfærdssamfund eller ej. Vores uddannelses og professions succes eller krise står og falder ikke med velfærdssamfundet. De manglende ansøgere til læreruddannelsen er altså ikke en velfærdskrise, det er meget værre end det.

Daniel Panduro

Daniel Panduro er lærer, cand.mag i pædagogik, politik/administration og samfunnsfagsdidaktikk og derudover kommunalbestyrelsesmedlem (Ø) – I den rækkefølge. Skriver om alt der på folkebiblioteket står under ”37. Opdragelse, undervisning og uddannelse”, men med et særligt fokus på ”37.143 samfundsfagets didaktik”, ”37.07 Uddannnelsespolitik” og ” 37.39 Lærerstanden i almindelighed”

På læreruddannelsen og i folkeskolen behandler vi nemlig nogle af de største spørgsmål, vi som mennesker står overfor: Demokrati, solidaritet, videnskab, kultur og fællesskab – i bredeste forstand. Den jyske skolemand Christen Kold udtalte: ”Træd varsomt, thi her bliver mennesker til”. Det er på mange måder det, der er på spil, når vi som samfund skal forholde os til det faldende antal lærerstuderende og dermed folkeskolelærere.

Det er ikke min opgave at fortælle, hvad der skal gøres. Men der er ingen tvivl om, at der skal gøres noget, noget drastisk, nu.

Powered by Labrador CMS