At være lærer i den flersprogede storbyskole
Blog
Læsehjælperen - Din hjælp til en god læseoplevelse!
Den 25. november 2019 udkom artikler på bl.a. DR og Politiken om, hvor skidt det står til i folkeskolen mht. læsning. Vi er kommet længere væk fra at indfri målene, som blev indført med folkeskolereformen, og Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at dette er bekymrende. Eleverne er gået fra 72% gode læsere til 70%, hvilket stadig er 10% lavere end det ønskede. Samtidig ved vi, at eleverne læser i deres dagligdag - sms’er, Facebook-opslag, Instagram-posts og artikler på Reddit. Så hvorfor er deres niveau ikke højere, og hvordan kan vi som lærere påvirke dette i en positiv retning?
Af Sine Fessel Møller, Cecilie Bang Urup & Hannah-Elisabeth Haagendrup Andersen
___________________
Løsningen
Vi er tre lærerstuderende, der i forbindelse med et DSA-projekt om at være lærer i den flersprogede storbyskole, har været i kontakt med Tagensbo Skole om deres udfordring med læsning - mere specifikt i udskolingen. På baggrund af denne kontakt har vi udviklet et løsningsforslag til, hvordan denne problemstilling kan løses. Vi har derfor udviklet en hjemmeside, som eleverne kan gøre brug af derhjemme eller i skolen. Meningen med hjemmesiden er, at eleverne kan gå ind og læse om læsestrategierne, se videoer med eksempler på brug af strategierne og træne deres viden og brug af de forskellige strategier og deres læseforståelse. Idéen er, at hjemmesiden skal fungere som elevernes værktøjskasse, hvor det de skal bruge frem til selve FSA-prøverne ligger samlet.
Baggrunden
Baggrunden for ideen er, at lærerne på skolen oplever, at eleverne har svært ved at udvælge korrekte læseteknikker og -strategier til FSA-prøven. Dette gør, at eleverne ofte vælger den samme strategi til alle opgaver og dermed ikke når dem alle. Dette sker på trods af, at skolen løbende arbejder med læsning, blandt andet i læsebånd, gennemgang af eksempler på tidligere FSA-hæfter, samt implicit i almenundervisningen i forbindelse med fx litteraturundervisning. Alligevel oplever lærerne, at eleverne er usikre til afgangsprøverne og ikke forstår teksterne og opgaverne.
Tanken bag vores løsningsforslag startede med en her og nu løsning for elever i 9. Klasse, men kan på sigt videreudvikles og tilpasses en specifik skole eller klasse, efter behov.
Fremtidige visioner
Selve hjemmesiden er stadig under udvikling, men fremadrettet er målet bl.a. at få inkorporeret elevernes flersprogethed. Dette kan gøres med hjælp fra eleverne, der i samarbejde med læreren kan oversætte læsestrategierne og de små videoer på hjemmesiden til de aktuelle sprog i klassen. Samtidig vil dette kunne styrke brugbarheden af hjemmesiden, da forældre dermed får mulighed for at hjælpe deres børn med en del af læsetræningen. Ved at have læsestrategierne beskrevet både visuelt og på flere sprog, vil forældre i samarbejde med deres børn kunne træne læsestrategierne på deres modersmål, da strategierne er universelle for læsning. Det er derfor vores håb, at hjemmesiden kan være med til at styrke de flersprogede elevers læsekompetencer på dansk på en måde, der samtidig styrker forældreinddragelse og elevernes autonomi, uden at det koster yderligere tid fra lærerens almene undervisning.