'Computational thinking' som en bananasplit

Com-pu-ta-tio-nel

Det er altså ret træls, når det begreb, man beskæftiger sig allermest med, er så svært at sige og at få formidlet. Der er det bare nemmere, at gøre folk nysgerrige på 'innovation' , 'design', 'kreativitet' og 'opfinderi'. Så det er normalt de ord, jeg bruger, når jeg fortæller om mit arbejde, og når jeg prøver at gøre folk sultne på 'Teknologiforståelse'. Men sandheden er, at jeg burde formidle computational thinking, fordi det nu engang er så stor en del af det, vi forbinder med både fagligheden og faget 'Teknologiforståelse'.

Computational thinking kommer før kodning

Grunden til, det også bliver relevant for mig at formidle computational thinking, er, fordi jeg arbejder med børn i alderen 1-6 år. Vi (læs: samfundet) ønsker, at børn lærer at kode, altså at programmere robotter og computere, til en vis grad. Ikke forstået som at alle skal være computerprogammører, når de bliver store, men de skal være det, som der i de Fælles Mål bliver beskrevet som 'teknologisk handledygtige' (min omskrivning af det at have 'teknologisk handleevne'). Men hvordan går man i gang med det her allerede i vuggestuen? Det gør vi ved, at vi aktiverer de dele af hjernen, der skal bruges, når man programmerer.

Computational thinking beskriver de kognitive processer, der bliver sat i gang, når vi designer IT-løsninger (Dohn, 2021)

Bananasplitten

Jeg har tit brugt lagkageanalogier, bageopskrifter, duploklodser osv. til at formidle, hvad computational thinking går ud på. Men jeg fandt fornyligt dette billede på tinythinkers.org, som jeg synes er ret sejt!

Dekomposition betyder, at man kan skille ting ad - eller skille ting fra hinanden. Jo mere man gør det rent fysisk, jo nemmere vil det blive at gøre det inde i hovedet - uden rent faktisk at få bananasplit ud over det hele.

Eksempel derhjemme: Hvis du giver et lille barn en kurv med en masse legetøj i, kan høn hjælpe med at tømme den.

Pattern recognition (Mønstergenkendelse) betyder at kunne genkende mønstre som fx "slags" og farver. I eksemplet med bananasplitten vil man få øje på, at der er 3 kugler med is på en lige linje, de har 3 forskellige farver, og alle kugler har flødeskum og kirsebær på toppen.

Eksempel derhjemme: Når barnet har tømt kurven med legetøj ned på gulvet, kan du bede høn om at lægge dyrene tilbage i kurven og klodserne i en anden kurv. Til de lidt større børn, kan du bede dem sortere legetøjet på den måde, de synes, det skal sorteres.

Abstraktion er det her med at kunne identificere noget, som det vigtige i en helhed - og hive det ud af konteksten. Vi har set, at der skal is, flødeskum, banan og en skål til at lave en bananasplit. Men hov - vi har ikke noget jordbæris! Kan vi stadig lave en bananasplit? Ja? Hvad hvis vi ingen bananer havde, og vi bytter den ud med en kiwi? Er det så stadig en bananasplit? Nej. Det er det nok ikke.

Eksempel derhjemme: I eksemplet med legetøjet, kan du bede barnet finde specifikke dyr fra bunken med dyr, eller du kan bede høn om at finde sine yndlingsdyr og stille dem i vindueskarmen.

Algoritmer er det her med at kunne lave en trin-for-trin løsning af et problem. Og lave den smarteste! Med bananasplitten kunne man starte med en opskrift, der gik på: Find en skål, tag jordbærisen frem, form en kugle, put flødeskum på, put kirsebær på. Tag så chokoladeisen frem, form en kugle, put flødeskum på, put kirsebær på. Tag så vaniljeisen frem, form en kugle, put flødeskum på, put kirsebær på. Jeg tænker, I ved hvor jeg vil hen. Man kan øve sig i at gøre algoritmerne kortere og bedre. Hvad med: Tag jordbær-, chokolade- og vaniljeis frem. Form en kugle af hver, læg dem i skålen på i en linje. Put flødeskum på kuglerne. Put kirsebær på flødeskummen. Find banan, skræl den, skær den over, put den på desserten.

Det, der er interessant her, er, at en algoritme laves efter, man har løst problemet. Det samme vil en kok (nok) gøre: eksperimentere i køkkenet, finde på nye smage og sammensætte en lækker ret. Bagefter vil høn (måske) skrive opskriften ned. Og man kan kort sagt sige, at jo flere opskrifter den her kok har fulgt og læst i sit liv - jo bedre vil høn være til selv at skrive en god opskrift.

Eksempel derhjemme: Når legetøjet er sorteret, kan dit barn hjælpe med at beslutte, at "her står dyrene, herovre står klodserne og til sidst kommer bamserne". Så kan vi nemmere rydde op næste gang.

Opskrifter og lyserøde giraffer

At arbejde med opskrifter og algoritmer, gør vi - i mit arbejde - typisk gennem duplo-instruktioner. Opgaven er sjældent "bare at bygge krokodillen". Nej, en byggeopskrift kan hjælpe den voksne i gang med de gode snakke, der involverer disse måder at tænke på, som jeg beskrev ovenover: "Hov, vi har ikke nogen lysegrønne klodser. Kan vi bytte dem ud med mørkegrønne? Er det så stadig en krokodille? Hvad hvis giraffens pletter er lyserøde? Kan vi stadig se, de er en giraf? Større børn får også lov at lave deres egne duplo-opskrifter, som de bytter med hinanden og bygger.

En zebra-ko

Prøv også at gå i gang med at lægge mærke til computational thinking hos dine børn eller på dit arbejde. Forleden sagde min datter for første gang "zebra", da hun så en zebra. Ind til nu har hun sagt "muuh" eller "ko". Hvilket er sjovt, fordi en voksen (læs: jeg) ville tro, hun ville kalde det en hest. Men hun ser jo farverne! Hun afkoder "figuren zebra" og læser "ko" pga. de referencer, hun har tilgængelig. Det er en abstraktion, som hun jo gør ret godt. Hun har måske ikke afkodet rigtigt, eller som en voksen ville, men det kan man godt hvile i - for det sker jo en dag, at hun pludselig, som det mest naturlige, peger og siger zebra (og moren savner allerede den gang hun kaldte zebraen en ko - they grow up so fast!). Og af samme årsag udbrød en lille 3-4-årig dreng, engang da jeg var ude at lufte min hund: "Mooar, er det en ko?". Min hund er et lille gadekryds af primært fransk bulldog i hvid- og sortplettede farver. Drengen var helt tydeligt oprigtig i sit spørgsmål og også meget forvirret. Hvilket jeg også ville være, hvis jeg mødte en lille bitte ko og i snor på min gåtur i skoven.

Jeg håber, det hjalp lidt at se computational thinking som en bananasplit. Jeg hører gerne fra jer, hvis I stadig synes det er et mystisk fænomen, eller hvis I har andre, eller måske endnu bedre, måder at forklare og forstå begrebet på.