Blog
4 brugbare råd, du ikke får af Politiken
Politiken har givet '4 gode råd: Sådan får dit barn en god hjemmeskoledag'. Og selvom rådene helt sikkert er både fine og velmenende, så er de meget overordnede, og jeg sad tilbage med en click-bait-følelse af at have læst... ingenting.
Det er ikke alle, der har børn på en skole, hvor lærerne har lagt det perfekte skema, der passer til lige din guldklump og heller ikke alle mødes på Google Meet med deres lærere hver morgen. Så mens Politiken minder dig om, at dine børn skal have faste rammer og komme ordentligt tid i seng, så vil jeg her komme med mine på bud på hurtige, springe-over-hvor-gærdet-er-lavest, men stadig gode og kreative råd her:
1. Stik dine børn en iPad
Der findes masser af fede ting på iPaden, som dine børn ikke normalt vil "spilde deres skærmtid på". (For når de kun har 30 minutter om dagen, så skal der altså spilles Roblox og stenes YouTube i de 30 minutter!). Skynd jer fx at abonnere på Mofibo og Spotify. Her er der tonsvis af e- og lydbøger af høj kvalitet og podcasts for børn.
Og så er der DRs public service-kanaler, som både indeholder god drama, nyheder for børn (Ultra Nyt) og en masse eksplicitte lærerige programmer.
Konkrete anbefalinger:
Bøger: Nattevagt (kun som e-bog) (digtsamling af Synne Lea), 'Doktor Proktors Pruttepulver' (Jo Nesbø, oplæst af Lars Thiesgaard), 'Da Gud var dreng' (Sankt Nielsen, oplæst af Madam Nielsen), 'Olgas hemmelige Corona-dagbog (Karin Heurlin), Rune T. Kiddes bøger, bøgerne af Naja Münster, og storebrorens bøger med 'Bubbi'!
Podcasts: 'Rumrejsen', 'Musikskolen' og andre podcasts fra Konfetti Fabrikken, 'Radionauterne', 'Lea og Nomis store drøm' og 'Vi Unge'.
DR: Rod i historien (Sigurd Barret), Ultra Nyt, Skæg med... (matematik, mad, bogstaver, osv.), Yoga med Motormille, Greta T (dokumentar), 'Vilde Vidunderlige Danmark'. Og til dem der også synes deres børn skal følge med i tidens trends: 'John Dillermand'!
Og på Netflix: Din utrolige verden
2. Spil spil
Der er MASSER af læring i spil. Hvis man har flere børn, kan de spille sammen. Gå ikke så meget op i, at det skal være "læringsspil". De fleste spil byder på en eller flere former for læring, og man kan som oftest både træne sin strategiske og logiske tænkning, sin samarbejdsevne og ikke mindst sin tålmodighed (især hvis man spiller med yngre søskende).
Konkrete anbefalinger:
Brætspil: Den store klassiker 'Matador' er stadig et hit! Og fås også som Juniorudgave. Spil som 'Hint/Junior Hint' og 'Tegn og gæt' er også sjove. 'Verdens dyr' og 'Vildkatten' er gode til de små og til de lidt større: 'Code names', 'Pandemic', 'Ticket to Ride' og 'Robo Rally'.
Klassiske spil: 'Skak' er et hit hos os! Og kortspil generelt; '500', 'Olsen' og selvfølgelig 'Casino'.
Online spil med klassekammeraterne: Prøve at aftale med dine børns klassekammerater at mødes online og spille med hinanden. Det kan f.eks. være 'Minecraft', 'Fortnite', 'Among Us' eller 'Roblox'. Det sidste er et spil, jeg personligt ikke synes er spor sjovt, men børnene elsker det, og de kan være meget sociale i det. Prøv at holde et åbent sind og hop evt. med ind i nogle af spillene. Det giver et godt indblik i, hvad dine børn interesserer sig for.
Hvis du kun har ét barn: Puslespil, kabaler og spil på konsol eller iPad/tablet/mobil. Der er mange gode. Måske er det mit indre enebarn, der taler, for jeg elskede selv kabaler, da jeg var barn og spiller dem stadig. Ellers prøv det med at spille med klassekammeraterne online.
3. Tegn
Lad dit barn tegne løs! Det er fedt at være god til at tegne, og det er fedt at være god til at fordybe sig. Så hvis du har et barn, der kan lide at tegne, så slip det løs.
Konkrete anbefalinger:
Køb:gode tuscher og lækre skitsebøger
Fantasiark: Til dem, der har brug for hjælp til at komme i gang, er disse fantasiark virkelig gode.
Tegn også gerne på iPad/tablet eller computer: med 'IbisPaint', 'Photoshop (Sketch)' eller lignende. Køb evt. en stylus til at tegne med, eller lad dem tegne med fingeren (vi kan ikke få den 10-årige til andet).
4. Dans
Vi har 'Just Dance' på Nintendoen, men man kan også finde 'Just dance'-videoer på YouTube. Det var et hit hos os, inden nissen kom en med en Nintendo Switch.
Man kan selvfølgelig også lave den gode gamle med at sætte musik på og danse frit. Der kan være det lille aber dabei, at det kan være, det er for pinligt at se mor eller far danse. Jeg er papmor, så jeg har heldigvis ikke det problem (endnu, jeg har også en på 6 mdr., men hun ELSKER når jeg danser).
Der er også mange andre måder at få bevægelse på. Vi prøver lidt til med 'gåtur med hunden', men har ikke haft så meget held med det. Både tweenageren og tweenhunden gider ikke rigtig det der 'slud og regn', men vi har ikke opgivet idéen helt endnu.
Del del del
Jeg synes, at det er oplagt at dele flere idéer i kommentarerne herunder. Så feel free!