Viser min søn dig respekt?

Første gang jeg skulle have skolehjemsamtaler med forældre, som kom fra en anden (skole)kultur og talte et andet sprog end dansk, løb der mange tanker gennem hovedet på mig.

Hvordan forbereder man sig bedst?

Hvordan skulle jeg få overbragt mine informationer så enkelt og tydeligt som muligt uden misforståelser?

Hvordan skulle jeg finde balancen mellem et naturligt og nødvendigt hensyn til deres baggrund og på den anden side mine krav og forventninger, som lå på linje med dem, jeg havde til resten af klassens elever?

Hvordan ville forældrene behandle mig som lærer? Ikke mindst som fraskilt kvinde?

Jeg havde jo læst en masse skrækscenarier om emnet og også fået serveret en del advarsler af kolleger og ledelse. Jeg var endda blevet rådet til at lyve om min civile status, men intet af det lå særlig godt i maven.

Så hvordan kunne jeg selv komme det i forkøbet og skabe en god dialog?

Den danske vinkel

Med i rygsækken var også mange samtaler med danske forældre af alle slags, og det var ikke altid lige rart eller nemt at holde den gode tone.

Med risiko for at generalisere for meget var den største fællesnævner for denne gruppe nok, at det vigtigste for dem var, hvordan deres barn trivedes i klassen. Om der blev taget individuelt hensyn til dette og hint, om jeg havde tid nok til at hjælpe deres barn, og hvad min plan var for hans eller hendes fortsatte udvikling.

Jeg skulle ofte stå til ansvar for og begrunde mine valg og planer ned til mindste detalje og fik mange velmenende forslag til forbedringer.

Et helt andet fokus

I mødet med de tosprogede forældre lå vægten ganske anderledes. Her var det først og fremmest et spørgsmål om, hvorvidt deres barn viste mig og de øvrige lærere respekt.

Blev jeg behandlet høfligt og korrekt? Var han/hun flittig og hjælpsom? Var der noget, de kunne gøre hjemme for at understøtte mit arbejde?

Sat op på denne måde kan man måske foranlediges til at tro, at det ene udelukkede det andet. Det var ikke tilfældet. Alle forældre ønskede trivsel for deres eget barn og de fleste heldigvis også en almen respekt for min person og mit arbejde.

Der var blot en meget markant forskel på, hvad der blev vægtet højest og italesat først, og det var for mig noget af en øjenåbner.

Forældrenes forberedelse

Som underviser på et sprogcenter støder jeg atter på disse situationer, men nu fra den anden side af bordet. Det sker, når mine kursister gerne vil træne det rette ordforråd og de relevante spørgsmål op til deres skolehjemsamtale som far eller mor.

Der bliver brugt rigtig meget energi på den samtale, og jeg har hidtil ikke selv været klar over, hvor vigtigt det er for disse forældre ikke at dumme sig. Ikke at misforstå eller kunne blive misforstået. Ikke at vise lærerne og skolen deres respekt. Og taknemmelighed.

'Alle' dækker aldrig

Selvfølgelig er der en masse undtagelser og yderpunkter i begge forældregrupper. Ja. Gu’ er der det. Alligevel ønskede jeg at dele mine tanker og observationer i dette forum, da jeg selv gerne ville have haft så mange facetter med som muligt, når jeg skulle klæde mig på til denne krævende opgave.

Som tosprogslærer kan man nemlig godt blive lidt træt af kun at høre om forældre, der er ligeglade – hvis de da overhovedet dukker op. Forældre med alt for høje og urealistiske ambitioner på deres børns vegne. Forældre, som ikke respekterer kvindelige lærere.

Jovist, de er der også, men mere som undtagelsen end reglen. Og bestemt ikke i større grad end hos danske forældre. Hvis du altså spørger mig.

Det synes jeg er værd at tage med i sine overvejelser før de individuelle samtaler og forældremødet. At alle – uanset hvor uheldigt eller med hvilket accent det kommer ud – jo i bund og grund bare vil det samme. Det bedste for deres barn. Præcis lige som deres lærer.