Os der har oplevet krigen, vi ved, hvad det vil sige at mangle.

Jeg har været lærer i over 30 år og kan se pensionen nærme sig som et skib, der i horisonten stikker masten op over kimingen og langsomt kommer til syne. Som min gamle mor og med en placering over halvdelen inde i livet, er det muligt at etablere et historisk blik. Det er muligt at lave sammenligninger og vurdere på udviklinger, men det følgende skal ikke læses som et langt sentimentalt tilbageblik eller sorg over, at verden og/eller jeg forandres.

Det blik jeg vil etablere tager udelukkende sit udgangspunkt i computeren, og hvad den gjorde og har gjort ved den måde, vi kan være og er lærere på, for os der har prøvet at mangle, vi ved øh .. ja!

Da jeg fik min første fastansættelse i folkeskolen i 1993 kørte spritduplikatoren sine sidste rotationer på Aunslev Skole. Hvilken herlig duft, som gav mindelser om min egen skoletid, inden celluloselim i formningsundervisningen og dermed en sjovere skoledag blev forbudt. Vi fik en kopimaskine og 500 rationerede kopier pr. måned! Bøger og håndskrift var et must. Skulle der skrives til hjemmet, så var det på en seddel, som eleven skulle aflevere hjemme, og som skulle med tilbage til skolen i underskrevet stand. Sådan en seddel kunne nærmest brænde et hul i den brune kernelædertaske, men gav eleven reelt ansvar for egen adfærd. Tavlerne fyldte en hel væg, hvilket gav plads til helt bogstaveligt at udfolde emnet. 

Da året 1995 oprandt, og skolen havde fået sine første 386er computere med 33 MHz processor, blev jeg optændt af den hellige ild og købte den nyeste, hurtigste og smarteste computer - en 486er - dobbelt så hurtig - med en harddisk på svimlende 500 MB - til en halv månedsløn. Jo det var også dengang dyrt at være “first mover”. 

Nu var det slut med de håndskrevne sedler og indbydelser. Stolt vandrede jeg ind i den teknologiske tidsalder og kunne nu for alvor imponere, når jeg havde boltret mig med Publisher, og indbydelsen til forældrene lignede en million. Der var wordart for alle pengene. Mine ældre kolleger, der havde et mere skeptisk forhold til ny teknologi, holdt sig til de håndskrevne sedler eller måske et mellemstadie i den teknologiske udvikling, nemlig skrivemaskinen. Jeg fastholdt dog glødende, at dette nye redskab her var meget mere effektivt, idet jeg jo blot kunne slette slåfejl, ja jeg kunne jo ligefrem omarrangere hele afsnit uden at skulle lave alt det andet om. Men som flere af mine ældre kolleger påpegede, så plejede de at lave en kladde og gøre sig nogle tanker, inden de begyndte med at skrive den endelige version.

Når man som jeg er rundet af en opvækst på landet og en “hvad udad tabes skal indad vindes” tænkning, så kan det ikke komme bag på ret mange, at alle effektiviseringer betød mere velstand, indtil alle de andre havde fundet de samme effektiviseringer. Jeg så helt klart computeren som et redskab til øget effektivitet og med det, så tænkte jeg jo: “Aha - så må der kunne blive tid til noget andet”. “Slappe af f.eks.” Ja og hvad blev der tid til? Hvorledes ændrede ikke blot computeren men også internettet hele den måde, vi kan holde skole på? 

Det er blevet nemt at skrive og få det distribueret via nettet. Med årene er der opstået en diskurs, som foreskriver, at det er rart at få et ugebrev, for “så kan vi forældre følge med i, hvad der foregår i skolen, og så ved vi, hvor vi skal spørge ind hos vore børn”.  Jo det skader jo tilsyneladende ingen, men hvad gavner det? Det er jo egentlig uskyldigt på samme måde, som ugeplanerne er uskyldige og har det helt legitime formål, at forældrene skal kunne støtte op om undervisningen eller følge med i, hvad der foregår i skolen.

Her er min frejdige påstand, at det gavner overhovedet ingenting. Måske dulmer det nogle forældres påførte dårlige samvittighed, når de kan sætte flueben ved “har interesseret mig for mit barns skolegang”. Hvis jeg kobler mig på den gældende “effekt på undervisningen diskurs”, så har jeg ikke kunne finde nogen evidens for, at det løfter elevernes præstation, at læreren hver fredag eftermiddag forfatter 3 sider inklusive billeder af diverse produkter fra den forløbne uges undervisning og samtidig forfatter en ugeplan eller har brugt tid på en ugeplan, som allerede skrider mandag formiddag, idet fremtiden ikke ligger som en foruddefineret størrelse, der venter på at blive indtaget. 

Det der sker - og her kommer en hypotese - det er, at skolen fratager forældrene muligheden for at spørge naturligt og oprigtigt nysgerrigt ind til barnets skolegang. Computerens indtog, med argumentet om, at alt ville blive nemmere, blev en klods om benet på den proces, der hedder tillidsskabelse, idet den gjorde det muligt at kontrollere og overvåge, frem for at tilgå barnets skolegang med en naturlig nysgerrighed, eller simpelthen være nødt til at stole på, at der var voksne ansvarlige mennesker omkring ens barn. Computerens frisættende potentiale blev overtaget af magthaverne og brugt i effektiviseringens hellige navn og som en ny trosretning implementeret i vore hjerner, hvilket jeg selv og andre deltog begejstret i. I stedet for at nyde den tid vi fik tilovers, gav vi os beredvilligt til hjælpe vore vogtere med at holde os fangne, hvilket betyder at lede efter områder, hvor computeren kunne gøre sit indtog, ligesom dengang vi troede at video i undervisningen ville revolutionere lærerlivet eller endnu før, hvor jeg som elev blev udsat for byger af kassettebåndsundervisning i engelsk, for slet ikke at tale om gymnasiets sproglaboratorium.

Er der nogen overhovedet, der kan huske filmene fra Statens Filmcentral, som blev fremvist i skolens beskyttelsesrum? Jeg kan! Nacht und Nebel og så var scenen sat til en ret effektiv vaccinering mod ethvert tilløb til totalitært styre eller autoritær ledelse, hvilket jeg i dag takker mine lærere for. Men her havde der også været en pædagogisk og didaktisk overvejelse, inden filmrullerne blev bestilt hjem, som gik på de konkrete elever i den konkrete situation. 

Tilbage til Aunslev Skole. Personligt investerede jeg i et program, som kunne lave undervisningsprogrammer - spørgsmål-svar programmer, grammatikøvelser etc. Jeg kunne lige så godt have lavet det på papir. Set retrospektivt handlede min begejstring nok mere om egen formåen med et nyt redskab end en didaktisk ditto. Således forblændes vi og har gjort lige siden oldtiden, hvor stenaldermanden blev forblændet af mulighederne i stenøksen, til den dag han brugte den til at slå ihjel med, og den fra at være et redskab blev til et våben, som kunne vendes mod ham selv, og som tvang ham til konstant at se sig over skulderen.

I dag kan jeg se tilbage på, hvorledes et nyt redskab ved sit blotte tilstedevær og påståede muligheder fra at leve sit eget liv blev til et redskab, der i hænderne på andre styrer vores adfærd. Det er svært at sige, hvor stor en indflydelse Facebook har på undervisningen, men det er ikke et medie, der levner megen plads til refleksioner. Det egner sig til fremvisning af slutprodukter og ikke det mest interessante, nemlig den vej vi gik, for at skabe dette produkt. Alligevel har de fleste skoler en facebookside, hvor skolen kan profilere sig i håb om at tiltrække elever, eller holde på dem man har og på den måde få økonomien i konkurrenceskolen til at hænge sammen. 

På samme måde styrer smartboardet undervisningen eller rettere de muligheder læreren skal have, hvis ikke læreren ligefrem selv slider sig op på at lave egenproduktion.

Kort sagt - hvor læreren så en mulighed for frihed, så djøfferne det som en mulighed for at give os mere at lave, og lærerens mulighed for at styre undervisningen og dermed pædagogiske og didaktiske vinkler i forhold til de konkrete elever blev mindre. Vi startede med at have magt over redskabet, men endte med at blive regeret af redskabet. Vi har mistet indflydelse på egen situation og dermed er magtens mulighedsrum blevet mindre. Diverse portaler med forudbestemte muligheder for ageren og kommunikation understøtter ikke kreativiteten, så for bedre at kunne forstå situationen og det paradoksale i, at jeg ikke vil undvære computeren men hader dens gøren og laden, så må jeg slå mig til tåls med, at vi befinder os midt i en udviklingsrevolution af samme størrelsesorden, som bogtrykkerkunstens indførelse. Gutenbergs opfindelse ændrede magtforhold, idet den katolske kirke og munkene ikke længere kunne bestemme, hvad de, der kunne læse, skulle læse. Det førte til krig og censur men i sidste ende også demokratiet. 

Hvor jeg i starten af lærerlivet så klare fordele ved computeren i en daværende kontekst, så ser jeg i dag at dette overflødighedshorn af muligheder, også gjorde det muligt at spænde os for konkurrencestatens vogn og under ridefogeders opsyn udføre hoveriarbejde til døden indhenter os, idet vi ikke lever hurtigt nok til at indhente den stigende pensionsalder. 

Hvad skal der til, for at vi genvinder kontrollen over lærerlivet? Måske vi skulle prøve at mangle?