Blog

Nyt ekspertpanel: Børn og unge er ikke digitale indfødte

Læremiddel.dk er kommet med i DANSK-ITs nyslåede ekspertpanel, der skal undersøge børns digitale kompetencer og komme med bud på, hvad børn og unges digitale dannelse i skolen bør indebære. Videncenterleder Thomas Illum Hansen kalder panelet et godt og vigtigt initiativ:

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Det er fuldstændig rigtigt at gøre op med myten om, at eleverne er digitale indfødte. Vi skal udvikle en taksonomi for digital dannelse, der præciserer forskellige it-kompetencers kendetegn, niveauer og aktionsradius, og tegner et billede af, hvordan de påvirker menneskers liv og arbejde.Vi skal blive mere præcise på, hvad det er for kompetencer, der er vigtige at have, når vi begår os i en verden fuld af it. Og det er vigtigt, at vi gør den måde, vi arbejder med it på til en del af skolen, så it ikke bliver reduceret til at være blot endnu et redskab blandt mange.

Det er ikke fordi, alle elever skal gøres til computernørder, og de skal heller ikke være hardcore programmører. De skal til gengæld have forståelse af deres omverden, og en vigtig del af den omverden er programmer, informationsarkitekturer og brugergrænseflader. Hvis vi skal forstå it, computeren og de muligheder og begrænsninger, den giver, så skal vi knække koden.

Det betyder først og fremmest, at vi skal vide, at programmer er bygget op af koder, scripts og algoritmer, der har betydning for, hvad vi kan brugte it til, og ovenpå det hele ligger den brugergrænseflade, som vi møder. Så hver eneste gang, vi møder en brugergrænseflade, er det resultatet af en lang række beslutninger.

Læremiddel.dk

Og fordi it fylder så meget i alle dimensioner af vores liv, er det jo en ret vigtig del af vores dannelse, at vi forstår, hvad der foregår. Ellers kan vi manipuleres af brugergrænsefladerne og programmeres af computerne. Det er vigtigt, at vi giver eleverne en reflekteret forståelse for, hvad der ligger bag, når de bruger it. Men det er helt afgørende at få udviklet taksonomier, også så vi er opmærksomme på nogle af de ting, der er svære at måle."