Folkeskolereformen: Det politiske fatamorgana

Oprindeligt voksede hele mistroen på folkeskolen ud af en sammenligning med Kina. Det danske folk vågnede pludselig fra den idylliske andedam og opdagede, at andre lande også var dygtige. Vi gik og troede vi var de bedste til alt - men en folkelig udsendelse i primetime fastslog, at det var vi langt fra. Ord som “funktionelle analfabeter” blev pludselig hverdag i debatten - og vi så kinesiske børn, der var super dygtige til at dividere. Vi glemte at se på, at de ikke kunne lægge to og to sammen - men vækst var det religiøse buzzword i politikernes PISA-ark og viser et tal noget, der ikke fortjener populistisk sammenligning med udlandet, skal tallet op.

Da forskerne tog magten

Især en enkelt forsker fik et folkeligt gennembrud i den debat, der pludselig blev toneangivende på Christiansborg og forskere fik til opgave at løse dette problem, som forskerne jo selv sagde der var. Forskere skulle - i kombination med Christine Antorini - pege på en løsning, og følgeforskere gik i gang med at se på, om forskernes løsning på forskernes problem blev løst. Nu har vi svaret efter fire år: Der er ikke forandret en skid!

Det kunne vi godt have fortalt politikerne. Gang på gang har både lærere, skoleledere og forældre forsøgt at fortælle dem om virkeligheden, men det har været som at tale til et stykke skolekridt. Videnskaben siger jo noget andet. Og den del af videnskaben, der har givet flokken af kritikere ret, er blevet hånet og i lang tid sat udenfor døren. Selv har jeg holdt min søn hjemme fra nationale tests gennem 4 år, uden at det har ødelagt hans skolegang. Og jeg gør det fortsat. Den debat gjorde mig i starten til en fordummende curlingfar, der blev sat ud på sidesporet og stemplet som demonstrant - en mand med en sag - men langsomt er pointen blevet til en høj hyletone, også i ministeriet. Debatten er nu, at man godt ved de tests ikke er en mirakelkur.

Som et julemarked i Skørping

Følgeforskernes rapport om reformen er ikke overraskende. Nationale test har ikke forandret så meget som en enkelt elevs undervisning - i værste fald måske gjort det hele værre, da lærerne selvsagt tester mindre selv, når de nationale indsatser tager den prøvetid fra lærerne. Undervisningen, der blev præsenteret som en helt ny - lang - skoledag med spændende nyskabelser og et nærmest mallorca-agtigt ophold med all inclusive er blevet til en kold gåtur i strømpesokker gennem julemarkedet i Skørping, hvor nedslidte ansatte står magtesløse og forsøger at få stemningen op og bruger al energi på, at insistere på faglighed på trods. Trivslen er ikke god. Børnene er i skole i længere tid, mere er der ikke sket - og da pengene ikke fuldte med Antorinis våde drøm, blev det mest til pasning. Lærerne blev frataget deres faglighed i tests og daglig vurdering af børnene, maskinerne tog over på livets samlebånd. Fritiden blev beskåret for børnene og mulighed for leg, fodbold og spejder blev formindsket. Alt sammen fordi en politiker skulle på forsiden af aviserne som handlekraftig.

En generation tabt på gulvet?

Fire år er lang tid i et skoleforløb. Min søn vil nok være en af de årgange, som man om tyve år beklager overfor, da deres skolegang blev destrueret af politisk liderlighed efter bedre tal i et excel-ark. Om det ligefrem vil skade den generation vil kun tiden vise. Måske det bliver en ekstra gevinst på børnenes CV, hvis de i disse år fremhæver, at de er gået på friskole.

Nogle må gribe ind og lave en total forandring. Enten køre lortet tilbage og indrømme at de tog fejl. Det er ikke nemt for politikere, men da Antorini som hoveddirigent på reformen jo er trådt ud af Christiansborgs gange, kan det gøres uden at skade humøret til den fælles julefrokost. Alternativt skal der justeres i en grad, der nemt kan komme ud i yderligere eksperimenter - og det fortjener forsøgsdyrene ikke. Vi må - nu på baggrund af forskningsrapporter - forlange at der omgående gribes ind, så vi kan normalisere børnenes skolegang. 

Fire år er mere end nok

Det ser ikke ud som om forskernes nye rapport gør det store indtryk. Svaret er stadig omskrivninger af “det skal jo lige have lov til at komme ordentligt i gang”. Riisager siger, at fire år med reformen åbenbart ikke er nok. Jo, Riisager - det er mere end nok! I sidder nu i et udvalg og arbejder med reformen, som hverken har givet større faglighed eller bedre trivsel - men mener åbenlyst fortsat, at der skal mere tid til at vurdere reformens resultater - hun vil have "mindre fokus på metoden", siger hun kryptisk og vil nu “ind til kernen”. Det er altid rart med kerner, men er retorisk bullshit.

Det her er dybt pinligt for undervisningsministeriet og forligskredsen. De ved, om nogle, at forskerne både kom med problemet og løsningen - og at resterende tiltag var politiske forhandlinger. Nu ser vi - igen - sort på hvidt, at reformen i bedste fald ikke har forandret en dyt, alligevel holde de fast i, at beslutningen var rigtig. Sidst der kom forandring på området, blandt andet med skoler der måtte forsøge sig med at gøre lidt som før reformen, nægtede Riisager og Løkke at sige, at det var en ændring af reformen. Nu taler Riisager om små justeringer. Og det er der vi nu står - som altid - når en reform ser ud til at have spoleret noget velfungerende. 

Sådan laver man politisk tilbagetrækning

Jeg skrev da reformen kom, hvordan man laver næsten altid bremser et politisk korstog og erkender reform-fejl. Det ser ud som om den plan gentager sig nu:

• Først kommer der en periode, hvor vi får talt området ned så alle kan se behovet for en reform.
• Så kommer en tid, hvor politikerne taler om løsninger - denne samtale foregår udenom dem der er på gulvet, som kender til problemet - fordi de ville kunne tale problemet ned og vise, at det slet ikke er der.
• Herefter kommer løsningen, som er en mavepuster for alle dem, der har deres daglige gang på området.
• Nu følger katastroferne fra dagligdagen, der slås hen med at “reformen jo lige skal implementeres”.
• Så en periode, hvor flere og flere mærker at det her går ad helvede til, men ikke har den folkelige stemme til at råbe ordentligt - og dermed ikke er farlige nok. De viftes til side med ord som “der er enkelte steder, som endnu ikke har fundet ud af at bruge redskaberne fra reformen”.
• Endelig får folkets ord værdi i pressen, og det bliver ret tydeligt, at problemerne ikke er på et udsted ved Ringkøbing Fjord, men er landsdækkende.
• Nu igangsættes forsøgsordninger, pengepræmier til dem der makker ret og der nedsættes udvalg.
• Endelig begynder forskningen at sige det samme som folket.
• Politikerne holder stadig fast - men med udveje i tonen, så man ved at det snart er tid. Forligskredsen er i oprør.
• Først NU erkender man, at der skal en reform af reformen på bordet. Men man siger det ikke højt. Der er altid et valg først, så den nye minister kan sige i en rum tid, at der er nye boller på suppen og nedsat nye udvalg…

Imens forlader den ene afgangselev efter den anden en folkeskole, der er ødelagt fra toppen - hvor medarbejdere trodsigt kæmper en ulige kamp for at gøre alt det, de fagligt kræver af sig selv.

Jeg er alene af den grund tryg ved min søns skolegang. Den er nemlig i hænderne på medarbejdere, der ikke kunne finde på at udføre et dårligt stykke arbejde, selvom politikerne gerne vil have dem til det. Derfor - og kun derfor - skal det såmænd nok gå alligevel. På trods… (Klumme skrevet til Ekstra Bladet - kommer blandt mine indlæg her)