Inklusionloven skal revideres og helst i foregårs

Denne historie har ikke i sinde at skræmme jer nye studerende fra at blive lærere eller fra at fortsætte på læreruddannelsen, men måske gøre jer mere forberedte på, hvad I kan møde, når I kommer ud i den virkelige verden - nemlig ud i vores allesammens folkeskole.

Historien starter i det positive nemlig med, at det bitre, spare-spændende-studieliv så ud til at være ved vejs ende. Slut med kreative opskrifter med alle resterne på bunden af køleskabet, drikke halvfesen kaffe eller fordele tandpastaen, så den rækker til den sidste uge inden lønnen og SU’en går ind. Fokus på bachelor, afslutning af fag, og endelig havde jeg fået mit drømme studiejob på den skole, hvor jeg havde haft min sidste praktik. Ser I kære læsere, herfra bliver det kringlet.

Jeg troede, at jeg ville kunne klare at arbejde 22 timer på en folkeskole, samtidigt også kunne varetage det sidste engelsk modul på net og skrive Bachelor, alt mens jeg lykkeligt kunne leve det gyldne og savnede voksenliv, med tid og råd til vegansk sushi og den gode hvidvin fra Irma, hvis sådan en altså fandtes på Bornholm. Det lyder jo godt, men det endte jo ikke sådan, og derfor jeg vil dele denne historie med jer.

Inklusionsloven fra 2012 kan betragtes som en fejlagtig sparerløsning, og det ses tydeligt, når man ser på, hvordan elever og voksnes hverdag ikke er bæredygtig og giver plads til positive læringsfællesskaber, fordi hverdagen fyldes med uro og konfliktløsning, alt imens der sparres på pædagoger og to-lærer-ordninger.

Paradoksalt nok kunne en af løsningerne være at investere i flere pædagoger og to-lærer-ordninger, alt forskning peger nemlig i den retning, at flere voksne i en klasse vil give børnene mere overskud til hinanden og lærere mere tid til eleverne, så alt tiden ikke går med konfliktløsning.

Til jer læsere eller førsteårsstuderende, som ikke helt forstår, hvad inklusionsloven er eller går ud på, så lyder definitionen således: “At børn med neurodivergente udfordringer eller særlige behov så vidt som muligt skal undervises sammen med andre elever i den almene folkeskole.”

Hvad det almene er, og hvad almindeligheds begrebet dækker over, kan vi bruge længe på at diskutere, men det er ikke det, som denne personlige fortælling skal handle om. At blande elever på tværs af gaver og komplikationer lyder jo i sig selv som en god ide. Argumentationen har nok lydt noget i takt med, at elever bliver bedre til at være inkluderende over for andre, som ikke ligner dem selv. Det lyder jo godt på papiret, men så skal der investeres i ekstra uddannet personale og evt. støttepædagoger til der, hvor børnene har det sværest. Her mener jeg specifikt i form af en pædagog eller co-teaching konceptet. Dette skriver jeg, fordi jeg har oplevet, hvordan elever, som mangler decideret og nødvendig støtte, bliver negligeret og bliver en del af et system, hvor økonomien ikke er tilstrækkelig, og hvor det i sidste ende går ud over børns trivsel, men også de voksnes overskud til hvert enkelt barn. En enkelt lærer er simpelthen ikke nok. Hvis vi skal fortsætte på denne måde, bliver vi nødt til at gøre brug af vores pædagog-kollegaer.

Rasmus Alenkær skriver i Berlingske, at inklusionsloven fra 2012 er en af de store syndere, og vi skal genskabe sunde læringsfællesskaber, som ikke er fyldt med uforudsigelighed og uro, før at skolen bliver bedre for et sted, hvor alle børn trives. Han mener desuden også, at inklusionsloven formentlig har været til mere skade end gavn for alle brugere af folkeskolen. Når hverdagen er hård, er de gode kollegaer dem, der gør en verden til forskel for os nyuddannede lærere, som ikke helt kender til de forskellige retningslinjer og metoder til at skabe et bæredygtigt fællesskab for alle elever i en klasse. De gode garvede kollegaer er formentlig til, at vi nyuddannede lærere ikke stopper i folkeskolen før vi overhovedet er startet. Jeg ved, at jeg har været ked af at skulle stoppe med at arbejde, imens jeg studerer på den måde, fordi jeg kommer til at savne mine kollegaer.

For at I kan forstå situationen, som man kan komme ud for, så vil jeg forsøge at male et billede for dig, kære læser: Forestil dig, at du lige har fået læringsro i en klasse. Du tror nu, at du kan mærke, at den er der. Hvis du har undervist tilstrækkeligt længe før, så kender du til den følelse: Nu er det endelig tid til det faglige! Men pludselig hopper en pige op, hun løber direkte hen til en dreng og smasker ham en lige i hovedet, og før du når at se dig om, løber hun ud af klassen og udenfor, skolen ligger ved siden af en trafikeret vej, du vil gerne løbe efter hende, men inde i klassen sidder der 8 drenge, som har haft en konflikt i frikvarteret, og hvis du forlader dem, så går de amok på hinanden inde i klassen. Så hvad gør du?

Min kloge PL3-underviser lærte mig om low arousal, også kendt som afstemt pædagogik. En afstemt pædagogisk tilgang virker til dels, men samtidigt med det, så skal man være lavet af virkelig hård hud og nærmest være supermenneske for at kunne klare det arbejdsmiljø til hverdag. For at vende tilbage til billedet ude i min folkeskole, så har jeg efter tre måneder med søvnløse nætter og konstant konfliktløsning i mit arbejdsliv og nu smidt håndklædet i ringen og sygemeldt mig fra arbejde, hvilket aldrig har været en løsning for mig før.

Jeg har arbejdet siden jeg var 12 år, siddet i en hel masse forskellige frivillige bestyrelser og altid været aktiv eller på arbejdsmarkedet.

Jeg opfordrer derfor alle jer medstuderende, som gerne vil hoppe ud i det, at I skal være varsomme med, hvad I siger ja til, når det kommer til studiearbejde. Spørg til to-lærer-ordninger, mentorordninger og sørg for at I kender til skolens pædagog- og inklusionspolitik. Til de højere magter, som indimellem måske læser med - inklusionsloven skal revideres - den yder mere skade end gavn, både på vores børn, men også på os voksne, som skal være fremtidens “superlærere” og skal være en bærende og vigtig del af velfærdsstaten og Danmarks fremtid.

Som det ser ud nu, kommer professionsbachelorer til at mangle, så det er jeres job at sørge for, at der er lærere og pædagoger nok, og at de trives, så vores børn har de bedste mulige vilkår og forhold, hvis den danske folkeskole skal overleve i fremtiden!