En kunstudstilling kan ikke ledes som en Ikea - evaluering af tre år som Lærerstuderende på Bornholm

I løbet af de sidste tre år har jeg gået på læreruddannelsen på Bornholm. Et udbud som danner hus til alt fra gymnasieelever, erhvervsuddannelser til sygeplejersker og pædagoger og naturligvis også læreruddannelsen - et bredt klientel af forskellige aldre, uddannelser og holdninger. Det har både sine styrker og svagheder. 

 I mine tre år har jeg været med til at skabe en lokal studenterfagforening og siddet og blevet valgt både som lokalforperson, lokal næstforperson og som bestyrelsesrepræsentant i lærerstuderendes landskreds. Jeg har derfor arbejdet, samarbejdet og repræsenteret medlemmerne i lærerstuderendes landskreds på Bornholm. Nu kalder andre veje og jeg skal til Barcelona for at afslutte min uddannelse med helt unikke specialiseringer, noget som først og fremmest aldrig ville have kunnet lade sig gøre på Bornholm, men samtidigt og dernæst giver det mig også anledning til at videregive hvad der fortsat skal arbejdes på til mine fremtidige kollegaer og medstuderende på læreruddannelsen Bornholm. Så uddannelsen både kan blive opkvalificeret og nå det potentiale som vi alle ved stedet har. Jeg har forsøgt at gøre dette skriv så simpelt og ikke fag-sproglig som overhovedet mulig. 

I fagbladet folkeskolen, giver For-personen for Lærerstuderendes Landskreds, Caroline Holdflod Nørregård, et helt nøjagtige bud på hvilke udfordringer man kan opleve på et lille udbud. Helt specifikt nævner hun netop udfordringen med specialiseringsmodulerne og at politikerne bliver nødt til at investere i uddannelserne i udkants Danmark.

På Bornholm har vi helt konkrete  overskyggende udfordringer som i min optik (der er også flere små udfordringer), skal løses først, hvis læreruddannelsen på Bornholm skal leve op til kvaliteten af sine storesøstre Carlsberg og Frederiksberg. I det følgende vil jeg forsøge at beskrive de udfordringer og derefter komme med løsningsforslag.

Først er det nødvendigt at klargøre, at vi på Bornholm har overlevet at vores ledelse i 2019 blev centraliseret, hvilket har medført, at det er særlig svært for os at tage regeringens forslag om at give autonomien tilbage til de små udbud seriøst og ikke bare som endnu en politisk kampagne til at hverve de studerendes stemmer.... For det andet er det nødvendigt at pointere, at der også er positive elementer ved at gå på et mindre udbud, men de negative udfordringer og konsekvenser overlapper de positive, og hvorfor skal man  som studerende kreere et falsk narrativ om ens uddannelse, især hvis mulighederne for positiv forandring og opkvalificering er indenfor rækkevidde.

Det kan især mærkes nu når ledelsen er blevet centraliseret - vi er kommet længere væk fra essensen af at være Bornholmsk og selvstyrende. Udfordringen er især, at vi som studerende på Bornholm har andre behov og udfordringer end de studerende på det resterende KP og derfor har brug for at kunne have og få lavet anderledes og sær tilegnede studieplaner. Hvis uddannelsen og kvaliteten var den samme, ville det give mening at man bestyrede udbuddene på samme måde, men man kan ikke lede en kunstudstilling som en Ikea. Det er netop, hvad vi oplever.. At blive behandlet ens med det resterende KP, selvom Bornholm er noget helt særligt og helt for sig selv. . Første udfordring er at kvaliteten og differensen mellem net undervisning og almen undervisning er for stor. Det er vigtigt at pointere at det ikke er underviserne som er for ringe eller de studerendes, men at det er udfordrende at blive undervist og undervise digitalt. Som studerende især de første to år, har man behov for at udvikle sin egen studiestruktur. På net er det svært at fastholde motivationen især fordi det meste netundervisning er om aftenen eller i weekender.  Som studerende bliver man oplyst om at man på LUB (Læreruddannelsen Bornholm) starter på en delvis netbaseret uddannelse. Første skridt mod en bedre uddannelse er at klargøre over for de ny-startede studerende,  hvad det rent faktisk betyder, så alle parter ved, hvad de går ind til fra dag et. I et andet indlæg har jeg beskrevet de udfordringer der hænger sammen med at gå på en delvis netbaseret uddannelse i udkants Danmark. Det kan man genlæse, hvis man ønsker  - “Opråb fra en Bornholmsk lærerstuderende”. 

Praktik og selvbestemmelse drukner i bureaukrati og resulterer i at voksne studerende bliver umyndiggjort i forbindelse med fag- og specialiseringsmoduler. Som voksen burde man kunne vælge hvilken fagligprofil man ønsker i forbindelse med ens uddannelse som investering i samfundet og i sig selv. Alt dette kan løses ved at investere mere i uddannelse og i de små udbud, samt give uddannelserne autonomien her menes selvbestemmelsen tilbage. Mange af de fag man ønsker at tage som studerende oprettes enten ikke på net eller som hold på Bornholm og det skaber indre konflikter for studerende som ønsker en specifik faglig profil og som samtidigt ønsker at blive boende og undervise på de Bornholmske folkeskoler. Men hvorfor overhovedet bede os om at prioritere og skitsere et tre-trins fag-ønske, hvis ingen af ønskerne alligevel bliver taget i betragtning og opfyldt. Mange af mine medstuderende har netop lige oplevet dette. Beslutninger som bliver truffet overhovedet på os, uden overhovedet at tage os med i betragtning som myndige voksne, som selv gerne skal kunne bestemme over hvilken uddannelse man vil investere sig selv og sin fremtid i. 

Bornholm skal have sin autonomi og selvbestemmelse tilbage.

I stedet for at køre LUB parallelt med uddannelserne på Carlsberg og Nyelandsvej, kunne man udforme en særskilt og helt unik Bornholmsk uddannelse, med mere praksistilknytning ligesom man har i Vordingborg og endda med optag hvert andet år. Man kunne skifte mellem at optage lærere med specialisering i kultur- og sprogfag, og Matematik- og naturfag. Det kunne først og fremmest løse udfordringen man det lave optag men også med at have studerende nok på et hold til at kunne tilbyde fysisk undervisning og for at flyve en underviser ind. Ved at tilbyde en særlig praksiserfaring og mentorordning som i Vordingborg ville man kunne give Bornholm den særstatus og opkvalificering som udbuddet og de studerende længtes efter. 

Mere medfølgende økonomi ville kunne løfte uddannelsen– en politisk beslutning, som formentlig ville medføre mere frihed til de studerende i takt med særprægede studieplaner og mere fysisk undervisning og mindre net. En mere praksis tilknyttet og særpræget Bornholmsk uddannelse, måske ligesom i Vordingborg med optag hvert andet år, kunne måske løfte udfordringen med at gøre uddannelsen mere attraktiv, dette kan kun besluttes og behandles institutionelt men kræver mere sær tilegnet økonomi til de små udbud. 

Til sidst; 

Kære Campus Bornholm og medstuderende, tak for denne gang! 

 BLIV VED med at kæmp for jeres rettigheder og for at forbedre uddannelsen og stedet. Der er så meget potentiale og power gemt på klippeøen og på det lille udbud. Hold fanen højt!  Jeg håber i vil fortsætte med at engagere jer i jeres studenterfagforening, skrive læserbreve og være aktive i lærerstuderendes landskreds, så de  Bornholmske studerendes rettigheder og uddannelse fortsat bliver sat på dagsordenen nationalt. 

Til vi ses igen,

Hasta Luego.