UU Snapshots
Blog
’Alle elsker uge 6’
Siger en af mine UU-vejleder kolleger med slet skjult misundelse. Vi var i gang med en snak om ’uddannelse og job’, som er et af de 3 ’timeløsefag fag’ i folkeskolen, også kaldet et obligatorisk emne, som kører på tværs af fag og igennem et helt folkeskole-liv. De 2 andre er færdselslære og Sundheds-, seksualundervisning og familiekundskab.
’Uddannelse og job’ har ikke et uge-nr. eller er synlig på samme måde som en blinkende politibil, men i mine UU-øjne selvfølgelig lige så vigtigt, som det er at lære at gå over for grønt eller få et sundt familie- og sexliv. Eleverne skal lære at træffe gode uddannelsesvalg og valg livet igennem baseret på egne kompetencer og viden om erhvervslivet.
UU-vejledningen hviler på fundamentet af ’uddannelse og job’ og bygger i udskolingen videre på faget gennem kollektive vejledningsforløb og vejledningsaktiviteter – og på papiret arbejder eleverne i udskolingen med den proces, som bunder ud i det gode uddannelsesvalg. Virkeligheden er bare ikke sådan som beskrevet på UVMs hjemmeside.
Da mine elever i år skulle arbejde med deres studievalgsportfolio krydsede alle eleverne af i boksen har ikke deltaget i uddannelse og job – og det skyldes ikke kun Corona! Eleverne er ikke alene om at være uvidende om faget – det er mange af deres lærere også – og det med rette. Andre fag er bundet op på en faglighed, et linjefag eller en afsluttende prøve, men ikke ’uddannelse og job’. Her er det alle, der har den (eller ingen!).
Færdselsfaget koordineres med politiet og seksualundervisningen er bundet sammen med samtaler hos sundhedsplejersken og med en årlig markering af uge 6, men da UU-vejledningen først påbegyndes i udskolingen og fokus er på de ikke-uddannelsesparate, så overlades parate elever til selv at lære at træffe valg ud fra den faglige undervisning i folkeskolen og ganske få kollektive snakke med uu-vejlederen.
I august 2020 kom der endnu en ny lov. Den handler om, at vi skal blive bedre til at få integreret vejningsaktiviteterne i skolens øvrige undervisning og i ’uddannelse og job’. Det bliver godt – især når – vejledningen til loven lander i vores postkasser. Lad os nu få ’Uddannelse og job’ ordentlig ind i skemaet.