Efter(skole)tanker

For få uger siden var jeg så heldig, at kunne aflevere mindstebarnet på en af Danmarks utallige almene efterskoler. Et pragtfuldt sted, med udsigt over grønne arealer, fine bygninger, smilende og venlige lærere og en aldeles fremragende forstander, der taler varmt og længe om dannelsen i de forpligtende fællesskaber.

Man bliver jo varm om hjertet, og fyldt med glæde over at kunne give sit barn (unge menneske..)  den gave, at kunne bruge et år på at finde sig selv og en flok nye kammerater – og forhåbentlig vende hjem, rig på oplevelser, selvværd og med styrket samfundssind.

Jeg fik skam gåsehud, da vi i samlet flok stod i solskinseftermiddagen og sang om hvorvidt ”lyset er for de lærde blot”, og om drømme og udlængsel i ”Ole sad på en knold og sang”. Og jeg fældede en behørig tåre, da vi krammede farvel og grinede højt, da jeg så efterskolernes film om forældresavn "Der er mange plusser ved et år på efterskole" ...https://www.youtube.com/watch?v=-NPr_mPJL2Q

Og så var der alligevel lige en sten i skoen. Noget der gnavede. For helt ærligt – vi var faktisk ret ens, alle os der stod der på græsset den søndag. Vi kunne have boet ved siden af, eller været gode venner med langt størstedelen af de forældre, der ligesom os afleverede deres dyrebareste den dag – og selv om jeg er sikker på, at sønnike får et fantastisk år – så må jeg også spørge mig selv, om det der med fællesskabet nu også får den betydning det skal have, når variationsbredden – i hvert fald tilsyneladende – er til at overse. Vover jeg at skrive her – vel vidende, at det slet ikke er dækkende for alle efterskoler, og også kun gyldigt for en overfladisk betragtning.

Er det økonomien der spænder ben? Det vil jeg tro det er i mange tilfælde. Det ER dæleme dyrt – eller i hvert fald mange penge – at hive ud af et budget af en helt gennemsnitlig størrelse, og selv om betalingen er indtægtsreguleret, så er det stadig en fast månedlig udgift, der kan mærkes.

Er det kulturen der spænder ben? Måske, sandsynligvis også. Hvis ikke man kender til efterskole og ikke lige kommer ud og opleve hvad det er – så kan det jo godt virke voldsomt og ”overflødigt” – måske endda lidt farligt – at overlade sin unge, i den mest eventyrlystne alder, til fremmede.  Mange af de forældre jeg møder  i min vejledning, ser da også et efterskoleår som i bedste fald ”spild af tid” – helt på linje med, hvad de ordinære 10. klasser kæmper med.

Men hvornår spilder man sin tid? Og kan vi vejledere bidrage til forståelsen af, at det tilsyneladende ”spild af tid” i mange tilfælde er alt andet end lige præcis det? I så fald kunne mangfoldigheden få endnu bedre vilkår i de forpligtende fællesskaber der landet over tilbydes i 10. klasse – hvad enten det er på ordinære 10. klasser eller efterskoler.