Hvad bliver der mon af de ikke-uddannelsesparate?

Pigen, jeg kender, hedder Sarah, og hun er med et 12-tal til sin fagprøve lige blevet udlært butiksassistent, med speciale indenfor homedesign. Hendes historie er ellers ikke en historie om at være dygtig i skolen. Den handler mere om at blive for tidligt moden og at have lidt for meget krudt i r.... til blive siddende i undervisningen i udskolingen. Og hvad gør en køn ung pige så med sin tid - hun fester og fester og fester lidt mere. Hun begynder også at ryge hash med de lidt ældre, og hun passer ikke længere ind i en almindelig klasse. I løbet af 8. klasse bliver hun flyttet til en specialklasse, hvor hun færdiggør sin grundskoletid - uden eksamen.

Hun starter i en særlig 10. klasse, hvor der er fokus på praktik, men hashen fylder stadig for meget i hendes liv til at hun kan komme i skole/praktik hver dag. Det er heldigvis 5 år siden, så tålmodigheden var større og klasselæreren Jan var fyldt med empati - og hun fik lov til at blive i klassen til trods. Hashmisbruget toppede ved nytår, og Sarah startede januar med en hashpsykose, som fyldte hende med angst og gjorde parathedsvurderingen negativ. 

Foråret var hårdt, men Sarah hængte på og vi snakkede meget om hvad der skulle ske efter 10. klasse. Hun fik modet til at søge ind på grundforløb på EUD business - og klarede sin eksamen og en optagelsesprøve. Hun klarede sørme også grundforløb 1 og grundforløb 2, og så var der det der med en praktikplads. Hun søgte og søgte, først som møbelsælger og sidenhen som hvadsomhelst, men ingenting skete. Hun startede i skolepraktik, men det var for kedeligt for hende. Heldigvis er der noget der hedder planlagte tilfældigheder, og det var hvad der skete for hende - og hun er god til at gribe de muligheder der viser sig, så pludselig havde hun en praktikplads i et stormagasin, hvor hun oplevede en fantastisk læretid. Sarah er nu 20 år, færdiguddannet og lige blevet ansat som butikschef. Hendes vej har ikke været let og hun kunne have faret vild mange gange undervejs.

Det jeg har lært af hendes historie er at uanset hvad, så er det vores vejlederpligt at indgyde håb, inspiration og motivation - til trods for alle vore vurderinger. Det er ikke nogen let opgave, både at skulle vurdere og motivere – men som landet ligger, den eneste mulighed vi har. Og ind imellem – så lykkes det jo, på den lidt længere bane – og ens vejlederhjerte banker lidt hurtigere, når man møder de stolte, ”besværlige” unge, der finder en plads i (arbejds)livet alligevel.