Duk jer … vejlederen kommer!

Det var bestemt ikke alt der var bedre i gamle dage. Heller ikke hvad vejledning angår. Men i slipstrømmen af den – berettigede - voksende kritik af parathedsvurderingen, og som en opfordring til de fornuftige mennesker, der skal sætte noget andet i stedet: Lad os få vejledning tilbage som et velfærdstilbud til alle, og ikke et specialtilbud for de få. Vejledning må og bør ikke være stigmatisende, og sådan opleves det af en del grundskolelever, som det er nu.

Ved skrivebordet kan der måske findes mening i, at UU-vejlederen ikke bruger tid på at tale med vandkæmmede elever på første række. Gennem den seneste tid har der dog været en øget opmærksomhed på, at også disse elever kan være voldsomt i tvivl om uddannelsesvalget. Men en lidt overset effekt af den ”målrettede vejledning” er den rolle vi vejledere får på skolerne, og ikke mindst i elevernes og forældres bevidsthed. På papiret ser det naturligvis ikke sådan ud, og i praksis er intentionerne altid de bedste : At hjælpe eleverne til at blive uddannelsesparate og klædt på til at træffe kvalificerede uddannelsesvalg. Ikke desto mindre er alle helt bevidste om, at individuelle samtaler er for elever der ikke er vurderet uddannelsesparate – og det, der burde være en privat sag bliver dermed meget tydeligt, når kun en håndfuld elever fra hver klasse skal til samtale med vejlederen.

Problemets kerne er jo – som det er blevet påpeget fra EVAs side – at parathedsvurderingen både er et pædagogisk redskab OG et adgangskriterie. Og at det formentlig i et elevperspektiv mest er det sidste.

”Nå – der kommer dødens engel” sagde en elev til mig på gangen. Med et stort smil – han var uddannelsesparat – og han havde også forstået spillets regler.

UUvejlederens rolle i udskolingen har ændret sig markant som følge af, at den individuelle vejledning kun retter sig mod elever der er vurderet ikke-parate. Tidligere tiders ”hvornår er det min tur” og ”jeg vil også tale med dig”, er forstummet. Det, at vejledningen er for dem der ”ikke er” , går ud over samarbejdet, relationen – og arbejdsglæden. Samtidig får vi ikke særlig gode muligheder for at udfordre de uddannelsesparate elevers uddannelsesvalg.

Så lad os nu få ændret i UPV og vejledningstilbud, så vi kan afføre os den ”hvide kittel” vi fik med den nuværende ordning, og igen blive en almen del af udskolingens tilbud til unge på vej videre.