Blog

Den dag jeg glemte August

En lærers bekendelser

Publiceret Senest opdateret

Da jeg sad i bilen på vej hjem og lukkede øjnene i et kort sekund, mens jeg holdt for rødt lys, skyllede de ind over mig. Alle de ting, jeg havde glemt i løbet af dagen. At ringe tilbage til Simons mor oven på den konflikt, der var i starten af ugen mellem ham og en dreng fra parallelklassen. At introducere bogopsætterne fra 7. klasse på biblioteket for det nye IT-system, så de kunne logge rigtigt på. At tage den samtale med Kristine om 02-tallet, hun fik i projektopgaven og blev enormt ked af. At rette de sidste 5 danskopgaver, som klassen afleverede for 3 uger siden. Mine nøgler, som jeg nu forestillede mig lå ved mobilskabet nede ved 5. klasserne. Gad vide, om de stadig ville ligge der i morgen, eller om en venlig sjæl havde givet dem til Marianne på kontoret. Jeg kom også pludselig i tanke om August. Havde jeg egentlig set August i dag? Jeg havde glemt at opdatere fraværslisten, fordi Mathilde og Celeste kom 3 minutter for sent (og desuden larmende ind ad døren). Nej, jeg havde ikke set ham. En tom plads. Igen i dag. I morgen VILLE jeg huske at kigge dem allesammen i øjnene og sørge for, at de vidste, at jeg havde set dem. I morgen. 

Skolens Venner

Skolens Venner er en landsdækkende frivillige forening, der organiserer frivillige skolevenner på skoler rundt omkring i Danmark. Skolevennerne er med til at øge elevernes trivsel med tillid, omsorg og nærvær, og understøtter elevernes personlige, sociale og faglige udvikling. Med bloggen bidrager vi til viden og debat om frivillighedens rolle og muligheder på skoleområdet med udgangspunkt i skolernes og de frivillige skolevenners erfaringer og oplevelser

Jeg arbejder ikke længere som skolelærer. Men ovenstående var et typisk tanke-efterspil i bilen på vej hjem fra arbejde. Måske er jeg ekstraordinært glemsom, men jeg følte egentlig ikke, at jeg stod alene med problemstillingen. Mine tidligere kollegaer og jeg delte ofte frustrationen over ikke kunne fordele sol og vind lige i en klasse med 25 elever med 25 forskellige behov og 25 forskellige følelsesliv (hvis 25 overhovedet kan gøre det). Tempoet er højt, konfrontationerne er mange, læringen er svær, omsorgen er sat på spidsen, ja - det er ikke nemt at nå det hele i en travl pædagogisk hverdag. 

Nu sidder jeg på mit lille kontor og definerer selv mine opgaver. Jeg har stadig travlt, bevares, men forstyrrelserne er mindre og færre, og mine deadlines sætter jeg selv. Jeg glemmer mindre og har færre små mennesker, som jeg skal se og anerkende - medmindre mine tre søde kollegaer tæller som små mennesker (og det vil de nok protestere lidt imod). Jeg kigger tilbage på et godt lærerliv, men også et lærerliv, hvor jeg ofte sad med en følelse af ikke at nå nok. Ikke på en imposter-syndrom-agtig måde, men på en helt praktisk og reel måde. Der var dage, hvor jeg ikke nåede at tale med alle børnene. Jeg nåede ikke at hjælpe alle børnene. På de værste dage nåede jeg heller ikke at se, om de alle var til stede. Det er pinligt at indrømme, men ikke desto mindre sandt. Jeg savner de gode stunder med mine elever. Jeg savner at være sammen med dem. Den slags nærhed, ærlighed, tryghed og tillid får man ikke i nogen andre jobs. Men den dårlige samvittighed savner jeg ikke. Min tro følgesvend i lærerlivet. En lille irriterende makker, som jeg skulle lære at gemme væk og/eller bare leve med.

Da jeg fandt, søgte og fik mit nye job i foreningen Skolens Venner var det med den makker i baghovedet. Mit hjerte brænder for folkeskolen, og derfor forsøger jeg nu at arbejde med og for, at andre lærere/pædagoger kan få tilført ekstra ressourcer og dermed give både dem og børnene mere tid. Hvordan kan vi som samfund hjælpe vores folkeskole? Hvordan kan vi understøtte eleverne rundt omkring i klasserne, så de føler sig set og hørt? 

I Skolens Venner forsøger vi at få frivillige ud i skoleklasserne. Vi forsøger at inddrage civilsamfundet som en del af en løsning på at give børn en god skoledag ved at bakke op om vores fagpersonale ude på skolerne. Ved at bakke op om børnene. Det kan aldrig blive en mirakelkur eller stå i stedet for andre vigtige løsninger, men det kan frigive lidt af lærerens og pædagogens tid, det kan give ekstra opmærksomhed til de enkelte elever, det kan give et lille pusterum på ture ud af huset og det kan skabe mere ro i klassen.

Det faglige ansvar er ikke uddelegeret, men omsorgen er fordelt på flere hænder. Det kunne jeg godt have brugt de dage, hvor jeg havde glemt, om August var i skole eller ej. 

Kærlig hilsen skolelæreren 

Powered by Labrador CMS