Hvem må blande sig i børns trivsel og livsduelighed?

I slutningen af sidste uge offentliggjordes resultaterne fra de nationale test for skoleåret 2019/20, og eleverne er blevet dårligere til at læse og regne. Det går altså fortsat den forkerte vej for elevernes færdigheder. og der er dermed langt til skolereformens mål om, at 80 % af eleverne skal være gode læsere, og at der år for år skal blive flere, der er dygtige til at regne.

Det er ikke kun de nationale tests, der viser at udviklingen ikke går den rigtige vej. Hvert år forlader en stor del af en ungdomsårgang, folkeskolens 9. klasse uden basale færdigheder. Diverse reformer og indsatser er sat i søen for at ændre på præcis det, men lykkes aldrig helt med at ændre afgørende på, at vi hvert år fortsat sender unge mennesker ud af skolen uden de fornødne egenskaber til at kunne begå sig i uddannelsessystem og voksenliv. 

Det er en krise, der ikke må accepteres! Vi har et ansvar for at passe på hinanden i et samfund, og vi har en fælles forpligtelse til at løse problemerne. Derfor er vi optaget af, hvordan civilsamfundet kan være med til at løse problemerne og i særlig grad, hvordan frivillige skolevenner kan være med til at understøtte, at alle unge kan færdiggøre skolen med sociale, personlige og faglige kompetencer til at kunne navigere gennem resten af livet. 

Derfor lyttede vi begejstret med, da Akademiet for Social Innovation forleden inviterede til samtale om social innovation. Samtalen handlede om nye forretningsmodeller for social forandring, som kan gøre os i stand til at samarbejde om at løse de samfundsproblemer, vi har. Kommuner, virksomheder og civilsamfundsorganisationer udgør forskellige typer af forretningsmodeller med ganske forskellige logikker og vilkår. Det betyder, at de griber de samme samfundsproblemer vidt forskelligt an.  

Særlig inspirerende var det at høre diskussionen af, hvordan vi kan indrette os med fleksible organisationsformer til at løse konkrete problemstillinger og hvordan samarbejde mellem civilsamfundet, det private og den offentlige beror på, at man hver især byder ind med en værdi, som i rummet med de andre, kan blive til nye løsninger.

Børn og unges læring og trivsel i folkeskolen er ikke alene kommunerne eller det offentliges problem – det er samfundets problem. Det er vores fælles ansvar, og vi bør alle være optaget af, hvordan vi får bragt alle unge derhen, hvor de afslutter 9. klasse med de fornødne egenskaber til at kunne begå sig videre i livet.

Samtalerne er optaget og kan ses her