“En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt”

“Den åbne skole er en skole, som inddrager sin omverden”. Sådan skriver Børne- og undervisningsministeriet om Åben Skole-konceptet. Som lærer har jeg altid været fan af at tage eleverne med ud i lokalsamfundet, så de kunne opleve en verden uden for skolen. Men til trods for min entusiasme så er det faktisk ikke blevet til meget øjenåbnende, inddragende og alternativ undervisning. Desværre. Og hvorfor så ikke, kunne man spørge sig selv (og det gjorde jeg ofte).

Både som lærer og som pædagog kan man nemt komme til at føle, at man drukner i både "skal” og “kan” og “burde” - der findes uanede mængder events, kommunale tiltag, spændende og mindre spændende muligheder. Sådan er det sikkert på de fleste arbejdspladser, men særligt i skoleverdenen har mange udefrakommende gode idéer på skolens vegne. Projekter, produkter, processer, portaler, pis og papir. 

Den store mængde af tilbud (og krav) kan gøre, at man mister pusten og ikke kan se skoven for bare ivrige hænder, der rækker ud. Åben Skole er et koncept, der skal bygge bro mellem det “virkelige” samfund og skolens samfund, netop så læringen bliver relevant og meningsgivende for eleverne. Idéen er god, og det at inddrage lokalsamfundet i undervisningen tiltalende. Som udskolingslærer kæmpede jeg ofte med elevernes motivation. “Hvorfor skal vi lave det her”, “hvad har en novelleanalyse med livet at gøre”, “hvad skal jeg bruuuuuge det til” - sætninger jeg skulle forholde mig til på daglig basis. De fleste gange havde jeg argumenterne i orden og kunne forklare, at en gennemgribende tekstlæsning gav dem kompetencer til at læse mellem linjerne, forstå usagte sammenhænge, tænke i forløb, forstå sprog og opsætning, udvide ordforrådet og at man af at læse historier fra andre universer bedre kunne forholde sig til sit eget – alt sammen ting, der direkte kunne overføres til livskompetencer. Andre gange var overskuddet kun til en “fordi jeg siger det”-tilgang. 

Det er rart at kunne (be)vise over for eleverne, at deres skolegang forbereder dem på livet og samfundet udenfor. Alligevel havde jeg svært ved at finde hoved og hale i tilbuddene i lokalsamfundet. Tilbud der ofte medførte, at jeg skulle hanke op i en ekstra vikar, 25 luddovne teenagere, låne timer fra min kollega, fordi halvanden time ikke er nok til at cykle ud og se noget spændende og samtidig nå hjem til 12-pausen og madpakkerne. Derfor blev besøget som oftest ikke til noget. Men hvordan kan man så bygge bro mellem skolen og samfundet? 

Man kan invitere samfundet (helt) inden for dørene. Fra min stol i Skolens Venner føles det oplagt at inddrage frivillige fra lokalsamfundet direkte i undervisningen, hvor de kan bidrage med deres egne oplevelser, levede liv, erfaringer fra arbejdsmarkedet osv. For på samme måde som en novelle skal forstås og analyseres, så skal menneskelige relationer det også - særligt hvis man introduceres for et menneske med en anden baggrund, alder og erfaring end en selv. I Skolens venner inddrages lokalsamfundet i skolen gennem de frivillige, men lokalsamfundene har generelt meget at byde ind med i skolen i forbindelse med Åben skole-konceptet. Både musikalsk, mentalt, sensorisk og kulturelt kan frivillige og lokalsamfund bidrage med alternativ og spændende undervisning – og det kan gøres nemmere for lærere og pædagoger ved, at de ikke skal bevæge sig ud i verden, men blot skal turde åbne deres (klasseværelses)døre og invitere de lokale indenfor.

Kærlig hilsen skolelæreren