Co-teaching og konstrueret kollegialitet

Co-teaching er en samarbejdsform, som bliver brugt på flere og flere skoler - med mange gode grunde. Det er imidlertid ikke de mange gode grunde, som jeg her vil opholde mig ved. Det, som jeg vil pege på i denne artikel, er at det i forbindelse med co-teaching ligger som en selvfølgelighed at man skal samarbejde, og er måske af den grund ikke noget, som man stiller spørgsmålstegn ved. Det vælger jeg så alligevel at gøre - ud fra en betragtning af samarbejdet anskuet via begrebet "konstrueret kollegialitet". 

Konstrueret kollegialitet dækker i følge Andy Hargreaves over en form for samarbejde, hvor de professionelle samarbejder fordi det af organisationen er besluttet at de skal det. "I er i team, I skal samarbejde. I har møde hver onsdag klokken 14.00 - 15.00, og I skal bruge tiden uanset hvad". Det "konstruerede" består altså i, at samarbejdet ikke får karakter af samarbejde, hvis de involverede professionelle reelt ikke er sammen om noget, som de kun kan gøre bedre fordi de er to eller flere. Konstrueret kollegialitet ses således i organisationer, hvor teamet mest er en form for administration af tid og tilstedeværelse end det er facilitering af professionelle fælles praksisudvikling. Dette bringer mig (tilbage) på sporet af co-teaching. 

Med denne artikel vil jeg med begrebet "konstrueret kollegialitet" animere til at ledere sammen med deres personale får drøftet, hvad det reelt er, de gerne vil kvalificere med co-teaching som metode, hvordan og hvornår dette samarbejde er meningsfuldt og på hvilke måder co-teachere kan finde sammen på tværs af forskellige teams eller måske endda forskellige skoler. Frem for at man på skolen tildeles en co-teachingmakker en gang for alle, kan man også medtænke en højere grad af dynamik og didaktisk intentionalitet i den måde, som man: (1) sammensætter co-teachere på og (2) rammesætter og faciliterer deres samarbejde. Den didaktiske intentionalitet udfolder sig derved, at man skaber fælles bevidsthed om "hvorfor man gør som man gør (formål)" frem for at "vi gør dette på denne måde fordi det er det, som passer ind i skemaet (pragmatik)". Dette åbner også for den mulighed, at man måske i en bestemt situation eller periode netop ikke skal co-teache, men afvikle undervisningen ud fra andre principper eller logikker. 

Samtidig er jeg helt klar over, at skolens hverdagsliv også skal hænge sammen, og at alt ikke kan være i spil hele tiden. Det, som jeg er optaget af her, er at tage automatikken ud af arbejdet med co-teaching; at punktere co-teaching som det altid oplagte og naturlige valg. Co-teaching skal bruges didaktisk intentionelt, dvs. på fuldstændig lige fod med alle andre pædagogiske metoder eller tilgange. Ved at have denne fællesorganisatoriske opmærksomhed vil det være muligt for de involverede at opretholde et meningsfuldt samarbejde fordi det er klart og tydeligt for dem, hvad de er sammen om at realisere eller skabe. 

Hvad der her gælder for brugen af co-teaching, kunne måske i virkeligheden gælde for ethvert teamarbejde? Kunne det være, at der faktisk er ting, som det giver mening at ikke samarbejde om, men blot løse solo? Ved at anlægge dette kritiske fokus på teamet og på teamarbejdet ville den allerede sparsomme tid blive brugt på måder, som for de involverede giver mening - vurderet ud fra den situation, som de oplever at befinde sig i. Invitationen er altså her, at drøfte grundigt, hvad vi samarbejder om - og hvad vi fint kan gøre hver for sig.