Co-teaching som fælles og lovende tilgang til arbejdet med inklusion

Der er ingen tvivl om at arbejdet med inklusion i skolen er en af nutidens helt store opgaver for alle aktører i skolen. Det er indiskutabelt, at det er virkelig svært - altså som i VIRKELIG SVÆRT - at håndtere den store forskellighed i elevgruppen, som der kan være i en og samme klasse.

Hvordan er det lige, at man skaber relevante og meningsfulde lærings- og deltagelsesmuligheder for fx den fagligt fremdstormende elev og den elev, som har faglige vanskeligheder på en og samme tid? Dertil kan komme sociale udfordringer i klassen. Ja - for den som har eller har haft en hverdag i skolen er dette velkendte og evigt tilbagevendende spørgsmål.

For en måneds tid siden udgav jeg en peer reviewet forskningsartikel i tidsskriftet "Specialpædagogik - tidsskrift for specialpædagogik og inklusion" (Nr. 2, årgang 40, s. 17-29). Denne artikel er baseret på et kombineret forsknings- og udviklingsarbejde, hvor jeg i en kommune undersøgte, hvad elever, lærere og pædagoger, ledere og supportfunktioner (fx ressourcepersoner, PPR, pædagogiske konsulenter) oplevede som henholdsvis muligheder og barrierer i forbindelse med inklusion i skolen. I denne undersøgelse popper co-teaching op som et gennemgående tema på tværs af både kvalitative og kvantitative delundersøgelser.

Co-teaching fremhæves af alle aktører som havende et særligt potentiale i forhold til at fremme læring og deltagelsesmuligheder i en bredt sammensat elevgruppe. Det skal selvfølgelig ikke forstås derhen, at hvis blot man arbejder med co-teaching, så er alle udfordringer forsvundet som dug for solen. Men det skal forstås sådan, at der er i co-teaching er et interessant potentiale set i forhold til de udfordringer, som alle aktører i og omkring skolen oplever der kan være i arbejdet med inklusion. 

I forskningsartiklen fremlægger jeg som nævnt co-teaching set fra fire perspektiver. I ultrakort form ridser jeg de nogle af oplevede potentialer op:

1. Eleverne oplever en mere varieret undervisning og at hurtigere få hjælp i klassen, når de går i stå og ellers ikke ved, hvad de skal gøre. I andre delundersøgelser fremgår det at præcis dette med at sidde og vente på hjælp er noget af det værste eleverne ved. 
2. Lærerne og pædagogerne oplever at bedre kunne nå rundt til at alle elever og at deres samarbejde omkring klassen kvalificeres. 
3. Lederne oplever at via co-teaching bedre kunne komme i refleksiv dialog med lærerene og pædagogerne om det som foregår i klassen.
4. Supportfunktionerne oplever at co-teaching giver et godt afsæt for samarbejdet omkring differentieret undervisning i klassen.

Især i forhold til punkt fire: co-teaching set fra supportfunktionernes perspektiv, ser jeg et oplagt potentiale at undersøge nærmere. Jeg ser her gode muligheder for at skabe tættere tråde mellem skolens lærere og pædagoger og den brede vifte af professionelle, som har til opgave at hjælpe deres kolleger på den ene eller anden måde.

Men jeg ser også i co-teaching et konkret greb til at skabe tættere samarbejde mellem professionelle på almenområder og specialpædagogiske områder (selv om jeg ikke er helt i hopla over denne almen/special-dikotomi). Samarbejdet mellem disse to områder gives med brug af co-teaching en konkret samlende pædagogisk og didaktisk platform, hvor de forskellige aktører måske blot for en tid kan samarbejde om at planlægge, udføre og evaluere praksis - og derved lære fra og med hinanden. Jeg er sikker på, at dette nogle steder sikkert allerede bliver gjort - og hvis det gør, så har jeg som forsker meget stor interesse i at vide mere om, hvordan dette i Danmark konkret udmøntes og hvilke resultater denne organisering har givet for såvel eleverne som for de professionelle. 

I denne artikel har jeg fremhævet, at co-teaching har et potentiale. Den har selvfølgelig også nogle begrænsninger, og inklusionsarbejdet er for komplekst til at man kan reducere dens succes til brugen af en enkelt metode.