Hvordan var det nu, at vi kom frem til at vi skulle arbejde med inklusion i Danmark?

Hvordan var det nu, at vi kom frem til at vi skulle arbejde med inklusion i Danmark?

Hvordan var det nu, at vi kom frem til at vi skulle arbejde med inklusion i Danmark? En del af baggrunden herfor ligger i vores tilslutning til Salamancaerklæringen i 1994... I den står der: 

”almindelige skoler, som har denne inklusive orientering er det mest egnede middel til at bekæmpe diskrimination, skabe trygge fællesskaber, bygge det inklusive samfund og opnå uddannelse for alle; desuden giver langt de fleste børn en ordentlig uddannelse og forøger dermed hele uddannelsessystemets effektivitet og udnyttelse”(Salamancaerklæringen 1994: artikel 2, punkt 5). 

I forbindelse med min Ph.d. Afhandling laver jeg en forskningsoversigt, hvor jeg kigger på inklusion og på inklusionsbegrebet. Jeg kommer frem til, at professionelle i skoler verden over faktisk forbinder det med ret store udfordringer at arbejde inkluderende. Derfor udfordrer jeg vores fælles ”Salamanca-afsæt” ved at pege på, at man i 1994 faktisk ikke rigtig havde nogen systematiske erfaringer med inklusion i Danmark, og at man derfor ikke kunne vide om det rent faktisk var “det mest egnede middel... “ til alt det, som det hævdes at være. 

I 2016 (altså over 20 år efter Salamanca) laver Inklusionseftersynet en rapport, som viser, at der er et uudnyttet potentiale i inklusionsarbejdet, og de opstiller derfor en serie af anbefalinger, som tilsammen omfatter stort set alle aspekter af det pædagogiske arbejde med inklusion, herunder anbefalinger om: støtte til elever med specialpædagogiske behov, bedre prioritering af resurser, kompetenceudvikling af lærere, tidlig opsporing, forebyggelse og foregribelse, øget adgang til hjælp og viden, forældreinddragelse, inddragelse af elevers perspektiver, ledelse… Der er altså et uudnyttet potentiale i inklusionsarbejdet… vi skal bare lige have styr på disse detaljer… Det er vigtigt, at vi får styr på dem fordi:

 ”Målet med inklusion er, at alle elever – også elever med særlige behov – skal have mulighed for at være en del af folkeskolens sociale og faglige fællesskab. Inklusion er dog langt fra blevet opfattet sådan af alle”.

Det er således ikke målsætningen, men forståelsen, som det halter med - og det er åbenbart det, som er implementeringens egentlige problem. Havde lærerne dog for fanden bare fattet, hvad inklusion går ud på, så havde vi måske slet ikke haft brug for alle anbefalingerne! Spørgsmålet er imidlertid, hvem der har misforstået hvad. Sådan som det ser ud, så har der været nedsat en ret stor ekspertgruppe, som også er blevet understøttet med rapporter fra de helt interesse-neutrale Rambøll og KL samt oplæg fra praktikere. Ingen af dem udfordrer hverken inklusionsbegrebet, grundlaget eller afsættet, sådan som vi finder det formuleret i Salamanca-erklæringen. Det reflekterer jeg stadigvæk over, hvordan kan være.   

En hurtig perspektivering kan endvidere være den, at undervisningsdifferentiering som tilgang til al undervisning blev indført i 1993 (altså året før Salamanca), og i 2011 viser en EVA rapport, at heller ikke det begreb har ret god resonans i læreres oplevelse af om det har fundet vejen frem til skolens praksis. Konklusionen er, at grunden til det er, at lærerne ikke har fået tilstrækkelig hjælp til at fortolke bergebet… Så hvis man blot forstår det, så kan det praktiseres, ligesom med inklusionsbegrebet, husker du… Samme analyse af ”undervisningsdifferentiering” laves af en review-gruppe i Norge i 2006. Her er konklusionen den at differentieringsbegrebet i første omgang er et politisk begreb, der kun vanskeligt kan overføres til en pædagogisk dagsorden (Bachmann og Haug, 2006). Disse resultater har ingen i Danmark sådan for alvor givet opmærksomhed. Hvordan kan det være?

Hvad så Micki, mener du så ikke, at vi skal arbejde med inklusion eller undervisningsdifferentiering? Jo, det gør jeg, men af andre grunde end dem, som nævnes i Salamanca-erklæringen. To andre grunde kan være, at: (1) mennesker bliver en del af et fællesskab ved at deltage i fællesskabet og (2) læring er en social aktivitet, også selv om den for en hurtig betragtning ser individuel ud. I min optik har vi derfor ikke brug for inklusionsbegrebet, men mere brug for at udfolde betydningen af deltagelse i social praksis for menneskelig læring og udvikling - og derfra udvikle skoler i retning af mere socialt bæredygtige fællesskaber. For at skoler for alvor kan arbejde med forskellighed som værdi, så skal de frigøres fra politisk ensretning og ekspertpanelers anbefalinger.