Inklusion handler vel også om menneskesyn

Jeg tror i virkeligheden, når vi diskuterer spørgsmålet om inklusion, diskutere vi hvad der er vores overordnede menneskesyn.

For når vi siger at den unge skal være en del af fællesskabet, hvad mener vi så. Mener vi så at hver enkelt skal deltage i alt, på lige fod med alle andre, altid? Hvad nu, hvis det autistiske barn, syntes at store menneskemængder er uoverskuelig, skal han så tvinges at være med til store fællesarrangementer, fordi han på den måde "deltager i fællesskabet"? Eller kan vi acceptere at barnet måske er så utryg ved denne situation, at han holder sig i periferien? Er det så OK, han sidder på bagerste række? At han har musik i ørene?

Det kan lyde som et dumt eksempel, men det er faktisk en pædagogisk diskussion jeg har haft flere gange med mine kollegaer.

Selv tror jeg på, at man først og fremmest er nødt til at tage udgangspunkt i det enkelte menneske. Møde barnet der, hvor han eller hun er på det givne tidspunkt. Det betyder at nogle gange så er behovet, at barnet ikke er i klassen med hans 25 andre kammerater, at der også er plads til fordybelse i ens eget tempo, selvreflektion eller blot at få pusten igen og få lidt ro omkring sig. Dette må nogle gange ske på bekostning af fællesskabet ved at fællesskabet må give plads til den enkelte, SAMTIDIG med at den enkelte skal byde ind i fællesskabet så godt som det kan lade sig gøre.

Selvom jeg arbejder på en specialskole, så gør vi os mange overvejelser omkring lige netop dette spørgsmål i dagligdagen. F.eks. gør vi meget ud af at sammensætte klasserne ikke blot ud fra klassetrin eller alder, men snarere ud fra hvor vi kan se der er bedst chance for at eleverne kan indgå i en symbiose med hinanden. Konsekvensen er, at nogle gange rummer en klasse altså flere forskellige klassetrin. Det er dog ikke noget, der ikke kan løses med lidt kreativ undervisningsplanlægning.

Men en anden måde man også er nødt til at se på er netop hele tiden at have hele fællesskabet for øje. F.eks., når man har et sportsstævne, hvordan sikrer man, at flest mulige kan være med? Blandt andet ved også at have nogle "utraditionelle" sportsgrene på programmet, som f.eks. puslespilskonkurrencer, brætspil o.l. For ikke alle kan eller vil være topatleter og ikke alle er vildt begejstret eller kan overskue at deltage i holdspil. Det er ok.

Det kan syntes at være en svær opgave for læreren. Men det er ikke bare lærerens opgave. Det vores alleammens opgave. For det betyder jo netop, at der også må være de passende ressourcer til rådighed. Og hvis det kræver at der er to undervisere i klassen, så er det det det kræver.

Desværre starter man altså i mine øjne inklusionsdebatten på et forkert grundlag. Nemlig at man altid taler om ressourcerne først. (Hvordan bruger vi ressourcerne bedst muligt). Men det er vel politikken og menneskesynet, der må stå forrest, og derefter må vi løse de praktiske udfordringer. Og ja, nogle gange lykkes det altså bedst i små miljøer.

Det er derfor jeg også mener, at et mål om at flest mulige elever skal være i almindelige klasser ikke i sig selv er hensigtsmæssig. Fordi det i virkeligheden undergraver det inklusionsarbejdet, når børn får lov at mistrives.