Det er mig, der takker

Klokken er lidt over tre tirsdag eftermiddag, da jeg efter syv lektioner med 7. klasse åbner døren til kontoret. Jeg kigger længselsfuldt over mod min kontorstol. Mit blik lander på en kasse på mit bord. Der ligger et kort øverst, og overrasket læser jeg de søde ord:  

Kære Maria

Tak for indsatsen igennem årene. Tak for tålmodigheden. Tak for opmærksomheden. Tak for de opmuntrende ord. Tak for opsangen, når det var tiltrængt. Tak fordi I gider, vi er klar til at komme videre nu, også takket være jer.

Tak fra alle os i 9.X og familier

En varme strømmer gennem mig. Kassen indeholder både vin, chokolade og andre lækkerier, og jeg smiler for mig selv. Jeg læser ordene igen, og fyldes med glæde og overvældelse og tænker: Det er mig, der takker.

Det hårdeste skoleår i mit lærerliv

Jeg må indrømme, at det har været et hårdt skoleår. Nok det hårdeste i mine år ti år som uddannet lærer. Det har fyldt meget hos mig personligt, at jeg ikke følte, at man fra politisk side værdsatte og anerkendte det, vi lærere i folkeskolen yder hver dag. ”Takken” har blot været mere arbejde; mere undervisning og mere styring og kontrol fra oven. Det har gjort mig trist, og jeg har mere end én gang overvejet, om det virkelig var det her, jeg skulle resten af mine (mange) år på arbejdsmarkedet.

Kære forældre: Tak for tilliden

Jeg har stadig ingen arbejdstidsaftale, og jeg får næppe nogen tak eller anerkendelse fra min arbejdsgiver lige foreløbig. Men jeg har noget andet, som giver mig styrke og gejst til at fortsætte i lærerjobbet: Forældrenes og elevernes tak – den kommer i mange former, og den tirsdag eftermiddag kom den i form af nogle meget søde ord på et kort. Kære forældre: Det er mig, der takker. Tak for, at jeg må låne jeres børn, tak for tilliden og tak for anerkendelsen.