"Hvad med ham der, hvor hans mor smed benet i søen?!"

"Hvad med ham der, hvor hans mor smed hans ben i søen??!" En af mine elever i sjette klasse kigger forventningsfuldt op på mig. Vi har netop taget hul på emnet 'opdagelsesrejsende' i historie. Eleverne skal vælge sig ind på en opdagelsesrejsende og lave en kvalitativ eller kvantitativ præsentation af den pågældende for resten af klassen. Ham med 'benet i søen' viser sig -efter en række opklarende spørgsmål- at være ingen ringere end Achilleus.

Bevares, det ville måske være en tilsnigelse at kategorisere Achilleus som opdagelsesrejsende, men anekdoten tjener alligevel til at belyse to væsentlige pointer:

1) der var hul igennem til den iboende nysgerrighed som børn har. Ind i mellem skal man grave dybt efter den, bevares, men den er der.

2) det levende ord, fortællingen, er stadig kilde til inspiration, nærvær og læring. Det var nemlig en fortælling helt tilbage fra 2. klasse, der gav associationer i forbindelse med historieopgaven. Den skulle kalibreres, javist, men der var blevet sået et frø.

Jeg har ofte tænkt over det. Hver gang jeg i forbindelse med kurser, oplæg etc. bliver bedt om at overveje, hvordan jeg selv lærer bedst. Ofte ligger der implicit i spørgsmålet en forventning om, at vi skal bekræfte, at det er fagets praksisanvendelse, der motiverer og dermed afføder den største læring. Det er der bestemt også noget om, men for mit vedkommende har de undervisningssituationer, hvor ny viden har sat sig allerbedst fast, været dem, hvor en dybt engageret lærer og passioneret historiefortæller har formået at tænde os med sin begejstring, givet fantasien vinger og har gjort os nysgerrige på at vide mere om noget, vi måske ikke anede fandtes.

Dermed ikke sagt, at al undervisning skal konverteres til fortælling, mens vi i vildskab kasserer fælles mål, projektuger og skriftlige opgaver. De nationale overgangstest, derimod, dem kan vi for min skyld godt tage livtag med én gang for alle. Men at supplere undervisningen -måske oven i købet systematisk- med fortælling, hvis primære formål det er at åbne verden for eleverne og eleverne for verden, tror jeg bestemt kan noget.

Vi hører ofte, at den gode undervisning tager sit afsæt i noget, der har en snitflade med elevernes livsverden. Deri kunne jeg ikke være mere enig. Udfordringen bliver dog til at føle på, når en uforholdsmæssig stor del af bemeldte elever ikke ved, hvad de synes er interessant. Udover Fortnite, Youtube og TikTok, selvfølgelig. Og lad det være sagt med det samme: der er en udløbsdato på spændende forløb med dét afsæt.

Jeg deltog for nylig i et foredrag af Svend Brinkmann, hvori han problematiserede det faktum, at unge (mennesker generelt, velsagtens) mindst gennem det seneste årti er indoktrineret med mantraet om at 'du er unik', 'du skal mærke efter i dig selv'. Individet i centrum. Det kan noget. En gang i mellem. Men i forhold til den almenmenneskelige dannelse, i forhold til nysgerrigheden på verden og lysten til at lære noget man endnu ikke ved, hvad er, så er svaret meget sjældent at finde inde i sig selv. Det kræver, at blikket rettes udad mod verden. Mod det, der er, det, der var, og det, vi som mennesker kan lære af hinanden. Fordi vi er mennesker. Vi skal uddanne eleverne, javist, men i en tid, hvor såvel stavning, grammatik, mellemregninger og (takket være Chatbotten) også snart hele afhandlinger kan klares via computeren, så er vores allerfornemste opgave i min optik at danne de unge. Inspirere dem, tænde dem og gøre dem nysgerrige på verden. Og her tjener fortællingen som et glimrende katalysator.

Bevares, min begejstrede sjetteklasseelev havde fået sat et par komponenter skævt sammen i myten om Achilleus og dyppet i Styx. Men fortællingen om Thetis og Achilleus havde vækket en nysgerrighed i ham. Og det er en god start.