Where is the 'I' in team?!

Forleden var jeg ved at få min -i øvrigt glimrende- kaffe galt i halsen, da jeg læste et Facebookopslag fra en tidligere kollega. Altså, en lærer, forstås. Opslaget var en deling af Bo Hejlskov Elvéns budskab om, at forældre ikke kan fjernstyre deres børn. Det kan man for så vidt ikke være uenig i, bevares, og som det ofte er tilfældet med tydelige holdninger, så blev pointen sat provokerende på spidsen: når min datter smadrer noget på skolen, så er det hendes måde at sige, at I bør ændre jeres forventninger. Så nej, jeg vil ikke tale med min datter om hendes adfærd. Jeg ringer jo heller ikke til skolen, hvis hun baldrer ruder herhjemme.

Da min første, umiddelbare irritation (læs: harme) over opslagets provokerende karakter havde lagt sig kunne jeg imidlertid godt følge hans pointe: skal barnet lykkes, så bør krav, forventninger og rammer være kongruente med de kompetencer og forudsætninger barnet har. Det kan jeg for så vidt godt erklære mig enig i. Slår de(t) samme børn ud igen og igen, så må vi kigge på, hvordan skoledagen kan indrettes, så flest mulige børn kan deltage i undervisningen og i skolen i det hele taget. Men at sammenligne et barns ageren på den hjemlige arena, hvor det (måske) ikke står til ansvar for andre med barnets adfærd i en skolekontekst, hvor fællesskabet er såvel den bærende som den drivende kraft er i min optik både provokerende og urimelig. Urimelig, fordi jeg synes, at vi ofte i inklusionens hellige navn strækker os langt for at imødekomme individet og de 'særlige behov'. Det skal vi også, bevares. Kunsten er imidlertid at danne og uddanne bemeldte individer, så de kan bidrage til, profitere af og udvikle sig i det fælles. Kunsten at praktisere pædagogik.

Jeg er stor fortaler for, at vi indretter skolen, så flest mulige børn kan være der og føle ejerskab. Jeg tror på, at det er gennem ejerskabet, medinddragelsen, nysgerrigheden og den respektfulde tone, at vi bedst lykkes med den opgave det er at danne og uddanne børn til fremtiden. Når jeg alligevel stejler på Bo Hejlskov Elvéns kategorisk illustrerede pointe, så skyldes det, at det rammer direkte ned i det jeg anskuer som en af de største udfordringer med skolen i dag: pædagogikkens og psykologiens iboende modsætningsforhold. Et modsætningsforhold, som blandt andet den nu desværre afdøde tidligere lærer og cand. pæd. Iben Benedikte Valentin Jensen argumenterede for væsentligheden af at anerkende. En vigtig pointe er, at pædagogikken, der som bekendt er en af skolens vigtigste redskaber, har fællesskabet og dannelsen heri som sit sigte. Kunsten at danne i og til det fælles. Psykologien, derimod, har fokus på individet og dettes udvikling som netop individ. Foretager man ikke en eksplicit sondring mellem de to løbes der en risiko for, at hhv. pædagogik og psykologi trækker i hver sin retning i en sådan grad, at disse ikke længere kan underbygge hinanden, men sætter hinanden skakmat i klasserummet. Med de normeringer vi på langt de fleste skoler oplever i dag synes jeg ganske enkelt ikke det giver mening at tale om ‘fokus på individet’. Det vanskeliggør i hvert fald i høj grad, at lærere og pædagoger lykkes med deres arbejde: at danne og uddanne børn og unge til at træde ind i og tage ansvar for det fællesskab, der danner fundamentet for vores demokratiske samfund. ‘Jeg’ har ikke altid ret. Og jeg kan heller ikke forvente, at der altid tages hensyn til mig og mine behov. Hvad enten disse er af en særlig eller konventionel beskaffenhed, i øvrigt.

Jeg har tilbagevendende samtaler, møder og skriverier med særligt én forælder, der med henvisning til netop dennes barns 'særlige behov' 'er nysgerrig på' (for nu at bruge et positivt ladet begreb) såvel den pædagogik som den didaktik jeg praktiserer. Jeg tager gerne pædagogiske drøftelser, bevares, men med bemeldte forælder lander de oftest på en uenighed omkring, hvad undervisningen og klasserummet skal centreres om: den enkeltes behov eller styrkelsen af et inkluderende og mangfoldigt fællesskab med højt til loftet.

Så sent som i dag modtog jeg en mail, der sætter det psykologiske udgangspunkt i modsætningsforhold til den pædagogiske praksis: 'mit barn har vanskeligt ved samarbejdet i gruppearbejde. Han vil ikke have du taler med gruppen (!), men vi ønsker, at du taler med ham og hjælper ham'. Hvordan?! Hvordan kan der ske en adfærdsregulering og en øget inklusion i en børnegruppe (og en udvikling med de enkelte børn, i øvrigt), hvis kun 1/5 er bevidst om, at der er en udfordring?! Det er muligt, at det kan være lidt træls at være den, der adresserer et problem i gruppedynamikken. Men er det ikke netop ved at italesætte udfordringerne, blive mødt og løse problemerne i fællesskab, at dannelsen sker?