Hvor er der en voksen?!

Sådan lød sloganet i en kampagne for lavere normeringer i daginstitutionerne for et par år siden. Efter min bedste overbevisning er spørgsmålet nu atter relevant, men denne gang handler det ikke om daginstitutioner. Normeringen er stadig for høj, bevares, men så lad mig omformulere det: det hører nu også hjemme i den skolastiske kontekst. Ikke (kun) i forbindelse med de for høje klasselofter i folkeskolen, men i lige så høj grad i debatten omkring ‘skæld-ud-fri’ skoler og den efterhånden allestedsnærværende ‘anerkendende pædagogik’. Lad det være sagt med det samme: jeg nærer en sund skepsis for ethvert begreb og pædagogisk tilgang, hvortil man ikke i udpræget grad har gjort sig den ulejlighed at begrebsafklare, hvad det egentlig er, vi taler om.

Jeg er som sådan fortaler for, at man anerkender hinanden -både børn og voksne- men netop i voksen/barn-relationen ligger der implicit en ulighed, dels i kraft af den aldersmæssige diversitet, men også den deraf afledte konsekvens, at den voksne kan og ved noget barnet endnu har til gode at lære. I forlængelse heraf er det i min optik ikke alene de voksnes ansvar, men det er deres pligt at sætte rammer op for børnene som de kan være, trives og udvikles i. Det er de voksne, der skal tage styringen -og dermed ansvaret.

Så sent som i går talte jeg med en frustreret veninde, i hvis søns klasse, der hersker så grimt et sprog og så høj en grad af respektløshed, at hun ikke længere med god samvittighed kan sende sin søn derhen. Lærerne kæmper på den pågældende skole dagligt med eleverne om at få fjernet telefoner fra undervisningen, der bliver sagt ‘Luk røven!’ til voksne og sproget børnene imellem har en udtalt seksuel tone. Jeg vil skrive undertone, men det vil være en underdrivelse. Det er 3. klasse.

I min praksis oplever jeg i stigende grad et tilsvarende grimt sprog, respektløshed, voldelige konflikter og børn, der -på eget eller lærerens initiativ- forlader undervisningen, enten fordi de ikke gider eller ikke evner at deltage.

Selvsamme børn har jeg mødt senere i deres skoleforløb, hvor jeg som lærer i 10. klasse har måttet føre dem til skafottet og være den, der overbragte dem det kedelige reality-tjek, at såvel prøven som UPV'en er ubarmhjertig.

Jeg oplever i stigende grad en børnegeneration, der skriger på grænser. Retorikken er hård, den gensidige respekt er udfordret, næverne sidder for nogens vedkommende løst og skolens regler og værdisæt er i bedste fald vejledende.

Børnene og de unge skal anerkendes, siger vi. De skal ikke have skæld ud. Konsekvenspædagogikken hører den sorte skole til. Børnene skal medinddrages og have indflydelse. De skal høres. Ja. Selvfølgelig skal de det. Men ikke i en sådan udstrækning, at enhver anvisning fra læreren er et oplæg til diskussion. De skal anerkendes. Ja. Selvfølgelig skal de det. Men ikke på et eksistentielt niveau. Når en elev -med fuldt overlæg- har sparket en dør ind, så karmen flækkede, når man har været decideret voldelig mod en klassekammerat eller når man er blevet snuppet i at forsøge at sælge ‘vape’ til yngre elever, vil jeg godt anerkende, at der ligger en frustration eller et dybereliggende problem bag, men der skal stadig -i min optik- være en tydelig grænse. Den kan vi godt -i mangel af bedre- kalde en konsekvens. For de skriger på dem. Grænserne, altså. Hvordan skal man nogensinde kunne dannes til et helt, velfungerende menneske, hvis de grænser man søger løbende flyttes i anerkendelsens hellige navn? Med fare for en simplificering forestiller jeg mig den frustration, det ville afføde, hvis det gode gamle spil ‘mur’ blev udvidet med, at nogen flyttede muren lidt tilbage, hver gang jeg skød på den. I hvert fald ville mine evner til at mestre spillet blive kraftigt forringede.

Anerkendende pædagogik. Det lyder godt. Jeg vil gerne praktisere det. Men måske skulle vi starte med at anerkende, at børnene efterspørger tydelige voksne og ditto rammer.

I øjeblikket går den anerkendende pædagogik for mig at se ofte rundt forklædt som laissez faire. Og det er ikke fair(e).