Kristina Malmer Rasmussen
Blog
Fra coronafamlen til jævnt onlinetrav
Selvom (eller måske netop fordi) vi hurtigt kan blive -og vist løbende bliver- enige om, at nedlukninger, onlineundervisning og de deraf følgende mere eller mindre havarerede årsplaner er en virkelighed vi næsten ikke (læs: slet ikke) orker mere, så kan det måske betale sig at se på, hvor vi ellers har lært en masse.
Så tog vi sidste nedlukning. Igen.
Så er vi -nok engang- ved at skulle vende tilbage fra -endnu- en nedlukning. Den sidste! I den her omgang, i hvert fald. Hver gang er sidste gang. Det er sådan et slags mantra jeg hiver frem fra skuffen og støver af hver gang vi skal lukkes ned. Og til trods for, at glæden ved at kunne tage afsked med onlineundervisningen ikke overskygger bekymringen for selvsamme tilbagevenden og de potentielle smitterisici, så bliver det en fornøjelse at kunne slippe for lacking, døde links, defekte kameraer, gamle hænder og “jeg faldt lige ud, kan du sige det igen?!” Intet kan erstatte skoledagen med fysisk fremmøde.
Bagud i forhold til hvem?
Jeg bliver ofte -både privat og i mit arbejdsliv- mødt af forældre, der midt i moradset af næsetest, håndsprit og afstandskrav bekymrer sig om, hvorvidt ‘mit barn kommer bagud?!’ Som mor og lærer forstår jeg naturligvis bekymringen, men man kan jo stille det rimelige modspørgsmål: bagud i forhold til hvem? Der findes mig bekendt ikke ét land, der har kunnet nøjes med udelukkende fremadgående gear de seneste par år. Det er klart, at det fysiske fremmøde er den allerbedste forudsætning for læring og trivsel, og jeg skal da være den første til at indrømme, at de mange afbræk, nedlukninger og perioder med nødundervisning har sat sit præg på min succes med at holde trit med årsplaner og faglige målsætninger.
Tak, Phillip Faber!
Men fremfor at lede efter de (åbenlyse) huller i osten, mener jeg det i stedet kan betale sig at se på, hvilken læring vi -børn såvel som voksne- har boostet mens årsplanerne i større eller mindre grad skred og led. Man behøver for så vidt ikke at gå længere end til den forvirring, der prægede såvel børn som voksne d. 12/3 2020, hvor vi netop havde fået at vide, at tilsyneladende skulle opfinde konceptet ‘onlineskole’?! Personligt var jeg meget taknemmelig for Sofaskolen, morgensang med Phillip Faber, Randers Regnskov og andre gudsbenådede tiltag, der hjalp med at strukturere en ellers lettere kaotisk opstart. Men i kraft af den kreativitet, det gåpåmod og den omstillingsparathed, der fra første færd har præget såvel lærere som elever er udfordringerne i dag snarere præget af overbelastede netforbindelser og tvivlsomme PC-kameraer end teknisk uformåen og kommunikationsnedsmeltninger.
Fast grund under coronaskinnerne?
Nu er det ikke fordi jeg advokerer for en romantiseret positiv psykologisk forestilling om, at enhver udfordring (eller tør jeg lægge hovedet på bloggen og slet og ret adressere en verdensomspændende pandemi som et ‘problem’?!) er en udviklingsmulighed i forklædning. Dog kan det lønne sig at lede efter de lyspunkter og den (megen) learning-by-doing, der sniger sig ind mens vi bokser med og frustreres af onlineskolen og alle dens mangler. Vi lægger ikke længere vejen mens vi kører; (online)teknisk set er vi ved at have fast grund under coronaskinnerne.
Foto: Diverse Stock Photos/flickr.com
